En konges vej, Del 1 er første del af første bind i Brandon Sandersons fantasyserie Stormlysfortællingerne.
For flere år siden blev kongen af Alethkar myrdet, kun få timer efter at have underskrevet en traktat med parshenderne. Den nye konge og hans højfryster svor hævn, og siden har de kæmpet med parshenderne på De Brudte Sletter. Men krigen kommer ingen vegne, og mens Alethkar falder fra hinanden, benytter højfysterne lejligheden til at strides om ære og kappes med hinanden.
Højfyrsten Dalinar, onkel til den nye konge, plages af mærkelige syner, som måske er fra fortiden, og måske er et begyndende vanvid. Han drømmer om at virkeliggøre sin bror, den afdøde konges, drøm om at forene Alethkar, men mister langsomt respekt fra såvel sine egne mænd som de andre højfyrster.
Blandt de nederst placerede i hæren er Kaladin, som er blevet gjort til slave efter et forræderi blandt sine overordnede. Han er tidligere soldat, men blev født som søn af en læge af en god stand. Nu drømmer han om hævn, men først og fremmest ønsker han at overleve. Han ledsages af en vindspren - en slags luftånd - som dog opfører sig mere og mere mærkeligt, og han tilstedeværelse blandt bromændene breder både håb og mistro.
Langt væk fra krigen er pigen Shallan i gang med at udføre et tyveri, der skal redde hendes familie fra økonomisk ruin. Hvis hun ellers kan overtale kongens søster, verdens mest anerkendte forsker, til at antage hende som hendes discipel.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Ulven og Uglen.
Wow, er det første ord jeg kommer i tanke om til at beskrive den her bog. For hold op, hvor er den fantastisk, fascinerende, fangende, forrygende, og, frem for alt, magisk. Bogen er en af de bedste, hvis ikke den bedste, jeg har læst indtil videre i år, og trods sine over 700 sider føltes den alt for kort. Jeg var i hvert fald helt klar til at læse videre, og kan næsten ikke vente til anden del udkommer - hvilket forhåbentlig sker snart!
Sproget er letlæst og flydende, og Sanderson forstår at beskrive bogens fremmedartede univers på en måde som virkelig forfører læseren, og får det hele til at fremstå lyslevende for det indre øje. Jeg følte virkelig jeg stod på de støvede sletter sammen med hæren eller ombord på skibet med Shallan, og, mens verdenen langsomt trådte frem og blev mere og mere detaljeret, forsvandt siderne næsten af sig selv, indtil bogen var slut, og jeg nu ikke kan lade være med at hungre efter mere. Forfatteren har opbygget et univers som er utrolig detaljeret, med forskellige folkeslag og kulturer, og med sociale hierarkier som er næsten umulige at bryde. Mens det er mændene der formelt set har magten og kampevnen, så har kvinderne, på trods af at de er hæmmet af de sociale regler for dydighed, reelt set en magt som er større end mændenes. De har nemlig, som de eneste med undtagelse af præster, lov til at lære at læse og skrive, forske og uddanne sig i andet end kamp, og det gør, at mændene er dybt afhængige af kvinderne. For i et samfund hvor mændene er analfabeter skal der kun et enkelt tillidsbrud eller upålidelig kvinde til, for at alliancer kan blive brudt og mænd kan blive dræbt. Det gør universet meget anderledes end anden fantasy jeg har læst, og at det er en mandlig forfatter der har fundet på det gør bare bogen endnu mere interessant. Heller ikke magisystemet ligner noget jeg før er stødt på, og hele idéen med stormlys og ældgamle våben er utrolig godt fundet på og udført.
Handlingen er fyldt med action, forræderi, kærlighed, hemmeligheder, fjendskab, intriger, krig, magt og magi, og historien er uhyggeligt spændende. Det er en historie om en håbløs krig baseret på hævn, egne interesser og ukendte motiver, men også en historie om drømmen om retfærdighed, overlevelse, og den måde fortid og nutid hænger sammen på. Fremfor alt er det en magisk og episk fortælling om en verden som er både kendt og fremmedartet, og helt utroligt gennemført.
En af de ting der gør handlingen så fængslende er, at historien fortælles af personer på forskellige samfundstrin, fordi man på den måde får et nuanceret billede af såvel historien som personerne.
Og personerne er da også et af de elementer som er med til at gøre bogen til noget ud over det sædvanlige. De er levende, realistiske og så menneskelige, at det næsten gør ondt. Alle har de deres egne motiver og følelser, og alle kæmper de for deres egne drømme, deres overlevelse og deres håb for fremtiden. Historien fortælles primært fra tre synsvinkler, nemlig Kaladin; en tidligere soldat som nu er slave, Dalinar; kongens onkel og en af højfyrsterne, og Shallan; en kvinde af god familie som nu balancerer på kanten af ruin. Kaladin er stædig, intelligent og en god kriger, men han er også plaget af skyldfølelse og hævntørst. Han foragter og hader de lysøjede efter deres forræderi gjorde ham til slave, og selvom hans overlevelsestrang er stor, har han også sine øjeblikke hvor han betragtet det hele som ligegyldigt. Hans relation til vindånden er utrolig godt beskrevet. Dalinar hører til rigets allerøverste. Som bror til den tidligere konge og onkel til den nuværende har han stor magt, men i de senere år har han mistet kampgejsten og dermed også respekten blandt sine ligemænd, og samtidig er han plaget af syner fra en fjern fortid - eller et plaget sind. Han er plaget af skyldfølelse over sin brors død, og er blevet besat af at fuldføre sin brors drøm om et samlet rige. Shallan er yngste datter af en adelig familie, men efter hendes fars død er familien præget af såvel økonomisk ruin som tab af ære, og kun en desperat plan om at bestjæle prinsessen kan redde familien. Shallan er en dygtig tegner og meget intelligent, men også en smule naiv og har nogle mangler i sin viden. Hun er troende, men vil gerne være discipel hos den kætterske prinsesse hvis det kan redde hendes familie. Udover disse tre er der en hel del bipersoner, hvoraf nogle enkelte også fortæller dele af historien. Heraf er den mest bemærkelsesværdige den troløse Szeth, som snigmyrdede den gamle konge, og nu må tjene de skiftende herrer som får fingre i hans Edssten, mens hans forsøger at undgå at slå ihjel. Fælles for alle personerne er, at man som læser virkelig føler man kommer til at kende dem, og, for nogles vedkommende, ligefrem elske dem.
Bogen er også utrolig smuk i sin udformning. Udover bogens omslag, som er virkelig flot med guldtryk og violette farver, så er bogen også fyldt med smukke illustrationer og farvelagte kort, og skriften er både lækker i størrelsen og let at læse. Bagest er der et appendiks som forklarer en del af magisystemet nærmere, hvilket, sammen med illustrationerne af bogens mærkelige væsener, er med til at gøre universet endnu mere virkeligt for læseren. Det hele er utrolig gennemført, og der er ingen tvivl om at det har været en kæmpe opgave at oversætte bogen på en måde der lever op til Sandersons sprog og den oprindelige udgave af bogen. Selvom jeg ikke har læst den amerikanske udgave af bogen vil jeg sige, at det er lykkedes, for hold op hvor er der kælet for detaljerne.
Jeg kan slet ikke rose den her bog nok og anbefaler den på det varmeste. Er man fan af Brandon Sandersons bøger, og elsker man episke fantasyfortællinger med detaljerede universer, nuancerede personer og fremmedartet magi, må man ikke gå glip af den her bog. Læs den!
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar