lørdag den 22. oktober 2022

Readathon #11

Så er der ikke længe, til efterårets udgave af Dewey's 24 Hour Readathon går i gang, og efter et års pause, glæder jeg mig til igen at tilbringe en weekend i bøgernes verden. Jeg håber nemlig, at readathonet kan kickstarte min læselyst, som har været stort set ikkeeksisterende siden juli. Readathonet starter klokken 14, og slutter samme tid i morgen, og selvom jeg ikke har planer om at holde mig vågen hele tiden - der er jo også noget, der hedder mandag - så satser jeg på at få læst en hel del. Som jeg plejer, opdaterer jeg løbende dette indlæg igennem læsedøgnet, ligesom jeg også vil være aktiv på Instagram

Min  læsestak består mestendels af gys denne gang, da det er det, jeg er mest i humør til at læse, men jeg har også tilføjet en enkelt fagbog om mytologi og en YA-roman, som også er på min TBR til det andet readathon, jeg er i gang med, Arcanum Akademiet, hvor jeg er langt bagud. 
Læsestakken ser sådan her ud:

Jean Menzies: Egyptian Myths (144 sider)
Jeg følger forfatterens Booktube-kanal, og da jeg tidligere har læst hendes børnefagbog om græske myter, var jeg ikke tvivl om, at jeg skulle have fat i den her. Bogen er gennemillustreret, så selvom den er på engelsk, burde den være forholdsvis hurtigt læst. 

Erin Sterling: Forheks din eks (343 sider)
Bogen her er noget af et impulskøb (spoiler for oktobers book haul). Jeg har set den rigtig mange steder på Booktube og Bookstagram, og vidste faktisk slet ikke, at den var blevet oversat, før jeg så den hos en dansk forfatter. Selvom det efterhånden er sjældent, jeg læser romance, så giver denne her bog mig mindelser om både Sabrina, Charmed og Practical Magic, samtidig med at den er hekset - hvilket passer perfekt til mit humør - og jeg håber, den kan leve op til mine forventninger.

Haidi W. Klaris: Åndehvisken (327 sider)
En bog, der har stået ulæst på hylden alt for længe, er denne her ungdomsgyser, men nu skal den læses. Forhåbentlig passer den gysende forside til indholdet, så jeg får dækket mit gyserbehov. 

Bram Stoker: Dommerens hus (115 sider)
Jeg elsker Dracula af Bram Stoker, så da jeg fandt ud af, at denne novellesamling var blevet oversat til dansk, købte jeg den med det samme. En enkelt af novellerne har jeg læst før, men jeg mindes ikke, at jeg har læst de andre, så jeg er spændt på, hvad jeg vil synes om den. 

Bettina Stuhr Lindskow: At danse mellem glasskår (255 sider)
Læsestakkens eneste realistiske roman er samtidig den eneste af bøgerne, som jeg bare skal have læst under readathonet. Den er nemlig en del af min TBR til Arcanum Akademiet, hvor jeg pt. er langt bagud med læsningen. Jeg har fået den anbefalet af en kollega, men derudover ved jeg faktisk ikke ret meget om den, så jeg er spændt på, hvad jeg vil synes om den. 

I alt er læsestakken på 1184 sider, hvilket er i den lave ende, i forhold til hvad jeg plejer at få læst, men da jeg stadig kæmper med læselysten, vil jeg ikke presse mig selv for hårdt, men hellere give plads til lidt impulslæsning til sidst, hvis det lykkes mig at komme igennem hele stakken. Så for vi se, hvordan det går. 

13.03
Jeg har fået købt ind, og venter kun på, at gulvet tørrer, før jeg kan få gjort det sidste af rengøringen færdig. Der er sørget for nem aftensmad, og jeg har fået taget billeder af bøgerne til Instagram og bloggen undervejs, så jeg ikke skal kæmpe med lyset. Derudover mangler jeg kun at få stillet snacks frem, og udvalgt den første bog fra læsestakken. 

13.51
Jeg er færdig med rengøringen, og har stillet snacks frem, så nu mangler jeg bare, at klokken bliver 14. 

14.00
Så er vi i gang. Første bog bliver Forheks din eks af Erin Sterling, som også er den længste bog fra min TBR. 

16.46
Så blev jeg færdig med Forheks din eks, og sikke en start. Bogen var alt det, jeg havde håbet på. Sjov, sexet og fyldt med magi og hekse-vibes. Er man til kærlighed og hekse, kan den her bog kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til næste bind i serien. 
Nu vil jeg kaste mig over den næste bog fra læsestakken, som bliver Egyptian Myths af Jean Menzies. 

18.02

Egyptian Myths var en glimrende, letlæst introduktion til den egyptiske mytologi med masser af flotte illustrationer, og jeg føler mig en smule klogere på den noget indviklede egyptiske gudeverden. 
Nu vil jeg begynde min næste bog, som bliver Dommerens hus af Bram Stoker, og se, om jeg ikke kan nå et par noveller, før det bliver aftensmadstid. 

19.21
Efter lidt kælen med katten og færdiglæsningen af Dommerens hus, er det blevet tid til at lave aftensmad. Jeg trænger også til at hvilke øjnene lidt efter at have læst frem gysende og grufulde noveller, og da katten har erobret lænestolen, passer det fint med en pause nu. 

20.33
Aftensmaden er spist, og der er fundet friske snackforsyninger frem. Nu vil jeg gå i gang med næste bog fra læsestakken, Åndehvisken af Haidi W. Klaris, og se, hvor langt jeg når, før jeg siger tak for i dag. 

22.30
Jeg er blevet færdig med Åndehvisken, som var endnu en spændende og gysende læseoplevelse. Jeg har helt klart været heldig med læsestakken indtil nu, så jeg håber, den sidste planlagte bog kan leve op til resten. Jeg er ved at være træt i hovedet, så regner ikke med, jeg får læst ret meget mere i aften, før jeg går i seng. Overvejer lidt at gå rogue, og kaste mig over en graphic novel, for jeg tror ikke, jeg kan koncentrere mig om en bog mere i aften. 

23.21
Old English, volume 2 af Once and Future af Kieron Gillen m.fl., var godt nok ikke en del af min TBR, men skidt med det. Den satte nemlig det perfekte punktum for aftenens læsning med masser af magi, action, monstre og gys. Nu vil jeg gå i seng, så jeg er frisk til at læse videre i morgen. 

8.59
Jeg har fået en lidt sen start på dagen, men med kun en enkelt bog tilbage på min planlagte TBR, gør det ikke så meget. Morgenmaden er i ovnen, teen trækker, og mens jeg venter på, at de bliver klar, tjekker jeg lidt sociale medier. 

12.34
Jeg er ikke rigtig i humør til at læse flere bøger lige nu, så i stedet kastede jeg mig over The Parliament of Magpies, volume 3 af graphic novel-serien Once and Future. Den sluttede med en rimelig stor cliffhanger, så jeg vil se, om jeg ikke også kan nå at få læst næste volume, inden readathonet slutter. 

13.29
Så fik jeg færdiglæst Monarchies in the U.K., volume fire af Once and Future, og serien bliver bare bedre og bedre. Desværre går der et stykke tid, før næste volume udkommer, så jeg må vente med at finde ud af, hvad der sker efter cliffhangeren i slutningen. Jeg når ikke at få læst mere til dette readathon, så nu er der kun tilbage at gøre status over, hvor meget jeg fik læst. 

14.00
Readathonet er slut for denne gang, og selvom det ikke gik helt, som jeg havde planlagt, da jeg endte med at gå rogue med min TBR i dag, så endte jeg faktisk med at få læst mere, end jeg havde planlagt. 4 bøger og 3 graphic novels på i alt1409 sider blev det til, hvilket ligger lidt under, hvad jeg plejer at få læst, men jeg kom også meget sent i gang med læsningen i dag. Til gengæld fik jeg ikke læst den eneste bog på min TBR, som jeg på forhånd havde sagt, at jeg ville have læst, men jeg var bare mere i humør til gys end til realisme denne gang. Nu vil jeg nyde resten af søndagen, og måske gå en lille tur, så jeg kan få lidt luft. 

2 kommentarer:

Piskeriset sagde ...

Hyggeligt at læse om! Jeg afsatte eftermiddagen i går til læsning, så jeg følte, at jeg var lidt med, og jeg nåede to små fagbøger samt resten af den skønlitterære bog, jeg var i gang med. Gemalen og den ene kat fladede ud i den anden ende af sofaen :D

Kirsten Bloch sagde ...

@Piskeriset. Tak, jeg hyggede mig også. Dejligt, at du kunne være lidt med - det er altid skønt, når man kan sætte længere tid af til læsning med god samvittighed.