Dødeklokken

Dødeklokken er 3. og sidste bind af fantasytrilogien De Tre Tyste, skrevet af Synne Kristine Eriksen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine folaget. 

Med Oresmes hjælp lykkedes det Myrhat, Sigurd og Stærkodder at flygte fra Skyggehøj, men først efter Sigurd slog på den magiske klokke kaldet Elaras Trøst. Siden har han ikke været til at komme i kontakt med, og Myrhat er bange for, at han aldrig bliver sig selv igen.
Samtidig vokser mørkets magt i skoven, og skyggerne forbereder sig på at angribe menneskene. Pigen Grå og Styrbjørn er på vej med til jærvenes høvding med en advarsel, men det er tvivlsomt, om de kan få ham til at lytte.
Imens forsøger klokkemageren Valurt at finde ud af, hvad der er galt med Glasfossen, og svaret på den gåde er langt værre, end hun og klokkemagerne havde forestillet sig.
En frygtelig fjende rører på sig, og kun hvis mennesker, skygger og klokkemagere lærer at arbejde sammen, kan fjenden standses. Men kan de tre folk standse stridighederne imellem sig længe nok, til at finde løsningen?

Sikke en slutning! Den her serie er bare blevet bedre og bedre, og med denne bog kulminerer historien på den mest fantastiske måde. Jeg slugte bogen på ingen tid, og selvom jeg kommer til at savne universet og personerne, så var slutningen på historien helt perfekt.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren formår i den grad at skabe en krybende stemning af uhygge og mørke, på en måde, så det næsten føles som om skoven selv er levende. Bøgerne er blevet markant mørkere serien igennem, og forfatteren er ikke bange for at gøre livet svært, og til tider direkte ubærligt, for sine karakterer. Beskrivelserne er realistiske og billedskabende, og til tider direkte creepy.
Universet er originalt og anderledes, og fyldt med mørke, magi og groteske, næsten muterede, væsener, der emmer af ondskab. Idéen med magiske klokker er godt nok set før, men forfatteren formår at gøre idéen til sin egen, og jeg kan rigtig godt lide den måde klokkemagere, skyggefolk og mennesker får deres egne historier, kulturer og sprog flettet ind i historien.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det umuligt at gætte, hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med ondskab, mørke, magi, fordomme, intriger, forræderi, liv, død, usikre alliancer, mistro og venskab. Mest af alt er det dog en historie om kærlighed, krig, og om at gøre det rigtige, selv når det knuser ens hjerte, eller koster en livet.
Personerne er nuancerede og troværdige, og forfatteren formår at gøre de forskellige racer relaterbare, samtidig med at både skygger og klokkemager har noget fremmedartet over sig. Sigurd har som hovedperson udviklet sig utroligt meget fra første bind. Han er stadig fast besluttet på at finde sin lillesøster, men er langsomt begyndt at miste håbet om, at finde hende i live. Hans voksende følelser for skyggen Oresme og venskabet med Myrhat er utroligt godt beskrevet, og virker realistisk. Myrhat er vokset med opgaven, og er fast besluttet på at stoppe mørket og redde sit folk - koste hvad det vil. Den medfødte mistro til Oresme gør dog alliancen mellem dem noget usikker, og det tærer på samarbejdet, at ingen af dem stoler på hinanden. Oresme er nok den mest gådefulde person i bogen. Som skygge burde hun være kold og følelsesløs, men det er langt fra tilfældet, og hendes ønske om at passe ind i gruppen, følelserne for Sigurd, og hendes forræderi mod sit eget folk gør hende både stærk og sårbar på samme tid. Af de andre personer var det især Valurt, som gjorde indtryk på mig. Hendes stigende hensynken i fortiden og den opdagelse, hun gør med kilden til mørket fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og jeg har stadig svært ved at slippe hende.
Dødeklokken satte det perfekte punktum for Sigurd og Myrhats historie, og var på alle måder en fuldstændig fantastisk læseoplevelse. Serien ligner ikke noget andet, jeg har læst, og jeg er kun blevet suget mere og mere ind i universet for hver bog. Fans af serien vil bestemt ikke blive skuffede, og har man ikke læst serien endnu, er det bare med at komme igang. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.