Det er ikke nemt at være søn af Harry Potter. Albus er Harry og Ginnys mellemste barn, og han ligner overhovedet ikke sine forældre. På vejen til Hogwarts bliver han ven med Scorpius Malfoy, noget som bestemt ikke falder i god jord hos hans bror og kusine. Og da han også bliver sorteret ind i Slytherin får han for alvor at mærke, hvordan det er at være udenfor.
Han får sværere og sværere ved at tale med sin far, og det gør det ikke nemmere at han bliver mobbet i skolen og kun har en ven.
Da han opdager at ministeriet har fundet en tidsvender som kan gå flere år tilbage i tiden beslutter han sig for at tage tilbage for at redde Cedric Diggory fra Voldemort. Sammen med Cedrics kusine og Scorpius tager han tilbage i tiden. Men det viser sig snart at det kan have frygtelige konsekvenser at ændre på historien...
Jeg var noget skeptisk da jeg hørte at der ville blive udgivet en ottende Harry Potter-bog, som ovenikøbet var et teatermanuskript, men endte alligevel med at forudbestille den. Jeg kom dog ikke i gang med at læse den med det samme, og så begyndte anmeldelserne at dukke op. Og de var blandede, for at sige det mildt. Enten elskede folk den, eller også hadede de den. Jeg blev mere og mere skeptisk, og blev ved med at udskyde bogen, og pludselig var der gået over et halvt år. Så da jeg skulle vælge min læsestak til aprils readathon tog jeg mig gevaldigt sammen og lagde den i stakken. Jeg tænkte at et drama nok ville være forholdsvis nemt at læse ud på de små timer, og så ville jeg endelig kunne finde ud af hvilken gruppe af anmeldere jeg tilhørte.
Nu har jeg så læst den, og jeg må desværre konstatere, at jeg tilhører hade-gruppen. Eller, det er måske så voldsomt sagt. Jeg hadede den ikke, men jeg synes den var ligegyldig og overflødig, og betragter den egentlig mest som fanfiction, hvad den jo et eller andet sted også er, i og med at det ikke er Rowling selv der har skrevet dramaet.
Sproget var sådan set ok. Det var letlæst og flydende, men i og med at det er et drama var der ikke forfærdelig mange beskrivelser, og det gjorde det svært for mig for alvor at blive fanget af historien. Samtidig blev der sprunget meget i tid mellem de forskellige scener, og jeg mistede hurtigt tidsfornemmelsen og overblikket undervejs. Til gengæld fik jeg ret i at bogen var hurtigt læst, for tempoet var højt, og der stod ikke ret meget tekst på siderne, så det var et plus.
Handlingen var der hvor jeg for alvor tænkte fanfiction. Ikke nok med at plottet ikke hang sammen - der var nogle gigantiske huller som fuldstændig modsagde de oprindelige bøger - så var det også unødvendigt indviklet, og for mig virkede det mest af alt som om Rowling og forfatterne ikke kunne finde på noget originalt, så derfor bestemte de sig - i bedste fanfiction-stil - for at omskrive den oprindelige handling. Historien var fyldt med magi, tidsrejser, venskaber, mobning, ensomhed og far-komplekser, og de mange spring mellem scenerne gjorde, at handlingen for mig fremstod fragmenteret og rodet. Der var masser af twists undervejs, som øgede forvirringen endnu mere, og jeg sad tilbage med en undren over flere ting:
1. Delphini - hvorfor?
2. Har der overhovedet været en udvikling i troldmandsverdenen siden Voldemort døde?
3. Har Hogwarts en officiel mobbe-politik? Og i givet fald, hvorfor håndhæver lærerne den ikke?
4. Bliver man nar af at arbejde for Ministeriet for Magi?
5. Er der ingen der har lært noget som helst af tidligere tiders problemer?
Et andet problem jeg havde med bogen var personerne. Harry, Ron og Hermione lignede overhovedet ikke sig selv fra de oprindelige bøger. Harry tænkte kun på arbejde, Ron var blevet til en komisk klovn, og Hermione havde tilsyneladende fuldstændig mistet sin evne til at tænke sig om. Jeg havde det også svært med forholdet mellem Harry og Ginny, mest fordi jeg aldrig har forstået hvorfor han skulle ende sammen med hende. For mig har det forhold altid virket sært og Ødipus-agtigt, fordi hun gifter sig med helten på den hvide hest (eller den hurtige kost) og han gifter sig med en fangirl der ligner hans mor. Ikke ligefrem noget sundt forhold. Eneste person med en smule udvikling i positiv retning var Draco Malfoy, og han trak da også op på den samlede oplevelse. Jeg havde det svært med Albus. Jeg kunne godt lide hans venskab med Scorpius, men forstod simpelthen ikke hans tankegang i forhold til hele tidsvender-problematikken. Det virkede meget opmærksomhedssøgende og teenage-agtigt, og overhovedet ikke gennemtænkt, hvilket ikke ligefrem stemmer overens med de Slytherin-kvaliteter han åbenbart måtte have for at blive sorteret ind i det hus. Han er modig og intelligent, men tænker sig ikke altid om. Til gengæld kunne jeg godt lide Scoripus. Han havde kritisk sans, var modig og kunne tænke sig om. Når han ikke altid gjorde det, var det fordi han var bange for at miste sin eneste ven og blive fuldstændig udstødt i skolen. Bipersonerne lærte jeg aldrig rigtig at kende, og jeg løb hurtigt sur i de forskellige navne.
Alt i alt ikke en positiv oplevelse. Jeg tror det fungerer bedre på en scene hvor man også har det visuelle med, og på den måde bedre kan leve sig ind i universet, men for mig var historien noget rod og fuldstændig unødvendig, og jeg tror bare jeg vil betragte den som fanfiction, uden sammenhæng med serien som sådan. Det skal dog siges, at bogens cover er utrolig flot, så i det mindste vil bogen pynte på reolen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar