Night Embrace er 2. bind af Sherrilyn Kenyons Dark-Hunter-serie.
Talon var en keltisk høvding før han blev forrådt af sin klan og ofret til guderne sammen med sin søster. For at få hævn solgte han sin sjæl til Artemis og blev én af hendes udødelige Dark-Hunters. Siden hans kone døde da han stadig var dødelig har han forseglet sit hjerte. Som alle Dark-Hunters har han forbud mod at blive sammen med en enkelt kvinde, og han lever i et selvvalgt eksil for at undgå at få følelser for andre. Da han stadig var dødelig blev han nemlig forbandet af en gud, og en hver kvinde han elsker er derfor dømt til at dø.
Det har dog aldrig generet ham særlig meget, da han stadig elsker sin døde kone af hele sit hjerte. Men så møder han Sunshine, og pludselig begynder hans følelser at vågne op igen. For der er noget ved Sunshine som han ikke kan modstå, og at hun ikke ønsker mere end et one night-stand gør hende bare mere interessant.
Der er dog mere på spil end Talons følelser, for to guder har lagt en plan som kan udslette verden. Og måske ligger der mere bag Sunshine og Talons møde end man skulle tro.
Jeg er virkelig hooked på denne serie, og er vild med Dark-Hunter-universet som i denne bog udbredes endnu mere. Sherrilyn Kenyon har et fantastisk sprog der blander New Orleans-slang, humor og levende beskrivelser på en måde så man føler sig hensat til de mørke New Orleans-gader med duften af søde beignets og krydret gumbo. Sproget er letlæst og flydende, og er sammen med et højt tempo med til at gøre bogen umulig at slippe. Som i de to forrige bind er der masser af action, et uhyggeligt spændende og uforudsigeligt plot, erotiske undertoner, kærlighed og masser af guder og magi. Personerne er levende og realistiske, og især de to hovedpersoner, Talon og Sunshine, lærer man rigtig godt at kende. Samtidig dukker hovedpersonerne fra de to foregående bind igen op som bipersoner, og det er imponerende at forfatteren kan få historien til at føles som en fortsættelse af de to foregående bind selvom fokus er flyttet til en anden Dark-Hunter. Bogen er hurtigt læst, og knap er sidste side læst før lysten til at kaste sig over næste bind melder sig. Bogen og serien kan varmt anbefales.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar