Fantasy Lover er en prequel til Sherrilyn Kenyons fantasyserie Dark Hunter.
For 2000 år siden blev Julian af Makedonien, søn af gudinden Aphrodite og en spartansk general, forbandet af sin halvbror, guden Priapus. Indespærret i en bog er han tvunget til, hver gang en ny kvinde tilkalder ham, at agere sexslave for hende fra fuldmåne til fuldmåne. Det er en tilværelse uden kærlighed og uden håb, for forbandelsen kan ikke brydes.
Men da sexterapeuten Grace Alexander ved et uheld tilkalder ham begynder Julian for første gang at håbe. For Grace nægter at udnytte ham, og langsomt begynder de to at få følelser for hinanden. Men er kærlighed nok til at bryde forbandelsen? Og vil de nogensinde fortælle hinanden hvad de føler?
Jeg er bare vild med Sherrilyn Kenyons måde at fortælle på. Jeg stiftede første gang bekendtskab med hendes forfatterskab gennem Chronicles of Nick, som er en spin off-serie fra Dark Hunter-serien, men havde lidt svært ved at få begyndt på hovedserien. Måske fordi det virkede lidt uoverskueligt at starte på en serie med over 20 bind. Det forhindrede mig dog ikke i at købe hele serien, og da jeg kastede mig ud i at sætte læsetemaer for året bestemte jeg mig for at nu skulle jeg altså have den læst, eller i det mindste få begyndt på serien. Og jeg blev absolut ikke skuffet. Bogen sugede mig ind i Dark Hunter-universet som myldrer med voodoo-præstinder, seersker, gamle guder, forbandede helte og magi, alt sammen hørende hjemme i New Orleans´ gamle bydel. Handlingen er ret original, og selvom det centrale er kærlighedshistorien mellem Grace og Julian, så er den godt krydret med gamle græske helte- og gudesagn, masser af spænding og hæsblæsende action. Sproget er det som jeg især holder af ved Sherrilyn Kenyon. Hun formår at skabe en mørk og sensuel stemning som ingen anden, men dog uden at det bliver for dystert, da hun er rigtig god til at bruge humoren som virkemiddel. Man kan godt mærke på såvel sprog som handling at bogen henvender sig til et mere voksent publikum end Chronicles of Nick, da der er en hel det mere sex i denne bog end i spin off-serien. Det fungerer dog rigtig godt. Personerne virker levende, og man føler virkelig med Julian og Grace som skiftes til at fortælle historien, hvilket gør at man kommer godt ind under huden på dem. Også Grace´ veninde Selena lærer man godt at kende. Jeg kunne slet ikke slippe bogen, og slugte den på forbløffende kort tid. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien, og kan varmt anbefale Fantasy Lover til dark fantasy-elskere som også gerne vil have kærlighed og humor.
Se også forfatterens hjemmeside.
2 kommentarer:
Den lyder altså som lige noget for mig! Den må på min to read liste omgående !
Du kan godt glæde dig.
Send en kommentar