Ravnedrengene

Ravnedrengene er 1. bind af serien The Raven Cycle, skrevet af Maggie Stiefvater.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget.

Blue på 16 år har aldrig kendt sin far. Hun bor sammen med sin mor i et hus sammen med flere synske kvinder. Som den eneste kvinde i familien har Blue ingen synske evner, men kan forstærke andres evner. Og så lever Blue med sin helt egen spådom, bekræftet af samtlige synske hun har mødt: Hvis hun kysser sin store kærlighed, vil han dø.
Blue har derfor bestemt sig for at holde sig helt fra drenge, og i særdeleshed drengene fra den lokale privatskole, i daglig tale kalder Ravnedrengene.
Men da Blue alligevel en dag ser ånden af en ung mand, Gansey, som kommer til at dø indenfor det næste år, får hun svært ved at holde sig til sine principper. Der er nemlig kun en grund til, at en ikkesynsk ser en ånd: Enten er hun hans store kærlighed - eller også kommer hun til at slå ham ihjel.
Før hun ved af det, er Blue blandet ind i en søgen efter en mystisk og magisk figur kaldet ravnekongen, og er ven med ikke mindre end fire ravnedrenge. Heriblandt Gansey.

Ravnedrengene, og resten af The Raven Cycle-serien, er nok en af de mest hypede serier indenfor bogblogger- og -vloggermiljøet, og en serie, jeg længe har ønsket at læse. Det er dog først nu, at jeg er kommet igang med serien, og det selvom det efterhånden er et godt stykke tid siden, at forlaget uopfordret sendte mig denne bog, og jeg har haft hele serien stående på engelsk i min reol i flere år.
Desværre levede bogen for mig ikke helt op til den megen hype. Jeg kan sådan set godt forstå, hvad det er, folk finder så fascinerende ved serien, men flowet og især den ene hovedperson fungerede ikke helt for mig. Bogen er ikke typisk fantasy, men mere over i retning af paranormal eller magisk realisme, og så er der meget fokus på personerne fremfor handlingen.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatterens beskrivelser er utroligt billedskabende og levende. I store dele af bogen følte jeg næsten, at jeg så en tv-serie, hvilket er lidt ironisk, i betragtning af, at bogen faktisk er ved at blive lavet til en tv-serie lige nu. Men samtidig var der et eller andet ved sproget, som desværre distancerede mig en smule fra handlingen. Og det uden, at jeg helt kan sætte fingeren på hvad.
Handlingen er godt skruet sammen, med nogle gevaldige twists undervejs, som jeg ikke lige havde set komme, og en cliffhanger til sidst, som gør, at jeg helt klart skal læse videre i serien. Historien er spændende, men en smule ujævn rent flowmæssigt. I starten oplevede jeg bogen som meget langsom, og for mig gik der 3/4-dele af bogen, før der for alvor kom gang i handlingen. I stedet fokuserede den første del af bogen på personerne fremfor action, hvilket ikke helt fungerede for mig, fordi jeg virkelig ikke kunne med den ene af hovedpersonerne. Og det er synd, for resten af historien var fyldt med magi, overnaturlige evner, familiedrama, venskab, jalousi, mord, dobbeltspil, og sorg. Og så var jeg vild med Blues forhold til hendes familie, og den kemi der var mellem de forskellige kvinder.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og jeg kom hurtigt til at holde af flere af dem. Hovedpersonen Blue har hele sit liv følt sig udenfor som den eneste i familien uden overnaturlige evner. Hun har ingen venner, og er bange for at knytte sig til især drenge, af frygt for at spådommen går i opfyldelse. Blue har bestemt meninger, og er ikke bange for at sige fra, men er også hjælpsom, nysgerrig og stædig. Den anden hovedperson, Gansey, kunne jeg derimod ikke ret godt lide. Gansey er født ind i en velhavende familie, og er fuldstændig besat af at finde den mytiske ravnekonge. Han er dygtig i skolen, rig og ser godt ud, men er ikke god til at snakke med mindrebemidlede personer. Det, der irriterede mig ved ham, var dog hans mangel på situationsfornemmelse og andres følelser, og så den måde han dominerer sine venner på. Det er hans hus, de bor i; hans regler, de følger og hans besættelse, der er vigtig. Han tror, at penge kan løse alt, og føler næsten ejerfornemmelse over sine venner. Jeg havde meget svært ved at forstå, hvorfor hans venner fandt sig i ham, og fulgte ham. Jeg syntes meget bedre om den fattige Adam, som selv vil forbedre sit liv, og hvis drive og hårde arbejde hjælper ham igennem livet på privatskolen. Adam er intelligent, hårdtarbejdende og rar, men også stædig, og kan være kold. Selvom han deler Ganseys besættelse af ravnekongen, så er han mere opmærksom på andre mennesker og deres følelser. Ronan, en anden af ravnedrengene, var mere gådefuld. Selvom han er intelligent, gider han ikke følge timerne, og hans forhold til familien er kompliceret. Men trods sarkasme og et voldsomt temperament, er han loyal over for sine venner, og vil gøre alt for at hjælpe dem. Noah var den mest gådefulde, og den mest usynlige, af de fire ravnedrenge, men hans stille og næsten generte væsen gjorde ham svær ikke at holde af. Sidst, men ikke mindst, var der Blues familie, som alle var farverige, med egne særheder, og stærke personligheder.
Kan man lide bøger med nuancerede personer, mysterier og et strejf af magi, så kan den her bog bestemt anbefales. Selvom bogen for mig ikke helt levede op til den megen hype, så er jeg helt klart fascineret af handlingen og personerne, og jeg har da også planer om at læse videre i serien. Også selvom jeg ikke bryder mig om Gansey.

Se også forfatterens hjemmeside.