Afsløring af Kobranetværket er 2. bind af science fiction-trilogien Oprøret, skrevet af Jacob Oliver Krarup.
Det er lykkedes Casper at flygte fra minen, og i jagten på sin mor og sandheden om sig selv er han nået hele vejen til Elysium. Men byen er meget anderledes end han husker den fra sine drømme, og Casper må leve på gaden og stjæle for at overleve. Og det er bestemt ikke ufarligt, for Casper jages af farlige personer som vil gøre alt for stoppe ham fra at finde sandheden.
En sandhed, som fører ham direkte til Sektor 1 hvor de rige bor, og en uhyggelig afsløring.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Calibat og forfatteren.
Jeg var ret vild med første bind i serien, så da forfatteren spurgte om jeg ville anmelde bind 2 sagde jeg ja med det samme. Selvom det forvirrede mig lidt at serien tilsyneladende har skiftet titel mellem de to bind, så synes jeg den nye serietitel, Oprøret, giver bedre mening med den retning historien tager, så jeg forstår godt hvorfor forfatteren har valgt at gøre det.
Sproget er igen letlæst og flydende, og de flotte sort-hvide illustrationer er med til at gøre bogens univers og beskrivelser levende for læseren. Bagest i bogen er der et appendiks som fortæller noget af baggrunden for bogens univers og historie, og det var med til at gøre universet endnu mere levende for mig.
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet byder på flere overraskelser undervejs. Historien er fyldt med hæsblæsende action, nervepirrende spænding og dødelige hemmeligheder, men også venskab, fattigdom, korruption, og søgen efter identitet hører til bogens temaer.
Personerne er levende og troværdige, og har hver deres egne motiver og hemmeligheder. Især hovedpersonen Casper faldt jeg for. Han er modig, stædig og smart, og hans søgen efter moren og sandheden om hvem han er, er både gribende og spændende. Også Mini og Laura var jeg rigtig glad for, og jeg håber vi kommer til at se mere til dem i tredje og sidste bog.
Bogens målgruppe er børn fra 10 år, men jeg tror sagtens at yngre læsere vil kunne lide den, og også en ældre læser som jeg var godt underholdt.
Jeg kan varmt anbefale bogen, og glæder mig til at finde ud af hvordan historien ender i tredje og sidste bind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar