søndag den 1. januar 2017

Læseplan for 2016

I 2016 forsøgte jeg mig for første gang med at lægge en læseplan for året. Det var en lidt blandet succes, men overordnet synes jeg det fungerede godt, så jeg har tænkt mig at gøre det igen i 2017.
Da jeg for størstedelens vedkommende anmelder fantasybøger på bloggen er det med den genre in mente at planen er udarbejdet. Det betyder også at det ikke er alle de bøger jeg læser i løbet af året der bliver anmeldt på bloggen, men den komplette liste over årets bøger kan ses på min Goodreads-liste så I kan få et hurtigt overblik over min fremgang i løbet af året.
Igen i år deltager jeg i Goodreads-læseudfordringen. Jeg har i år nedjusteret læsemålet fra 150 til 120 bøger, for selvom jeg lige akkurat nåede målet i 2016, så kunne jeg godt mærke, at jeg blev noget stresset ved tanken om at skulle nå det i slutningen af året. Samtidig har jeg bestemt mig for fremover kun at tælle "rigtige" bøger med, og altså ikke graphic novels og tegneserier, og da de tager længere tid at læse, og jeg i 2017 også gerne vil have læst nogle af de tykkere bøger jeg har stående, så bestemte jeg mg for at skrue lidt ned for ambitionsniveauet. Og skulle jeg ende med at læse flere end de 120 bøger, er det jo kun godt.
I 2016 deltog jeg i mit første Readathon, og det bliver bestemt ikke sidste gang jeg prøver det. Jeg har planer om at deltage igen i de halvårlige Dewey´s 24 Hour Readathons i 2017, men om jeg gør det kommer i høj grad an på om jeg kan få min kalender til at hænge sammen. Jeg har pt. ikke planer om at deltage i andre fælles læseudfordringer, men holder mig i stedet til mine egne læsetemaer.
Jeg ved allerede nu, at jeg nok ikke får læst det store i september hvor årets Fantasyfestival i Esbjerg finder sted. Jeg er en af planlæggerne af festivalen, og ved, belært af erfaringerne fra de sidste par år, at der i tiden op til og lige efter ikke er det store overskud til at få læst noget som helst. September friholdes derfor så jeg ikke giver mig selv dårlig samvittighed fra starten. Samtidig har jeg opdaget, at det ikke fungerer for mig at bruge en forfatter som læsetema, så det har jeg droppet i år. Men ellers ser planen sådan her ud:

December - Konger og dronninger
November - Dansk fantasy
Oktober - Vampyrer
September - Friholdt på grund af Fantasyfestivalen i Esbjerg
August - Genfortællinger
Juli - Blandede genrer
Juni - Feer
Maj - Guder og gudinder
April - Tyve og lejemordere
Marts - Drager
Februar - Science fiction og dystopi
Januar - Serier

Som I måske kan huske, så er der et par temaer der går igen fra sidste år, selvom jeg har flyttet lidt rundt på dem, og måske omdøbt dem lidt. Det er læsetemaerne Serier i januar, Feer i juni, Blandede genrer i juli og Dansk fantasy i november. De tre af temaerne er på, fordi jeg ved, at jeg kommer til at læse dem i 2017, og de fungerede godt i 2016. Det fjerde, Feer, er på igen, fordi det udgik sidste år, og jeg derfor stadig har en del ulæste fe-bøger stående i reolerne. Resten af læsetemaerne er nye, og er blevet udvalgt efter hvilke bøger i mine reoler jeg gerne vil have læst i år. Jeg håber det lykkes at holde læseplanen. Jeg synes i hvert fald at jeg har fået valgt nogle interessante temaer.
Igen i år skriver jeg et indlæg i slutningen af hver måned om hvordan det er gået med månedens læsetema, samt en oversigt over hvilke bøger jeg har fået læst. Jeg synes det fungerede godt i år, og derfor fortsætter jeg med det.
Jeg fortsætter også med at lave Book Hauls, selvom jeg håber de bliver noget mindre i år. Jeg skulle jo gerne have læst nogle af alle de bøger jeg allerede har til at stå på reolerne i stedet for at købe nye som jeg heller ikke får læst.
Det er også planen, at jeg vil fortsætte med at lave Top 10-lister ca. en gang om måneden. I har taget godt imod dem, og jeg synes det er en sjov måde at sætte fokus på nogle af de bøger jeg elsker, som ikke nødvendigvis er blevet anmeldt på bloggen.
Forhåbentlig lykkes det mig at overholde såvel læseplan som boglige fortsætter. Jeg ser i hvert fald frem til et nyt læseår, og til at dele mine læseoplevelser med jer.
God læselyst.

Bruger I også læsetemaer? Og hvilke boglige fortsætter har I for 2017?

2 kommentarer:

Piskeriset sagde ...

Fede temaer! Jeg har besluttet mig for at køre med kvartalstemaer i år. Jeg har før prøvet månedstemaer, men det blev lidt presset for mig, så nu prøver jeg i stedet med temaer, der strækker sig over flere måneder i stedet.


Mvh.
Den lille Bogblog

Kirsten Bloch sagde ...

@Piskeriset. Tak. Jeg glæder mig til at læse hvordan det går for dig med dine temaer.