Tearlings skæbne

Tearlings skæbne er 3. og sidste bind af Erika Johansens dystopiske fantasytrilogi Dronningen af Tearling.

Reklame - Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget People's Press. 

For at redde sit folk fra morternes hær, har Kelsea overgivet sig til Den Røde Dronning, og givet hende safirerne. Hun har overgivet ansvaret for riget til Morgenstjerne, og er nu selv på vej til Mortmesne, og en ukendt skæbne.
Morgenstjerne forsøger, efter bedste evne, at styre Tearling, og følge Kelseas ønsker om at rydde op i hovedstanden, men har både adelen og Den Hellige Fader imod sig. Sidstnævnte ønsker at overtage magten, og det lykkes ham langsomt at opildne folket mod dronningens mænd. Men Den Hellige Fader har også andre planer, og han finder hjælpen et uventet sted.
Mens Tearling forsøger at overleve uden sin dronning, forsøger Tearlings dronning at overleve i Mortmesnes fangekældre. Den Røde Dronning forsøger af al magt at få safirerne til at virke for sig, men uden held, og imens plages Kelsea stadig af syner fra fortiden, og hvad der skete, efter Udvandringen.
Mortmesne er dog langtfra et sikkert sted at opholde sig, for oprøret ulmer både blandt almindelige borgere og i hæren, som ikke fik det ønskede bytte ud af invasionen af Tearling. Den Røde Dronning er ved at miste grebet om sit folk, og endnu værre: En gammel fjende rører på sig i nord. En fjende, som både er ude efter Den Røde Dronning - og Kelsea.

Det er efterhånden et stykke tid siden jeg læste andet bind i trilogien, og det kunne jeg godt mærke. For selvom jeg sagtens kunne huske handlingen, så havde jeg glemt en del af personerne, og det tog mig derfor et stykke tid, før jeg for alvor var tilbage i universet og historien.
Selvom jeg er ret vild med historien og universet, så var jeg desværre ikke begejstret for dette afsluttende bind. Ikke fordi bogen er dårlig, men fordi slutningen desværre anvendte en af mine absolutte hade-klicheer, og det ødelagde lidt historien for mig, og gjorde, at den ikke nåede helt op på niveau med de foregående bind. Samtidig havde jeg lidt samme problem med bogen som med toeren, da springene i tid mellem fortid og nutid gjorde det svært for mig at følge handlingen.
Når det så er sagt, så var der også en hel del gode ting i den her bog. Sproget er letlæst og flydende, og forfatterens beskrivelser sendte til tider kuldegysninger ned ad ryggen på mig, fordi de var så virkelighedstro. Bogen er markant mørkere end sine forgængere, og hvor der var en del humor i især det første bind, så var den overordnede stemning i denne bog mørk, dyster og desperat. Der er helt klart mere action i dette bind, og det betyder også, at det er så som så med de litterære referencer, som det myldrede med i de foregående bind, og som jeg elskede af hele mit bibliotekar-hjerte.
Handlingen er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, magi, oprør, magtbegær, hævn, idealisme, forræderi, religion, intriger, hemmeligheder, kærlighed, opofrelse, loyalitet, død og kampen for overlevelse. Blandingen af science fiction, dystopi og fantasy fungerer rigtig godt, og man tror virkelig på det samfund som forfatteren har skabt, og som er ret unikt for de fantasybøger jeg har læst. Det er en historie om hvordan idealisme kan vendes til et mareridt, problemerne med utopier, fortidens magt, had, og hvordan religion og tro kan bruges til at kontrollere og korrumpere folk.
Personerne er levende og menneskelige, og forfatteren formår i den grad at skrive nuancerede karakterer med sorger, fejl og styrker, så man tror på og føler med dem. Kelsea udvikler sig endnu mere i dette bind. Hun må for alvor lære at stå på egne ben, og finde sin indre styrke, samtidig med, at hun opdager, hvad der egentlig skete efter Udvandringen, og hvorfor det gik som det gik. Af bipersonerne er især Katie, pigen fra fortiden, som tilhører den første generation efter Udvandringen, og gennem vis øjne læseren følger Tearlings opståen og sammenbrud, en interessant person. Hun er stærk, idealistisk, og splittet mellem troen på William Tears drøm, og sin barndomsven. Derudover er jeg stadig ret vild med Den Røde Dronning, som, trods magtbegær, hårde metoder og kynisme, er en utrolig nuanceret person, som jeg ikke kunne lade være med at have en lille smule ondt af.
Ligesom de første to bind er denne bog utrolig flot, og jeg er vild med designet af smudsomslaget med dets skinnende røde skrift og snirkler. Også den nøgne bog er smuk, med et metallisk rødt design på ryggen, og et kort over Tearling og dets omgivende lande indeni. Det er virkelig gennemført, og man kan mærke, at der er kælet for detaljerne.
Selvom jeg var skuffet over slutningen, så var jeg stadig vild med personerne og universet, og, ikke mindst, den unikke blanding af fantasy, dystopi og science fiction. Kan man lide mørke fantasyfortællinger med interessante personer og et unikt univers, og elskede man de første bind i serien, kan denne bog bestemt anbefales.

Invasionen af Tearling

Invasionen af Tearling er 2. bind af fantasytrilogien Dronningen af Tearling, skrevet af Erika Johansen.

Kelsea er blevet kronet som dronning af Tearling, selvom det bestemt ikke er med alles gode vilje. Både hos adelen og kirken er der modvilje mod hendes politik, og hun har allerede fået indtil flere fjender blandt rigets mest magtfulde personer. Fjender, som vil gøre alt for at genvinde deres magt. Selv mord.
De fattige elsker hende derimod, fordi hun har stoppet slaveforsendelserne til Mortmesme. Et træk, som dog ikke er uden konsekvenser. For Dronningen af Mortmesme har brug for slaverne, og med ulmende utilfredshed blandt sine egne undersåtter beslutter hun sig for at invadere Tearling.
Men det er ikke kun uroen blandt undersåtterne der driver Dronningen af Mortmesme til at invadere. Kelsea har nemlig noget, som Dronningen længe har ønsket sig, og som hun vil gøre alt for at få fingrene i: Tear-familiens safirer.
Kelsea er først lige ved at lære safirernes magt at kende. De er langsomt begyndt at ændre hende både udenpå og indeni, og mens hendes magiske kræfter vokser, ændrer hendes væremåde sig markant. Mærkelige syn af en kvinde fra før Udvandringen hjemsøger hende, og Kelsea både frygter og længes efter dem.
Imens nærmer invasionshæren sig ubønhørligt, og finder Kelsea ikke på en plan, er hendes land og folk dødsdømt.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget People´s Press. 

Det tog mig lang tid at komme igennem den første bog i serien, og det gjorde det desværre også med denne her. Ikke fordi bogen er dårlig, men simpelthen fordi jeg mistede interessen undervejs, og havde svært ved at få den læst færdig. Og jeg ved også hvorfor jeg mistede interessen, hvilket jeg kommer tilbage til lidt senere.
Sproget er endnu en gang letlæst og flydende, og forfatteren er rigtig godt til at skabe mørke og dystre stemninger, som passer til både det nutidige dystopiske univers og tiden før Udvandringen. Humoren forsvinder lidt her i andet bind, hvor historien bliver mørkere, og tiderne mere desperate, og det er synd, for det var én af de ting jeg synes fungerede rigtig godt i første bind. Til gengæld er historien stadig krydret af litterære begreber og karakterer, og bøgerne spiller stadig en stor rolle, hvad jeg, som både bibliotekar og bogelsker, synes er fedt.
Personerne er levende og menneskelige, og især Kelseas udvikling og forvandling er rigtig godt beskrevet. Hun er ved at blive voksen, og frygten for at ende som sin mor præger hende. Samtidig er hun blevet mere kynisk og kold, hvad der passer til historien, men gjorde hende til en lidt fjern hovedperson for mig. Hun er presset af de politiske magtspil hun er nødt til at tage del i, den kommende krig, og sine egne valg, og samtidig også plaget af hendes tiltrækning af såvel den mystiske ildskabning, som oprøreren Fylgjen og livvagten Pen. Min yndlingsperson er nok præsten Tyler, som egentlig bare vil være i fred med sine bøger, men som bliver tvunget ind i de politiske magtspil mellem kirken og dronningen, og som bliver mere og mere desillusioneret omkring kirken. Også Dronningen af Mortmesme lærer man som læser bedre at kende i løbet af bogen, men da jeg ikke vil spoile handlingen, kan jeg ikke fortælle hvad det var jeg godt kunne lide ved hende, da det gradvist forklares hvorfor hun er som hun er. Til sidst vil jeg nævne kvinden Lily, som Kelsea ser i sine syn fra tiden før Udvandringen. Hun er fanget i et ægteskab med en mand hun ikke længere bryder sig om, og med et krav fra omverdenen om at få børn. Hendes egen familie er faldet fra hinanden, efter hendes søster blev anholdt da Lily var ung, og hun har ingen hun kan betro sig til. Selvom hun er priviligeret lever hun et dobbeltliv, og gør hvad hun kan for at undgå at blive gravid. Lily flyder for det meste med strømmen, men da hun får chancen for at gøre noget meningsfuldt med sit liv kan hun ikke lade være med at gribe den - med store konsekvenser. Bogen skifter primært mellem disse fire personers synsvinkler, med enkelte andre imellem, hvilket giver mening for historien, men desværre også var med til at få mig til at miste interessen. Lilys historie var nemlig så spændende, at jeg var mere interesseret i den end i hovedhistorien, og derfor havde svært ved at komme igennem Kelseas dele af historien - hvilket jo er størstedelen af bogen. Det hjalp heller ikke, at Kelseas forvandling gjorde hende mere fjern som person, mens Lily var utroligt nærværende.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af uventede twists undervejs, og en historie fyldt med action, spænding, forræderi, magtbegær, religion, magi, intriger, krig, hemmeligheder og kærlighed. De dystopiske elementer bliver mere udprægede i denne bog, som også får et science fiction-præg over sig via Kelseas syn. Blandingen er godt tænkt, og ligner ikke andet fantasy jeg har læst, men desværre var forfatteren så god til at beskrive science fiction-samfundet, at jeg meget hellere ville fordybe mig i den del af historien, hvilket gjorde at det tog længere tid at læse bogen end jeg havde regnet med.
Til sidst er jeg nødt til at nævne bogens udseende, for hold op hvor er den smuk. Ikke nok med at smudsomslaget er fantastisk, også den nøgne bog er smuk. Fjerner man smudsomslaget kan man nemlig se, at bogen har det samme flotte blå tryk på ryggen som på smudsomslaget, hvilket gør at den også nøgen matcher med første bind, hvor der er guldtryk på ryggen. Det er virkelig gennemført, og jeg er glad for at de danske forlag indenfor de senere år for alvor er begyndt at udgive æstetisk smukke YA- og fantasybøger, hvor man som læser kan mærke at der er kælet for detaljerne.
Selvom jeg ikke var helt så glad for bogen som for første bind, så er jeg ikke i tvivl om at jeg skal have læst sidste bind når det en gang udkommer på dansk, for historien er rigtig god og original, og personerne er intet mindre end fantastiske.

Dronningen af Tearling

Dronningen af Tearling er 1. bind af fantasytrilogien af samme navn, skrevet af Erika Johansen.

Kelsea er prinsesse af Tearling, og den sande arving til tronen. Hun er vokset op i eksil hos plejeforældre, siden hendes mor sendte hende i sikkerhed da hun var spæd. Hun har aldrig mødt sin mor, og ingen ved hvem hendes far er. På hendes 19-års fødselsdag dukker dronningens livgarde op for at føre hende til Tearlings hovedstad, så hun kan blive kronet og overtage magten.
Men det er bestemt ikke alle der er begejstrede for udsigten til at Kelsea overtager tronen. Hendes onkel Rigsforstanderen, har sendt snigmordere ud for at dræbe hende før hun når frem, og også dronningen af Mortmesme ønsker Kelsea død.
Undervejs opdager Kelsea, at intet er hvad det ser ud til, og at forræderi lurer overalt. Hvis hun vil overleve må hun lære at stole på sig selv, og, ikke mindst, finde ud af hvilke hemmeligheder hendes halskæde gemmer.

Bogen var maj måneds valg i fantasylæsekredsen.

Den her bog tog lang tid for mig at komme igennem. Ikke fordi den er dårlig, men fordi jeg, efter godt 100 sider, lagde den fra mig, og derefter havde meget svært ved at komme i gang med den igen, uden at jeg kan sige hvorfor.
Historien er nemlig rigtig god, med et plot fuldt af twists, og en spændende handling med masser af action, magi, forræderi, hemmeligheder, intriger, religion, grusomheder, magtbegær, slaveri og, overraskende nok, bogglæde, fortalt i et hæsblæsende tempo. Universet er veludbygget og dystert, og især de mange hentydninger til vores verden i form af navne, forfattere og historie giver verdenen et både genkendeligt og fremmedartet præg, som virker fængende og interessant. Jeg kunne godt lide de mange dystopiske elementer i bogen, og synes hele idéen med en udvandring den modsatte vej, fra Amerika til Europa, var godt fundet på og anderledes, end hvad man normalt støder på.
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser af såvel omgivelser som grusomheder, og krydret med såvel litterære begreber og figurer som humor. Actionscenerne er realistiske, og så levende, at man som læser næsten kan lugte røgen og blodet.
Personerne er menneskelige og realistiske, og man kommer hurtigt til at lære dem rigtig godt at kende. Kelsea er en skøn hovedperson. Hun er stærk, stædig og modig, men også idealistisk og en smule naiv. Hun er glad for mad, og, som konsekvens heraf, en smule buttet, hvilket er forfriskende, da det er sjældent man støder på buttede hovedpersoner i fantasy. Hun siger selv, at det hun er bedst til er at læse og lave gryderet, og hendes kampevner er stort set ikkeeksisterende. Alligevel er hun parat til at kæmpe for sit folk og det hun tror på, og stole på de drømmesyn hun begynder at modtage. Hun starter med et meget rosenrødt billede af sin mor som hun, efterhånden som historien skrider frem, opdager ikke passer med virkeligheden. Og fra at elske og idealisere sin mor, begynder hun at skamme sig over hende. Også bipersonerne lærer man godt at kende, og især medlemmerne af den kongelige livgarde kommer man som læser tæt på. De er alle loyale mod Kelseas mor, og starter med at betragte Kelsea som noget af en håbløs opgave. Faktisk får Kelsea at vide, at deres opgave er at føre hende til hovedstaden, og derefter må hun klare sig selv. Efterhånden flyttes deres loyalitet til Kelsea, selvom en del af dem betragter hende som et uvidende barn, noget som hendes plejeforældre sørgede for, da de aldrig fortalte sandheden om fredsforhandlingerne mellem hendes mor og Mortmesme. Jeg må dog indrømme, at netop deres store loyalitet over for Kelseas mor irriterede og forvirrede mig, fordi det netop bliver pointeret at hun var en katastrofe som dronning, og når man tager prisen for freden i betragtning, forstår jeg simpelthen ikke hvorfor de vedblev at være loyale også efter dronningens død. Det gælder især Morgenstjerne, som er både snedig og skruppelløs i den måde han tjener sin dronning på. Rigsforstanderen, Kelseas onkel, er depraveret, egoistisk og magtsyg, og fuldstændig ligeglad med sine undersåtter, så længe han kan beholde sin magt, sine kvinder og sine penge. Han er let at manipulere af omgivelserne fordi han er uintelligent, doven og tilfreds, så længe han har sine fornøjelser. Dronningen af Mortmesme er nok den  mest gådefulde person i bogen. Hun er stort set usårlig, magtbegærlig, grusom og har stærke kræfter, og så er hun fuldstændig besat af Kelsea, som nok er den eneste person hun frygter. Hun vil gøre alt for at få fingrene i de blå ædelsten som Tearlings dronning ejede, og er skrækslagen for, at Kelsea skal finde dem og lære at bruge dem. Bogen skifter mellem flere forskellige synsvinkler, og det er med til at give historien mere perspektiv, selvom langt størsteparten fortælles af Kelsea. Det er især onklens og den onde dronnings synsvinkler der tilføjer historien et dybere lag, fordi man lærer den anden side at kende, og, ikke mindst, finder ud af hvor afhængig Mortmesme og den onde dronning er, af de slaver de får. Ikke fordi det legitimerer slaveriet, men fordi det fortæller en del om magtbalancen og de økonomiske interesser slavehandlen indebærer i Mortmesme - og i Tearling.
Jeg glæder mig til at læse videre i serien og vende tilbage til bogens univers og dens fantastiske personer. Kan man lide dystopisk fantasy må man ikke snyde sig selv for denne bog, som jeg, på trods af at det tog mig lang tid at få den læst, varmt kan anbefale.