fredag den 28. april 2017

Hermelinen

Hermelinen er 2. bind af Katriona-trilogien, skrevet af Lene Kaaberbøl.

Kat kan næsten ikke vente med at begynde sin uddannelse på sølvrytterskolen i Breda. Hun drømmer om sin egen sølvhest, og er sikker på at hun nok skal klare det.
Der går dog ikke ret lang tid før hun finder ud af, at hun langt fra er forberedt på livet i storbyen. Ikke nok med at de andre elever er langt foran hende, hun bliver også mobbet fordi hun er fra landet, i modsætning til størstedelen af eleverne som tilhører fine byfamilier.
Kats temperament bringer hende hurtigt i problemer ikke kun med de andre elever men også med mestrene, og kan hun ikke lære at styre det får hun aldrig sin drøm til at gå i opfyldelse.
Men det er ikke kun Kats drøm der er i fare. Hermelinens magt rækker længere end hun tror, og da hun uforvarende bliver blandet ind i magtspillene i byen er flere liv i fare.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda

Som barn kom jeg aldrig videre end til første bind i serien, og jeg var derfor meget spændt på læse bogen da jeg fik den i hænderne igen mange år senere. Og selv om den for mig ikke helt lever op til forfatterens senere bøger, så nød jeg historien.
Sproget er letlæst og flydende, med gode beskrivelser som får universet og byen til at fremstå lyslevende for læseren.
Handlingen er godt udtænkt, og selvom jeg gættede en del af plottwistene undervejs, så var der stadig tilpas mange overraskelser til at spændingen holdt hele vejen igennem. Historien er fuld af gys, action, magi, mobning, venskab, kønsroller, intriger og masser af heste. Lidt for mange heste, for min smag. Jeg har aldrig interesseret mig for hestebøger, og selvom der også var mange andre elementer i den her bog, så synes jeg hestedelen fyldte rigtig meget. Især fordi jeg var mere interesseret i hele kønsrolle-opgøret, og magtkampene mellem mænd og kvinder, som Kaaberbøl virkelig formår at fremstille på en både tankevækkende og evigt aktuel måde. For er forskellene på mænd og kvinder virkelig så store som samfundet og vi selv gør dem til, og har kønnene ikke krav på de samme rettigheder? Det der gør bogen anderledes er, at samfundet er matriarkalsk, og det derfor er mændene der er undertrykt og gør oprør, hvilket gav hele kønsspørgsmålet et andet perspektiv end det man ellers støder på.
Her i bind to udvider seriens univers sig, og i takt med at Kat lærer at begå sig i byens magtspil, lærer læseren mere om hvordan hendes verden hænger sammen, og det gør universet endnu mere levende og interessant. Igen er der bagest i bogen et indeks hvor man kan læse mere om Breda og dets folk, og det er med til at forklare universet yderligere.
Personerne er levende og realistiske, og især Kat udvikler sig rigtig meget i løbet af bogen. Hun er stædig og stolt, med et heftigt temperament og en god portion mod. I løbet af bogen bliver hun dog bedre til at styre sine følelser og bøje af, og det gjorde, at jeg kom til at holde endnu mere af hende. Også bipersonerne var interessante og menneskelige, selvom det ikke var dem alle man kom til at kende lige godt. I og med at handlingen flytter fra landet til byen dukker der nemlig endnu flere personer op, og en del optræder kun ganske kort i handlingen, hvilket gør at man ikke lærer dem så godt at kende.
Bogen er hurtigt læst, og er man vild med Lene Kaaberbøls skrivestil vil man også kunne lide denne bog. Jeg nød den, trods hestene, og kan varmt anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: