Viser opslag med etiketten Stormlysfortællingerne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stormlysfortællingerne. Vis alle opslag

mandag den 21. maj 2018

Gæsteindlæg: Crowdfunding er et samarbejde

Jeg prøver noget nyt, og har derfor i dag overladt bloggen til Lærke Liv Madsen, som er praktikant hos Ulven og Uglen. Forlaget kører i øjeblikket en kampagne, for at skaffe penge til oversættelsen af bind 2 af Stormlysfortællingerne af Brandon Sanderson. Jeg har tidligere anmeldt første bind, og var meget begejstret for både Del 1 og Del 2, så da forlaget spurgte, om de måtte kigge forbi bloggen og fortælle mere om kampagnen, sagde jeg selvfølgelig ja. 
Og efter denne korte indledning, vil jeg overlade ordet til Lærke. 

Hos Ulven og Uglen er vi i gang med en crowdfunding, hvor vi håber på at samle penge til at oversætte den første tredjedel af andet bind i Brandon Sandersons episke fantasyserie Stormlysfortællingerne. Sandersons serie er rigtig populær i USA, og herhjemme spørger mange fans efter fortsættelsen, efter Ulven og Uglen sidste år udgav første bind i serien, der er oversat som En konges vej del 1 og del 2. Vi vil gerne efterkomme denne efterspørgsel, og det er derfor, at vi lige nu crowdfunder. Det fungerer således, at vi har oprettet os på hjemmesiden Indiegogo, hvor man kan støtte vores indsamling og til gengæld modtage forskellige perks, herunder den nye bog før alle andre og til en billig pris.

Fantasyarrrangement i Fantask. Billede: Ulven og Uglen. 
En crowdfunding bliver dog ikke stablet på benene uden hjælp fra en masse mennesker. På selve forlaget er vi fire, som har arbejdet hårdt på at få indsamlingen op at køre. Forlagschefen Line har bl.a. stået for at forberede et nørdet fantasyarrangement hos boghandlen Fantask som vi afholdt i forbindelse med crowdfundingen. Der var foredrag, konkurrencer og kage, og vi syntes selv, at det var vildt hyggeligt. Redaktøren Pernille har desuden startet en Facebookgruppe for Brandon Sandersons fans, som på den ene side har til formål at sætte fokus på crowdfundingen, men på den anden side også skal fungere som et nørdeforum, hvor man kan diskutere Sandersons bøger sammen med andre – og som forhåbentlig lever længe efter at vores indsamling slutter. Praktikanten Freja har stået for at lave en sej bogtrailer til Stormlysfortællingerne, som vi bl.a. bruger som smagsprøve til vores indsamling på Indiegogo. Jeg (Lærke) er også praktikant, og jeg har organiseret crowdfundingen og forsøgt at få alle brikkerne til at gå op i en højere enhed. Det har til tider været en svær opgave, fordi der er rigtig mange ting at holde styr på, men jeg synes alligevel, at tingene er faldet godt på plads. Det er dog ikke kun os fra forlaget, som har været involverede i crowdfundingen, da mange andre personer også har hjulpet til.

En af disse personer er Jakob Levinsen, som har oversat første bind i Stormlysfortællingerne, og som også skal oversætte det næste. Jakob Levinsen har gæsteblogget hos Ulven og Uglen om oversættelsen af fantasy for at sætte fokus på crowdfundingen, og han var derudover hovednavnet til det førnævnte arrangement, vi holdt hos Fantask, da han her fortalte mere om, hvordan man oversætter store, episke fantasyverdener. Illustratoren Thorkild Skov, som har lavet forsiderne til En konges vej del 1 og del 2, har også hjulpet os med indsamlingen, da han står for at lave de personlige tegninger, man kan sikre sig, hvis man støtter crowdfundingen med ca. 3000 kr. på Indiegogo (man får også mange andre ting med i den pris). Grafiker August Engen har lavet flyers til crowdfundingen, som vi har delt ud til bl.a. Kær-Litt og arrangementet hos Fantask. Derudover har vi fået hjælp af fire bogbloggere, der har ladet os gæsteblogge hos dem. Den ene er selvfølgelig Kirsten Bloch fra Læsehest med fantasy, og de andre er Trine Andersen fra Nerdy Treats, Sabrina Glud fra Sabrinas blog og Sofie Slott fra Bogslottet. Pen And Paper Danmark og Fantasyfestival har delt opslag om crowdfundingen på deres Facebooksider og har derved også hjulpet os med at sætte fokus på indsamlingen. Fantasks medarbejdere har ligeledes været hjælpsomme, da det som sagt var i deres hyggelige butik, at vi afholdt vores crowdfundingarrangement. To af Ulven og Uglens forfattere, Lars Kramhøft og Signe Fahl, som har skrevet hhv. Djævlens hjerte og Ellekongen, deltog ligeledes i dette arrangement for at støtte op om crowdfundingen.

Som I kan se, er det en hel del mennesker, som har været involverede i Ulven og Uglens crowdfunding, og vi sætter stor pris på hjælpen. Et projekt som dette bliver nemlig både bedre og sjovere, når man har mulighed for at arbejde sammen med dygtige mennesker, der er villige til at give en hånd med.
Billede: Ulven og Uglen
Lærke Liv Madsen er praktikant hos Ulven og Uglen, hvor hun står for forlagets hjemmeside og blog samt anmelderkontakt og manuskriptvurdering. Til daglig er hun ved at tage en kandidat i Litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

søndag den 1. april 2018

En konges vej, Del 2

En konges vej, Del 2 er anden del af første bind af Brandon Sandersons fantasyserie Stormlysfortællingerne.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Ulven og Uglen

Shallan er blevet lærling hos Jasnah, og nyder sine studier. Hendes families situation bliver mere og mere desperat, og skal de overleve, er Shallan nødt til at stjæle fabrialen, før det er for sent.
Kaladins forsøg på at få bromændene under sig til at overleve tiltrækker sig hans overordnedes opmærksomhed, og snart bliver kampen for overlevelse endnu sværere.
Også blandt lederne af hæren er der problemer. Dalinars syner får hans fjender til at grine af ham, og han begynder efterhånden selv at tvivle på sin egnethed som Højfyrste.
Og krigen raser...

Jeg var vild med første del, og har glædet mig længe til at læse videre. Alligevel gik der et stykke tid før jeg kom igang med bogen, hvilket blandt andet skyldes dens massive størrelse, som virkede en smule afskrækkende. Jeg blev dog på ingen måde skuffet, for del 2 levede i den grad op til del 1. Selvom man godt kan mærke, at man starter midt i en bog, så var det en fryd at vende tilbage til universet og personerne, og jeg nød at tage mig tid til bogen.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er så livagtige og forførende, at man som læser føler sig hjemme både hos bromændene på de støvede sletter fyldt med kampe, blod og forræderi, og i Shallan og Jasnahs studierum i en fjern bys bibliotek. Selvom der var enkelte slå- og ordfejl undervejs, var det ikke noget der trak ned i den samlede læseoplevelse, fordi sproget er så levende og velskrevet som det er.
Universet er utroligt gennemført, med en detaljerigdom udover det sædvanlige. Forfatteren har ikke kun opfundet personer og handling, men også hele religioner, historie, kulturer, væsener, filosofi og magi, på en måde som er både overbevisende og grundig. Og det hele åbenbares for læseren på en så selvfølgelig måde, at man ikke tænker over hvor anderledes det hele er, og hvor mange informationer man rent faktisk får undervejs. Jeg er fuld af beundring over at forfatteren kan holde styr på alle deltaljerne, og åbne sit univers for læseren på en måde, som hverken er tung eller kedelig, men tværtimod holder spændingen hele vejen gennem de knap 900 sider i denne bog, trods en del filosofiske overvejelser og diskussioner undervejs. Samtidig er bogen fyldt med twists, som gør det umuligt at forudsige hvad der vil ske, og som gør bogen umulig at slippe, trods de mange sider.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med action, krig, mord, forræderi, intriger, magt og magi. Det er en historie om krigens meningsløshed, hævn og magtbegær, men også om idealer, drømmen om retfærdighed og viljen til at overleve. Bogen er overraskende filosofisk, og selvom man ikke skulle tro det, fungerer det faktisk rigtig godt, fordi det er med til at suge læseren ind i universet - og ind i personerne. Fortid og nutid hænger uløseligt sammen, og det, at historien fortælles af folk fra alle samfundslag, er med til at gøre både universet og historien levende og interessant.
Personerne er utroligt menneskelige og levende, med egne følelser, historier og motiver, og man kan slet ikke lade være med at føle med dem. Historien fortælles primært af Shallan, Kaladin og Dalinar, en højtstående lærd kvinde, en slave, og en lysøjet Højfyrste. Hver især har de deres eget forhold til krigen, og hver især bidrager de med forskellige synsvinkler og idealer. Shallan lider mere og mere af samvittighedskvaler i forhold til det nødvendige tyveri. Hun elsker at studere, og efterhånden som hun lærer Jasnah at kende, har hun mindre og mindre lyst til at bedrage hende. Kaladin forsøger med alle kræfter at få sine bromænd til at overleve, men må sande, at overkommandoen ikke er interesseret i at øge bromændenes overlevelse. I stedet får hans anstrengelser hans foresatte til at holde øje med ham, og hans odds for at overleve forværres drastisk. Dalinars syner og æresbegreber får resten af Højfyrsterne til at se skævt til ham, og det hjælper ikke, at der snart begynder at gå rygter om, at Dalinar står bag et mordforsøg på kongen. Hans forsøg på at skabe sammenhold blandt sine ligemænd går heller ikke for godt, og det hjælper ikke, at han får sværere og sværere ved at bekæmpe sine følelser for brorens enke. Også bipersonerne er utroligt nuancerede, og jeg var især vild med snigmorderen Szeth, Jasnah og Adolin, som hver har deres helt egen klare personlighed. 
Sidst, men ikke mindst, er der bogens fysiske udformning, som er virkelig smuk. De lilla nuancer på omslaget spiller flot sammen med guldtrykket, og bogen er fyldt med smukke illustrationer af væsener, kort og genstande, som gør universet endnu mere levende. Foran og bagi er der de flotteste farvelagte illustrationer og kort, som, sammen med kraftigt papir og en lækker læsevenlig tekst, gør bogen til et helt lille kunstværk rent visuelt. 
Alt i alt var bogen en fantastisk læseoplevelse, og jeg kan slet ikke rose den nok. Er man vild med Sandersons bøger, og elsker man episke fantasyfortællinger, så er det her en bog man bare skal læse. Men læs del 1 først. 

