The Last Unicorn

The Last Unicorn er en fantasybog skrevet af Peter S. Beagle.

Enhjørningen har boet i skoven i århundreder. En dag hører hun to jægere tale, og finder ud af, at enhjørningene er forsvundet fra verden udenfor.
Hun tror ikke på rygtet, men begiver sig alligevel afsted for at finde sine artsfæller. Undervejs opdager hun, at menneskene ikke længere tror på enhjørninger, og at hun er den sidste enhjørning i verden.
Sammen med en uduelig troldmand og en gammel kvinde følger hun rygterne til kong Haggards rige, hvor en mystisk forbandelse måske har forbindelse til enhjørningenes forsvinden.

Wow. Jeg forstår fuldt ud hvorfor denne bog har fået klassikerstatus indenfor fantasygenren, for den var helt igennem vidundelig, og gemte på en fantastisk smuk historie, som kommer til at sidde i mig længe.
Sproget er letlæst og flydende, til trods for det lidt gammeldags ordvalg, som er med til at give bogen den rette fantasystemning, og de mange vers og sange undervejs, giver bogen et helt særligt udtryk. Beskrivelserne er utroligt smukke, og bogens stemning har noget næsten drømmende, uvirkeligt, over sig, som giver læseren indtrykket af at befinde sig midt i et eventyr - eller i en drøm.
Handlingen er ret typisk for en fantasybog, med magiske væsener, magi, magikere, onde konger, prinser, prinsesser, røvere, helte og skurke, men alligevel formår historien at skille sig ud, og hæve det ret simple plot op til noget vidunderligt og magisk. Det er en historie om begær, griskhed, ondskab, forbandelser, undertrykkelse og ensomhed, men også om kærlighed, venskab og mod, og om at følge sit hjerte. Mest af alt er det dog en historie om håb, tro, og om at finde sig selv. Bogen inddrager ivrigt myter og sagn fra flere forskellige mytologier, eventyr og historier - blandt andet er der et ret morsomt intermezzo hvor sagnet om Robin Hood tages under kærlig behandling - og det er med til at gøre verdenen velkendt, samtidig med at tidsfornemmelsen er temmelig diffus, det middelalderlige element til trods. Som læser får man fornemmelsen af, at bogen foregår såvel i nutiden som i fortiden eller fremtiden, hvilket kun bør budskabet om håb endnu stærkere, og historien svær at slippe.
Personerne er en anelse stereotype, hvilket passer fint til bogens eventyrstemning, men alligevel kan man ikke lade være med at holde af og føle med dem, hvad enten de er helte eller skurke, gode eller onde. Enhjørningen selv er et symbol på håb, magien og kærligheden, men selvom hun indgyder andre disse følelser, så føler hun dem ikke selv, og er på den måde renset for såvel menneskelighed som menneskenes fejl. Og alligevel føles hun næsten mere menneskelig end menneskene, i sin søgen efter andre af hendes egen art. Af bipersonerne var det især Schmendrick og Molly, der stak ud. Magikeren Schmendrick mangler både evner og tro på sig selv, men trods sine ambitioner og ønske om større magiske evner, har han hjertet på rette sted, og mødet med enhjørningen fører ham på en rejse, i søgen efter identitet og formål. Kvinden Molly er på sin egen måde lige så søgende som Schmendrick og enhjørningen, men ved også, hvad hun har mistet, og selvom hun kan virke skarp og stikkende, så har hun et hjerte af guld, og et ønske om at gøre det rigtige.
The Last Unicorn var en fuldstændig fantastisk læseoplevelse, som jeg kun kan anbefale. Bogen er utroligt smuk og rørende, og gemmer på et vidunderligt budskab om håb, i en verden, som har glemt følelsen og magien. Stærk, tankevækkende og helt igennem fantastisk.