søndag den 12. juli 2009

Percy Jackson and The Last Olympian


lastOlympian
Originally uploaded by MortalNet
I 5. og sidste bind i serien om Percy Jackson er kampen mod Kronos spidset til. Percy, halvgud og søn af Poseidon, må sammen med de andre halvguder forsvare Olympen mod Kronos´styrker, samtidig med at han skal forsøge at få profetien til at gå i opfølgelse - noget der meget vel kan koste ham livet. Han får hjælp af sine venner, og af Nico, søn af Hades, som hjælper ham med at blive usårlig med et bad i Styx. Bogen og resten af serien er meget morsom, med masser af facts om de græske guder. Serien har 2 officielle hjemmesider, en amerikansk og en engelsk, som absolut kan anbefales at se nærmere på, da de er ligeså sjove som bøgerne. Serien kan varmt anbefales. 1. bind i serien er i øjeblikket i gang med at blive filmatiseret, og skal efter planen have premiere til næste år.

Artemis Fowl - Tidsparadokset

Artemis Fowl-serien af forfatteren Eoin Colfer er en meget morsom og anderledes fantasyserie. I 6. og indtil videre sidste bind i serien står Artemis Fowl over for sin indtil videre farligste fjende - sig selv. Da hans mor bliver syg med tryllotopi, en sygdom kun kendt i feernes verden, må Artemis rejse tilbage i tiden for at finde et eksemplar af en udryddet dyreart - lemuren. Artemis fik nemlig selv det sidste eksemplar dræbt for 8 år siden, og må nu, for at redde sin mor, narre sig selv, så han kan bringe lemuren med tilbage til fremtiden. Desværre støder han også på en gammel fjende fra feernes verden, og så er kampen igang.
Bogen er meget morsom, og kan varmt anbefales. Man kan læse mere om serien og forfatteren på seriens officielle hjemmeside http://www.artemisfowl.com/

The language of bees - Laurie King

9. bind i Laurie R. Kings serie om Mary Russell og Sherlock Holmes hedder "The language of the bees". Mary Russell og hendes mand Sherlock Holmes er netop vendt hjem efter et års rejse rundt i Indien, USA og Japan. Så snart de kommer hjem bliver de øjeblikkelig rodet ind i Holmes´ svigerdatters og barnebarns forsvinden, da sønnen dukker op. Det viser sig, at gådens løsning skal søges i den sekt som svigerdatteren tilhører. Da svigerdatteren dukker op, myrdet, og politiet samtidig vil arrestere Russell og Holmes, samt Holmes´søn, må alle midler tages i brug for at løse mysteriet, finde den lille pige, og sørge for, at ingen af hovedpersonerne kommer i fængsel. Bogen er rigtig god og spændende, og en anderledes forsættelse af Sherlock Holmes-bøgerne. Serien, som starter med "The Beekeepers Apprentice", kan varmt anbefales til alle, der kan lide krimier á la Conan Doyles Sherlock Holmes-historier.

lørdag den 27. juni 2009

De fire og ham der gør galt værre: Begyndelsen


De fire og ham der gør galt værre er en fantasyserie af nordmanden Hans Frederik Follestad. 1. bind i serien hedder Begyndelsen og handler om de fire venner, ilderen Bambo, pandaen Hutte, vaskebjørnen Pepper og elgen Salt, som lever i den lille by Pelsheim i Norge. De 4 vil helst tilbringe sommeren med at solbade og score dejlige damer, men da der pludselig dukker underlige kappeklædte fremmede op i byen er de 4 venner inden de ved af det på vej til Himmeltemplet i Nepal, hvor en gammel profeti bekendtgører, at de skal redde verden. Hvordan er der dog ingen der ved. Samtidig bliver de fire venner jagtet af både onde troldmænd, politiet og en våbenglad lægefrue og hendes alkoholiserede mand. Skildpadden Jesper, ham der gør galt værre, er også på vej til Nepal efter at være faldet for en smuk dame - som uheldigvis er en af skurkene. Og så er der ellers gang i handlingen. Bogen er hylende morsom og foregår i et hæsblæsende tempo. Stilen minder lidt om Terry Pratchetts bøger, og kan varmt anbefales til alle der kan lide anderledes og humoristisk fantasy.

Odd-serien


day 233
Originally uploaded by mjtmail (tiggy)
Odd-serien af Dean Koontz handler om Odd Thomas som har den særlige evne, at han kan se de døde. Han har også en vis synskhed, og noget han kalder "psykisk magnetisme". Det vil sige, at han opfatter ting, som andre mennesker ikke gør. Han bruger disse evner til at forhindre større katastrofer og modbydelige kriminelle handlinger som for eksempel terror. I den første bog er han grillkok og bor sammen med sin kæreste, Stormy Llewellyn. Da Svampemanden træder indenfor i grillbaren opfatter Odd straks, at der er noget ondt ved manden. Snart må Odd kæmpe mod tiden for at forhindre en større terrorbombning. Serien er rigtig god og spændende, og indimellem så gysende, at det løber én koldt ned ad ryggen. Den kan varmt anbefales hvis man søger et koldt gys i sommervarmen. Serien består indtil videre af 4 bind, hvoraf de første 3 er oversat til dansk.
1. Odd Thomas
2. Odd for evigt
3. Broder Odd
4. Odd Hours

fredag den 13. februar 2009

Elantra-serien

Michelle Sagaras Elantra-serie handler om Kaylin Neya. Hun er menig i politistyrken Hawks, og har en mærkelig og unik form for magi. Da hun var barn boede hun i den fattige del af byen Elantra, i området Nightshade som styres med hård hånd af Lord Nightshade. Hun forlod den fattige bydel efter nogle mystiske mord på flere børn, og har ikke været tilbage siden. Men fortiden indhenter hende, da der igen sker mord på børn, på samme grusomme måde som i hendes barndom. Mod sin vilje bliver hun omdrejningspunkt for flere magtfulde personer, blandt andet Barrani-herren Lord Nightshade og Dragekejseren (som er en drage). Samtidig dukker hendes gamle ven Severn op. De skiltes som uvenner, men må nu arbejde sammen for at opklare de brutale mord. I de følgende bind bliver Kaylin mere og mere en brik i det politiske spil mellem de forskellige magthavere i Elantra, og hendes mærkelige magi bliver stærkere og stærkere.
Bøgerne er velskrevede og rigtig spændende. De kan varmt anbefales.
Serien består indtil videre af 4 bind:
Cast in Shadow
Cast in Courtlight
Cast in Secret
Cast in Fury
Man kan læse mere om serien og forfatteren på Michelle Sagaras hjemmeside.

tirsdag den 23. december 2008

Julehygge


Christmas in blue
Originally uploaded by Janny Brocken
Dette års juleferielæsning byder på både krimi og fantasy. Af krimier er det Stieg Larssons Millenium-trilogi: Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt, samt Sara Blædels Aldrig mere fri. Af fantasy er det Michelle Sagaras Elantra-serie: Cast in Shadow, Cast in Courtlight, Cast in Secret og Cast in Fury. En samlet omtale af Elantra-serien kommer på bloggen, så snart jeg er blevet færdig med at læse den.

God jul og godt nytår, og god læsning.