Se også forfatterens hjemmeside

søndag den 25. juni 2017

En konges vej, Del 1

En konges vej, Del 1 er første del af første bind i Brandon Sandersons fantasyserie Stormlysfortællingerne.

For flere år siden blev kongen af Alethkar myrdet, kun få timer efter at have underskrevet en traktat med parshenderne. Den nye konge og hans højfryster svor hævn, og siden har de kæmpet med parshenderne på De Brudte Sletter. Men krigen kommer ingen vegne, og mens Alethkar falder fra hinanden, benytter højfysterne lejligheden til at strides om ære og kappes med hinanden.
Højfyrsten Dalinar, onkel til den nye konge, plages af mærkelige syner, som måske er fra fortiden, og måske er et begyndende vanvid. Han drømmer om at virkeliggøre sin bror, den afdøde konges, drøm om at forene Alethkar, men mister langsomt respekt fra såvel sine egne mænd som de andre højfyrster.
Blandt de nederst placerede i hæren er Kaladin, som er blevet gjort til slave efter et forræderi blandt sine overordnede. Han er tidligere soldat, men blev født som søn af en læge af en god stand. Nu drømmer han om hævn, men først og fremmest ønsker han at overleve. Han ledsages af en vindspren - en slags luftånd - som dog opfører sig mere og mere mærkeligt, og han tilstedeværelse blandt bromændene breder både håb og mistro.
Langt væk fra krigen er pigen Shallan i gang med at udføre et tyveri, der skal redde hendes familie fra økonomisk ruin. Hvis hun ellers kan overtale kongens søster, verdens mest anerkendte forsker, til at antage hende som hendes discipel.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Ulven og Uglen

Wow, er det første ord jeg kommer i tanke om til at beskrive den her bog. For hold op, hvor er den fantastisk, fascinerende, fangende, forrygende, og, frem for alt, magisk. Bogen er en af de bedste, hvis ikke den bedste, jeg har læst indtil videre i år, og trods sine over 700 sider føltes den alt for kort. Jeg var i hvert fald helt klar til at læse videre, og kan næsten ikke vente til anden del udkommer - hvilket forhåbentlig sker snart!
Sproget er letlæst og flydende, og Sanderson forstår at beskrive bogens fremmedartede univers på en måde som virkelig forfører læseren, og får det hele til at fremstå lyslevende for det indre øje. Jeg følte virkelig jeg stod på de støvede sletter sammen med hæren eller ombord på skibet med Shallan, og, mens verdenen langsomt trådte frem og blev mere og mere detaljeret, forsvandt siderne næsten af sig selv, indtil bogen var slut, og jeg nu ikke kan lade være med at hungre efter mere. Forfatteren har opbygget et univers som er utrolig detaljeret, med forskellige folkeslag og kulturer, og med sociale hierarkier som er næsten umulige at bryde. Mens det er mændene der formelt set har magten og kampevnen, så har kvinderne, på trods af at de er hæmmet af de sociale regler for dydighed, reelt set en magt som er større end mændenes. De har nemlig, som de eneste med undtagelse af præster, lov til at lære at læse og skrive, forske og uddanne sig i andet end kamp, og det gør, at mændene er dybt afhængige af kvinderne. For i et samfund hvor mændene er analfabeter skal der kun et enkelt tillidsbrud eller upålidelig kvinde til, for at alliancer kan blive brudt og mænd kan blive dræbt. Det gør universet meget anderledes end anden fantasy jeg har læst, og at det er en mandlig forfatter der har fundet på det gør bare bogen endnu mere interessant. Heller ikke magisystemet ligner noget jeg før er stødt på, og hele idéen med stormlys og ældgamle våben er utrolig godt fundet på og udført.
Handlingen er fyldt med action, forræderi, kærlighed, hemmeligheder, fjendskab, intriger, krig, magt og magi, og historien er uhyggeligt spændende. Det er en historie om en håbløs krig baseret på hævn, egne interesser og ukendte motiver, men også en historie om drømmen om retfærdighed, overlevelse, og den måde fortid og nutid hænger sammen på. Fremfor alt er det en magisk og episk fortælling om en verden som er både kendt og fremmedartet, og helt utroligt gennemført.
En af de ting der gør handlingen så fængslende er, at historien fortælles af personer på forskellige samfundstrin, fordi man på den måde får et nuanceret billede af såvel historien som personerne.
Og personerne er da også et af de elementer som er med til at gøre bogen til noget ud over det sædvanlige. De er levende, realistiske og så menneskelige, at det næsten gør ondt. Alle har de deres egne motiver og følelser, og alle kæmper de for deres egne drømme, deres overlevelse og deres håb for fremtiden. Historien fortælles primært fra tre synsvinkler, nemlig Kaladin; en tidligere soldat som nu er slave, Dalinar; kongens onkel og en af højfyrsterne, og Shallan; en kvinde af god familie som nu balancerer på kanten af ruin. Kaladin er stædig, intelligent og en god kriger, men han er også plaget af skyldfølelse og hævntørst. Han foragter og hader de lysøjede efter deres forræderi gjorde ham til slave, og selvom hans overlevelsestrang er stor, har han også sine øjeblikke hvor han betragtet det hele som ligegyldigt. Hans relation til vindånden er utrolig godt beskrevet. Dalinar hører til rigets allerøverste. Som bror til den tidligere konge og onkel til den nuværende har han stor magt, men i de senere år har han mistet kampgejsten og dermed også respekten blandt sine ligemænd, og samtidig er han plaget af syner fra en fjern fortid - eller et plaget sind. Han er plaget af skyldfølelse over sin brors død, og er blevet besat af at fuldføre sin brors drøm om et samlet rige. Shallan er yngste datter af en adelig familie, men efter hendes fars død er familien præget af såvel økonomisk ruin som tab af ære, og kun en desperat plan om at bestjæle prinsessen kan redde familien. Shallan er en dygtig tegner og meget intelligent, men også en smule naiv og har nogle mangler i sin viden. Hun er troende, men vil gerne være discipel hos den kætterske prinsesse hvis det kan redde hendes familie. Udover disse tre er der en hel del bipersoner, hvoraf nogle enkelte også fortæller dele af historien. Heraf er den mest bemærkelsesværdige den troløse Szeth, som snigmyrdede den gamle konge, og nu må tjene de skiftende herrer som får fingre i hans Edssten, mens hans forsøger at undgå at slå ihjel. Fælles for alle personerne er, at man som læser virkelig føler man kommer til at kende dem, og, for nogles vedkommende, ligefrem elske dem.
Bogen er også utrolig smuk i sin udformning. Udover bogens omslag, som er virkelig flot med guldtryk og violette farver, så er bogen også fyldt med smukke illustrationer og farvelagte kort, og skriften er både lækker i størrelsen og let at læse. Bagest er der et appendiks som forklarer en del af magisystemet nærmere, hvilket, sammen med illustrationerne af bogens mærkelige væsener, er med til at gøre universet endnu mere virkeligt for læseren. Det hele er utrolig gennemført, og der er ingen tvivl om at det har været en kæmpe opgave at oversætte bogen på en måde der lever op til Sandersons sprog og den oprindelige udgave af bogen. Selvom jeg ikke har læst den amerikanske udgave af bogen vil jeg sige, at det er lykkedes, for hold op hvor er der kælet for detaljerne.
Jeg kan slet ikke rose den her bog nok og anbefaler den på det varmeste. Er man fan af Brandon Sandersons bøger, og elsker man episke fantasyfortællinger med detaljerede universer, nuancerede personer og fremmedartet magi, må man ikke gå glip af den her bog. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside.