lørdag den 31. december 2022

Trylledrikken

Trylledrikken er en fantasybog skrevet af Michael Ende. 

Naturen er i problemer. Forurening og udryddelse truer, og Dyrenes Storråd har derfor sendt agenter ud til alle onde troldfolk, for at finde ud af, hvem der står bag. To af dem er katten Maurizio og ravnen Jakob, som skal udspionere henholdsvis gehejmetroldmand Beelsebub Vandhvid og pengeheksen Tyrannja Vampyr. 
Men naturen er ikke ene om at have problemer. Beelsebub og Tyrannja har, trods adskillige onde forsøg, ikke kunne opfylde deres kontraktlige forpligtelser, og lykkes det dem ikke inden nytårsklokken slår 12, bliver helvedes pantefoged sendt efter dem. 
De to sætter deres fælles kræfter ind i et sidste, desperat, forsøg, på at indhente antallet af onde gerninger. De skal brygge og drikke den magiske satanarkæoløgenialkohelvedes ønskepunch før klokken slår 12.
Det er op til Maurizio og Jakob at stoppe dem, men tiden er kort, og kan to dyr virkelig stoppe ondskaben, før det er for sent? 

Trylledrikken er en eventyrlig nytårsfortælling, som jeg har genlæst utallige gange, og jeg elsker den hver gang. 
Sproget er letlæst og flydende, trods en lidt gammeldags sprogtone og en utrolig leg med ord, som må have sat oversætteren på noget af en prøve. Humoren skinner igennem både i sprog og tone, og sammen med nogle virkelig flotte illustrationer, gør de billedskabende beskrivelser såvel troldmandens hus som vores personer, mennesker såvel som dyr, levende. 
Handlingen er godt skruet sammen, og historien er fyldt med magi, ondskab, venskab, forræderi, intriger, desperation, onde planer, dyr og helvedes magter. Men også med en klimabekymring, hvor historien er en del forud for sin tid (bogen er skrevet i 1989), kamp for naturen, og håb om en bedre fremtid - hjulpet på vej af nytårsklokkernes glædesbudskab. 
Personerne - og dyrene - er levende og menneskelige, og som læser kan man ikke lade være med at holde af dem. Både de gode og de onde. Beelsebub og Tyrannja gør sig virkelig godt som historiens skurke, fyldt med ondskab, egoisme, magtbegær, desperation og sort magi, og de to supplerer hinanden godt, trods deres ydre forskelligheder. Katten Maurizio er naiv, indbildsk, og drømmende, og tænker kun på at sove og spise. Men da hans illusioner bliver brudt, er han ikke bange for at tage kampen op, og vise hidtil uset mod og handlekraft. Ravnen Jakob er snedig, indbildsk og sortsindet, og har lidt for høje tanker om sin egen kløgt, men når det kommer til stykket, tager også han, trods sin pessimisme, kampen op. De to supplerer hinanden rigtig godt, trods deres naturlige instinkter, og det er en fornøjelse at følge den måde, deres venskab langsomt opstår på undervejs. 
Kan man lide klassisk fantasy med humor, levende personer, håb og klimabekymring, eller har man bare lyst til at læse en rigtig nytårsfortælling mens året rinder ud, så kan Trylledrikken varmt anbefales. Jeg glæder mig allerede til at læse den igen. 

Ingen kommentarer: