Dinea - Modertræets datter

Dinea - Modertræets datter er en fantasybog af Louise Haiberg.

Dinea har aldrig kendt sine rigtige forældre. Hun er vokset op som adoptivbarn, men har været alene siden hendes adoptivforældre døde i et biluheld. Hele sit liv har hun været svag og syg, og levet med konstante smerter som resultat af lægernes forsøg på at finde ud af hvad der er galt med hende. Hun er plaget af mærkelige drømme, hvor hun er en anden kvinde, og drømmene skræmmer hende.
En dag møder hun Lucien, som bortfører hende til feernes rige. Dinea er nemlig datter af feernes tidligere dronning, og den nuværende konge ønsker at få kontrol over hende, og de kræfter han mener hun har.
Før det sker redder Lucien hende, og fører hende tilbage til menneskenes verden. Det viser sig dog snart, at hverken Lucien eller feernes verden er færdige med hende. Lucien har sine egne ambitioner, og vil bruge Dinea til at opnå dem. Først er Dinea dog nødt til at lære at bruge sine magiske kræfter. Men det er ikke let når hun hele tiden distraheres af Lucien. For i feernes rige er kærlighed bandlyst, og Luciens hjerte er koldt.

Da jeg valgte Feer som månedens læsetema var et af mine mål at jeg ville have læst den her bog. Den har stået på min reol siden sidste års BogForum, men selvom jeg elskede forfatterens trilogi Dæmondræberen, så har jeg af en eller anden grund ikke fået læst den her bog.
Nu lykkedes det så, og jeg må desværre sige, at den ikke helt levede op til forgængerne.
Sproget er ellers lige så godt som i forfatterens andre bøger. Det er letlæst og flydende, med masser af banden og levende beskrivelser, som virkelig formår at gøre både feernes og menneskenes verden tydelige for læseren. Især beskrivelserne af Dineas hospitalsbesøg var realistiske, og følelsen af klinisk kolde undersøgelsesrum og upersonlige samtaler med lægerne fik det til at gøre ondt i hjertet, fordi jeg virkelig følte med Dinea og mærkede hendes hjælpeløshed og manglende håb om en kur. Feernes rige var godt fundet på, og jeg kunne godt lide idéen med Modertræer, selvom Livets Kilde for mig var temmelig makabert. Jeg manglede dog nogle mellemregninger undervejs, f.eks. hvad der findes mellem bjergene og paladset, før universet kunne fremstå helt virkeligt for mig.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med action, spænding, magi, kærlighed, intriger, manipulationer, sex og vold. Jeg havde dog nogle problemer med forholdet mellem Lucien og Dinea som for mig ikke virkede helt sundt. De er godt nok tiltrukket af hinanden og kemien er der, men det samme er manipulationerne og løgnene, og de er begge beregnende overfor hinanden. Og så havde jeg nogle problemer med slutningen, som jeg dog ikke kan forklare, da jeg ikke vil spoile bogen for andre.
Et andet problem var personerne. Hovedpersonerne Dinea og Lucien, og til dels Dineas mor, er levende og menneskelige (feelige?), og, selvom jeg ikke helt forstår deres indbyrdes forhold, også realistiske. Bipersonerne, derimod, syntes jeg aldrig rigtig jeg lærte at kende. Om det var fordi synsvinklen skifter mellem Lucien og Dinea, og de er så optaget af sig selv og hinanden at de ikke lægger mærke til andre, skal jeg ikke kunne sige, men jeg manglede lidt noget kød på de andre personer. Hovedpersonerne selv havde jeg også et par problemer med. Og det var sådan set samme problem. De er nemlig begge to manipulerende, magtsyge, kontrollerende og beregnende, og lidt for gode til at lukke af for deres hjerter. Det gjorde dem svære for mig at relatere til, og selvom jeg holdt rigtig meget af Dinea i starten, før hun kom i kontakt med sin feside, så blev jeg lidt ligeglad med hende hen af vejen. Dinea er ellers en heltinde med en stærk vilje. Hun er stædig, ensom, kronisk syg og plaget af mærkelige drømme. Hun kan godt elske, men vogter alligevel sit hjerte. Lucien er stærk, modig, manipulerende, beregnende og kold, og han vil gøre alt for at nå sit mål. Hans tiltrækning til Dinea kommer som en overraskelse for ham, og han vogter konstant over hvor stærk hun er, så han kan kontrollere hende.
Selvom der var elementer i bogen jeg rigtig godt kunne lide, så var der desværre også en del ting er irriterede mig undervejs, og som gjorde at den her bog bare ikke lige var mig. Det skal dog bestemt ikke afholde andre fra at læse den, da smag og behag jo som bekendt er forskellige.

Se også forfatterens hjemmeside.