Neverwhere

Neverwhere er en fantasybog af Neil Gaiman.

Richard Mayhew lever et helt almindeligt liv. Han arbejder på et kontor i London og er forlovet med Jessica, som mere eller mindre styrer hans liv.
Før han rejste til London for tre år siden spåede en gammel kone ham, og fortalte, at han ville komme til at rejse længere væk end London, og at han skulle passe på Door – døre. Richard tillagde ikke hendes ord den store betydning før han en aften, på vej til en vigtig middag med Jessica og hendes chef, finder en blødende pige. Mod Jessicas vilje dropper han middagen og tager pigen med sig hjem, hvor han tager sig af hendes sår. Pigen viser sig at hedde Door, og hun bliver jagtet af to personer, som forsøger at slå hende ihjel.
Richard hjælper Door med at skjule sig for dem, og henter hjælp hos hendes venner. Door tager af sted, men inden hun går, siger hun undskyld til ham.
Dagen efter finder Richard ud af hvorfor. Ved at hjælpe Door er Richard nemlig blevet usynlig for alle folk. Hans forlovede dropper ham, hans arbejdsgiver og kollegaer kan ikke genkende ham, og hans husvært tror at hans lejlighed er tom og lejer den ud til nogle andre.
Richard bestemmer sig, i ren desperation, for at finde Door og få hende til at rette op på det der er sket, så han kan få sit liv tilbage. Undervejs opdager han, at der findes et andet London under fødderne på ham, hvor mennesker der falder udenfor normerne og igennem samfundets sprækker lever. Det er en verden fuld af magi, men også en verden fuld af farer, hemmeligheder og kampen for overlevelse.
Richard bliver endnu en gang blandet ind i Doors historie, og må hjælpe hende med at løse mysteriet om hendes families død og hvem der har sendt lejemordere efter hende. Undervejs oplever han undersidens farer på nærmeste hold, og snart er han ude hvor han ikke kan bunde.

Bogen var april måneds valg i fantasylæsekredsen, og anmeldelsen er derfor først kommet på bloggen efter læsekredsmødet.

Neverwhere var den første bog af Neil Gaiman jeg læste for efterhånden en del år siden. Derfor var jeg også glad for at få chancen for at genlæse den, da jeg kunne huske at bogen betog mig meget første gang jeg læste den. Efter at have læst den kunne jeg konstatere, at jeg havde glemt det meste af handlingen, men bogens tone var fuldstændig som jeg huskede den. Samtidig viste det sig også, at bogen faktisk passede ind i april måneds læsetema Tyve og lejemordere, hvilket var en ekstra bonus.
Bogens sprog er utroligt smukt og meget Gaimansk. Det er flydende, fuldt af ordspil, og har sætninger der væver sig ind og ud af hinanden på en helt utrolig måde. Beskrivelserne er utroligt realistiske, makabre, dystre og gotiske, og utroligt billedskabende. Gaiman suger læseren ind i bogens fantastiske univers, og giver ikke slip før sidste side er vendt.
Bogens univers er mørkt og dystert, og helt sit eget. På bagsiden af mit eksemplar af bogen er den beskrevet som en mørk nutidig udgave af Alice i Eventyrland, og det dækker faktisk bogen rigtig godt. Der er en del af den samme absurditet og frit fald-følelse over Neverwheres univers, og faktisk gemmer bogen også på en hel del referencer til fortællingen om Alice, hvilket bare forstærker sammenligningen. Hele idéen om et skyggesamfund i kloakkerne under London er utroligt originalt, og den måde som Londons historie inddrages på i opbygningen af universet er utroligt godt fundet på.
Handlingen er godt skruet sammen og fuld af twists, som gør det umuligt at regne ud hvad der kommer til at ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fuld af kærlighed, mord, død, hemmeligheder, magi, mærkelige væsener, venskab og forræderi, men rummer samtidig også en samfundskritik som går igen i meget af Gaimans forfatterskab, og som sætter fokus på den måde de svage i samfundet bliver behandlet på, og den måde samfundet svigter dem, så de til sidst bliver usynlige. Udover diverse makabre og mørke situationer, så indeholder bogen også en hel del humor, hvilket er meget typisk for Gaimans bøger. Det kan dog tage lidt tid at komme rigtigt ind i bogen, og det skyldes blandt andet, at undersiden ikke nødvendigvis giver mening. Læseren tilbringer, ligesom Richard, rigtig lang tid med at være forvirret og stille spørgsmål, men det er også en af de ting der fungerer rigtig godt ved bogen, fordi man som læser på den måde identificerer sig med hovedpersonen.
Personerne er utroligt realistiske, og så menneskelige at det næsten gør ondt. Hovedpersonen Richard er en mand med et godt hjerte men en svag karakter, som er tilfreds med at flyde med strømmen og lade andre bestemme for sig. Hans kamp for at vende tilbage til det liv han kender og den udvikling han gennemgår i løbet af bogen er rigtig godt beskrevet. Door er en pige med en mission. Hun vil finde ud af hvem der beordrede mordet på hendes familie, som hun stadig sørger over. Hun har dårlig samvittighed og føler et ansvar over for Richard, men er samtidig også en meget hemmelighedsfuld person, da man som læser ikke rigtig ved hvad hendes rolle i undersiden eller hendes evner egentlig er. Marquis de Carabas er nok den mest hemmelighedsfulde person i bogen. Han er dybt egoistisk, men har samtidig også en høj moral og et stort hjerte, på trods af at han ikke viser det til nogen. Udover Richard var han min yndlingsperson i bogen, simpelthen fordi han var så nuanceret. De to lejemordere Vandemar og Croup er blottet for empati og moral, og nyder at påføre andre smerte – hvadenten den er psykisk eller fysisk, selvom de foretrækker det sidste. Derudover har bogen et væld af andre bipersoner som hver især har gode og dårlige sider, egne motiver, og egne drømme, og som man som læser hurtigt kommer til at kende og elske – selvom der bestemt er nogle af personerne der er mere elskelige end andre. Bogens synsvinkel skifter mellem flere af personerne, hvilket kan være en smule forvirrende, da det kan være svært at finde ud af hvem der fortæller hvornår. Overordnet set fungerer det dog meget godt, fordi man får historien fra flere sider.
Kan man lide Neil Gaimans fortællestil og forfatterskab må man ikke gå glip af Neverwhere. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.