Dark Side of the Moon er 9. bind af Sherrilyn Kenyons Dark-Hunter-serie og 3. bind af hendes -serie.
Were-Hunter
Ravyn var en Arcadiansk Were-Hunter indtil han blev forrådt af sin mage og dræbt af sin bror. Ved sin død indgik han en aftale med Artemis og blev en Dark-Hunter. Den første og eneste Dark-Hunter med Were-Hunter-blod i årene. Siden han blev Dark-Hunter har han levet i eksil fra sin familie, og han har opgivet håbet om at finde en ny mage.
Da Ravyn bliver fanget i sin katteform og ender i et dyreinternat opdager han, at der er en sammensværgelse i gang mellem mennesker, Daimons og Apollitter i Seattle. En sammensværgelse hvis mål er at udrydde samtlige Dark-Huntere i byen. Ved et tilfælde lykkes det Ravyn at undslippe før han bliver overgivet til Daimon-lederen Stryker.
Ravyn kommer nemlig hjem med Susan. Susan er journalist, men efter at være blevet offer for en kildes løgne har hun mistet sin anseelse og arbejder nu på et sladderblad. Hendes chef har bedt hende om at undersøge en blog om en kattemand som jager vampyrer, men inden da kontakter hendes gode veninde hende. Hendes mand, som er politibetjent, har nemlig opdaget en sammensværgelse blandt politiet, og forsøger at advare Susan før han og hans kone forlader byen. Som dække får hun en kat med hjem, selvom hun er meget allergisk. Hun får dog noget af et chok da katten forvandler sig til en mand. Og kort efter er hun og Ravyn i store problemer, da politiet jagter hende for mordet på hendes veninde og hendes mand. Susan bliver hvirvlet ind i Dark-Hunternes verden, og har ikke andet valg end at sige ja til at blive væbner.
Men det er ikke nemt, når hun er godt på vej til at blive forelsket i Ravyn - trods allergi. Dark-Huntere må nemlig ikke have forhold til deres væbnere - eller mennesker i det hele taget.
Skal Susan overleve må hun finde ud af hvem der trækker i trådene ved politiet. Og forræderiet lurer overalt...
Bogen hvirvler igen læseren ind i Dark-Hunternes fantastiske univers. Denne gang er handlingen flyttet til Seattle som, udover kaffe, åbenbart er fyldt med korrupte politifolk. Der er action for alle pengene og masser af spænding når Susan og Ravyn forsøger at gennemskue de mange intriger i byen blandt såvel mennesker som Dark-Huntere, Daimons og Apollitter. Udover et spændende plot med masser af forviklinger byder bogen på kærlighed, magi, sex, forræderi, hævn og familieproblemer. Derudover er der masser af twists undervejs hvilket gør bogen uforudsigelig og umulig at slippe. Sproget er som altid letlæst og flydende, med gode beskrivelser og en god portion humor. Personerne er levende og komplekse, og man kan ikke lade være med at komme til at holde af dem. Samtidig byder bogen på et gensyn med flere personer kendt fra de tidligere bind i serien som endnu en gang får tilført flere lag. Blandt andet dukker Nick Gautier, en af mine absolutte yndlingspersoner, op igen som Dark-Hunter og med noget af en personlighedsændring fra de første bind i serien. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien, og kan kun anbefale såvel bog som serie.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar