Neverwhere

Neverwhere er en fantasybog af Neil Gaiman.

Richard Mayhew lever et helt almindeligt liv. Han arbejder på et kontor i London og er forlovet med Jessica, som mere eller mindre styrer hans liv.
Før han rejste til London for tre år siden spåede en gammel kone ham, og fortalte, at han ville komme til at rejse længere væk end London, og at han skulle passe på Door – døre. Richard tillagde ikke hendes ord den store betydning før han en aften, på vej til en vigtig middag med Jessica og hendes chef, finder en blødende pige. Mod Jessicas vilje dropper han middagen og tager pigen med sig hjem, hvor han tager sig af hendes sår. Pigen viser sig at hedde Door, og hun bliver jagtet af to personer, som forsøger at slå hende ihjel.
Richard hjælper Door med at skjule sig for dem, og henter hjælp hos hendes venner. Door tager af sted, men inden hun går, siger hun undskyld til ham.
Dagen efter finder Richard ud af hvorfor. Ved at hjælpe Door er Richard nemlig blevet usynlig for alle folk. Hans forlovede dropper ham, hans arbejdsgiver og kollegaer kan ikke genkende ham, og hans husvært tror at hans lejlighed er tom og lejer den ud til nogle andre.
Richard bestemmer sig, i ren desperation, for at finde Door og få hende til at rette op på det der er sket, så han kan få sit liv tilbage. Undervejs opdager han, at der findes et andet London under fødderne på ham, hvor mennesker der falder udenfor normerne og igennem samfundets sprækker lever. Det er en verden fuld af magi, men også en verden fuld af farer, hemmeligheder og kampen for overlevelse.
Richard bliver endnu en gang blandet ind i Doors historie, og må hjælpe hende med at løse mysteriet om hendes families død og hvem der har sendt lejemordere efter hende. Undervejs oplever han undersidens farer på nærmeste hold, og snart er han ude hvor han ikke kan bunde.

Bogen var april måneds valg i fantasylæsekredsen, og anmeldelsen er derfor først kommet på bloggen efter læsekredsmødet.

Neverwhere var den første bog af Neil Gaiman jeg læste for efterhånden en del år siden. Derfor var jeg også glad for at få chancen for at genlæse den, da jeg kunne huske at bogen betog mig meget første gang jeg læste den. Efter at have læst den kunne jeg konstatere, at jeg havde glemt det meste af handlingen, men bogens tone var fuldstændig som jeg huskede den. Samtidig viste det sig også, at bogen faktisk passede ind i april måneds læsetema Tyve og lejemordere, hvilket var en ekstra bonus.
Bogens sprog er utroligt smukt og meget Gaimansk. Det er flydende, fuldt af ordspil, og har sætninger der væver sig ind og ud af hinanden på en helt utrolig måde. Beskrivelserne er utroligt realistiske, makabre, dystre og gotiske, og utroligt billedskabende. Gaiman suger læseren ind i bogens fantastiske univers, og giver ikke slip før sidste side er vendt.
Bogens univers er mørkt og dystert, og helt sit eget. På bagsiden af mit eksemplar af bogen er den beskrevet som en mørk nutidig udgave af Alice i Eventyrland, og det dækker faktisk bogen rigtig godt. Der er en del af den samme absurditet og frit fald-følelse over Neverwheres univers, og faktisk gemmer bogen også på en hel del referencer til fortællingen om Alice, hvilket bare forstærker sammenligningen. Hele idéen om et skyggesamfund i kloakkerne under London er utroligt originalt, og den måde som Londons historie inddrages på i opbygningen af universet er utroligt godt fundet på.
Handlingen er godt skruet sammen og fuld af twists, som gør det umuligt at regne ud hvad der kommer til at ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fuld af kærlighed, mord, død, hemmeligheder, magi, mærkelige væsener, venskab og forræderi, men rummer samtidig også en samfundskritik som går igen i meget af Gaimans forfatterskab, og som sætter fokus på den måde de svage i samfundet bliver behandlet på, og den måde samfundet svigter dem, så de til sidst bliver usynlige. Udover diverse makabre og mørke situationer, så indeholder bogen også en hel del humor, hvilket er meget typisk for Gaimans bøger. Det kan dog tage lidt tid at komme rigtigt ind i bogen, og det skyldes blandt andet, at undersiden ikke nødvendigvis giver mening. Læseren tilbringer, ligesom Richard, rigtig lang tid med at være forvirret og stille spørgsmål, men det er også en af de ting der fungerer rigtig godt ved bogen, fordi man som læser på den måde identificerer sig med hovedpersonen.
Personerne er utroligt realistiske, og så menneskelige at det næsten gør ondt. Hovedpersonen Richard er en mand med et godt hjerte men en svag karakter, som er tilfreds med at flyde med strømmen og lade andre bestemme for sig. Hans kamp for at vende tilbage til det liv han kender og den udvikling han gennemgår i løbet af bogen er rigtig godt beskrevet. Door er en pige med en mission. Hun vil finde ud af hvem der beordrede mordet på hendes familie, som hun stadig sørger over. Hun har dårlig samvittighed og føler et ansvar over for Richard, men er samtidig også en meget hemmelighedsfuld person, da man som læser ikke rigtig ved hvad hendes rolle i undersiden eller hendes evner egentlig er. Marquis de Carabas er nok den mest hemmelighedsfulde person i bogen. Han er dybt egoistisk, men har samtidig også en høj moral og et stort hjerte, på trods af at han ikke viser det til nogen. Udover Richard var han min yndlingsperson i bogen, simpelthen fordi han var så nuanceret. De to lejemordere Vandemar og Croup er blottet for empati og moral, og nyder at påføre andre smerte – hvadenten den er psykisk eller fysisk, selvom de foretrækker det sidste. Derudover har bogen et væld af andre bipersoner som hver især har gode og dårlige sider, egne motiver, og egne drømme, og som man som læser hurtigt kommer til at kende og elske – selvom der bestemt er nogle af personerne der er mere elskelige end andre. Bogens synsvinkel skifter mellem flere af personerne, hvilket kan være en smule forvirrende, da det kan være svært at finde ud af hvem der fortæller hvornår. Overordnet set fungerer det dog meget godt, fordi man får historien fra flere sider.
Kan man lide Neil Gaimans fortællestil og forfatterskab må man ikke gå glip af Neverwhere. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside. 

Ritmatikeren

Ritmatikeren er 1. bind af fantasy-gearpunk-serien Ritmatikeren af Brandon Sanderson.

Joel er søn af en kridtmager og en rengøringskone, og er elev på den prestigefyldte kostskole Armedius Academy hvor hans mor arbejder. Hans far døde for otte år siden i en ulykke, og siden har Joel og hans mor boet på skolen. Joels højeste ønske er at blive Ritmatiker, men det er desværre otte år for sent. Det stopper dog ikke Joel fra at opsuge al den viden han kan om ritmatik, hvilket har den uheldige følgevirkning, at det går ud over hans eget skolearbejde, som ikke virker nær så interessant. Og det på trods af, at Joel er utroligt intelligent.
Da Joel overværer sin yndlingslærer, professor Fitch, tabe i en ritmatikduel, bestemmer han sig for at spørge ham, om han måske kan få ekstratimer ved ham i sommerferien. I første omgang siger professoren nej, men da professoren får til opgave at finde ud af hvem der har kidnappet skolens dygtigste ritmatikelever, bliver Joel hans assistent, og pludselig befinder han sig midt i en sag, som kan ende med at koste ham livet.
For ritmatik kan være dødsensfarlig i de forkerte hænder, og den ritmatiker der står bag har skabt et våben, der aldrig før er set. Joel er overbevist om, at den nye arrogante ritmatikprofessor Nalizar - ham der vandt over professor Fitch - har noget med mysteriet at gøre, men der er ingen der tror på ham. Og tiden er ved at løbe ud...

Bogen var februars valg i fantasylæsekredsen, og anmeldelsen er først lagt på efter månedens møde.

Jeg er vild med Brandon Sandersons måde at skrive på. Han kan bare noget med sprog, som gør, at man som læser bliver fanget i de verdener han skaber, og ikke har lyst til at forlade dem igen. Og denne bog er ingen undtagelse. Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med humor, og beskrivelserne er levende og fremstår klart for læserens indre blik.
Sandersons univers ligner ikke noget jeg har læst før. Det er utroligt originalt, og samtidig ligner det vores egen verden. Navne og kort tager udgangspunkt i den geografiske virkelighed vi lever i, men får lige et twist. For eksempel er Europa blevet en del af et asiatisk imperium, og Nordamerikas stater er selvstændige øer. Joels verden er uhyre klasseinddelt. For det første er der skellet mellem ritmatikere og normale mennesker. Ritmatikerne virker på overfladen privilligerede, men samtidig er de også tvunget til at gøre tjeneste ved fronten i ti år efter endt uddannelse, noget som koster mange af dem livet. De betragtes med ærefrygt og misundelse af de normale, men også med en stor portion mistænksomhed. For det andet er der klasseskellene mellem de normale, hvor Joel befinder sig i bunden af hierarkiet, og hvor det er helt normalt at stifte venskaber efter hvad vennerne kan gøre for én selv i forhold til den sociale mobilitet. Noget, som til dels også ses i vores egen verden, selvom det er mere udpræget i bogens univers. Men det der for alvor gør universet anderledes er hele magisystemet. Verden er nemlig inddelt i de normale mennesker og ritmatikerne, som kan gøre de tegninger de laver med kridt virkelige, og som forsvarer de forskellige østater mod vilde kridtlinger, en slags todimensionelle væsener der består af kridt, og som er utroligt farlige. I Joels verden er magien ophøjet til en form for videnskab, og bogen er derfor fyldt med pseudovidenskabelige forklaringer på forskellige ritmatiker-forsvar og duelformer, illustreret af tegninger og skitser, som er med til at give bogen et unikt udtryk, og samtidig hjælper læseren til at finde ud af hvad der egentligt foregår, når ritmatikerne kæmper. Og så er der gearpunk-elementet, som minder en del om steampunk, men hvor der i stedet for damp fokuseres på mekaniske dele som tandhjul og ure, og som jeg i den grad elsker.
Personerne er levende og menneskelige, og man kommer som læser til at kende dem rigtig godt undervejs. Særligt hovedpersonen Joel kom jeg til at holde meget af. Han er, på mange områder, en typisk teenager, men han har hjertet på rette sted, og en god portion mod. Joel drømmer om at blive ritmatiker, og selvom han har affundet sig med at det ikke kan lade sig gøre, så er han fuldstændig besat af teorien bag, hvilket sikkert også hænger sammen med et ønske om at holde fast i sin far. Som søn af en rengøringskone befinder han sig nederst på rangstigen, og selvom han ikke bliver mobbet, så har han heller ingen venner, men kun bekendtskaber, som gerne hænger ud med ham i skolen, men som ikke tager ham med hjem. Han er utroligt intelligent, faktisk lidt af en matematiknørd, men har svært ved at fastholde interessen i andet end ritmatik. Hans voksende venskab med Melody lærer ham nye sider af sig selv, og at græsset måske ikke altid er grønnere på den anden side. Melody er ritmatikerelev, men har ikke spor lyst til at være ritmatiker. Hun er god til at tegne, men har problemer med geometri, som er en stor del af ritmatik - det er nemlig vigtigt at cirklerne er helt runde, hvis magien skal være stærk nok. Hun er meget nysgerrig, og så er hun en typisk teenagepige, hvilket blandt andet kommer til udtryk i nogle skænderier med Joel, hvor han står tilbage uden at vide hvad der gik galt, ligesom hun er meget dramatisk, når hun synes verden er imod hende. Og så er der professor Fitch, den ældre distræte lærer som elsker at undervise, selvom han ikke er så god til at få sit budskab ud, men som er både elskelig og intelligent, og Nalizar, den arrogante nye professor som er fuld af ambitioner og måske eller måske ikke har rent mel i posen, foruden et væld af andre interessante og nuancerede bipersoner, som man hurtigt kommer til at holde af.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med magi, intriger, kidnapninger, mord, venskab, jalousi og hemmeligheder. Bogen er spændende, med masser af gys og action, og et univers der i den grad er anderledes. Den første halvdel af bogen sker der ikke så meget, men derefter kommer der fart på, og så kommer der ellers twist på twist på twist, hvilket ophøjer bogen fra god til fantastisk, og bekræftede min kærlighed til Sandersons forfatterskab. Jeg havde på ingen måde set slutningen komme, og jeg glæder mig allerede til at læse næste, og måske sidste, bind i serien.
Til slut er jeg nødt til at nævne bogens fantastiske cover, som er med til at sætte læseren i den helt rette stemning før man overhovedet har åbnet bogen, og som samtidig gør bogen til en gennemført og flot udgivelse, godt hjulpet på vej af de mange illustrationer undervejs.
Bogen kan varmt anbefales uanset om man er til original og anderledes fantasy, er vild med steampunk og gearpunk, eller bare er fan af Brandon Sandersons skrivestil generelt. Man vil ikke blive skuffet.

Se  også forfatterens hjemmeside.

Legenden om Querqus Skjoldet

Legenden om Querqus Skjoldet er 1. bind af fantasyserien Næslandet, skrevet af Eva Egeskjold.

Næslandet trues af mørke kræfter. De mørke Radixkrigere trænger længere og længere ind i landet, og trækker et spor af død og ødelæggelse efter sig. Det er lykkedes dem at bortføre rigets prinsesse, og deres herskerinde, troldkvinden Lucili, forlanger at dronningen udleverer det sagnomspundne Querqus Skjold for at få prinsessen tilbage. Men skjoldet har været forsvundet i flere hundrede år, og selvom dronningen kender dets hemmelighed, så betyder en forbandelse, at hun ikke kan tale om det. Kongen og hans hær forsøgte at redde prinsessen, men hæren blev udslettet, og derfor må der tages andre midler i brug for at redde prinsessen.
Heldigvis er der en udvalgt, som, ifølge en profeti, skulle have kraften til at redde prinsessen og stoppe Lucili. Eneste problem er, at den udvalgte ikke ved hvilken kraft det er hun skal have.
Oona er nemlig kun 14 år, og har først lige fået at vide, at hun er den udvalgte. Sammen med en lille gruppe mænd må hun, i dybeste hemmelighed, rejse til Radixfolkets rige. Men rejsen er lang og farefuld, og der er fjender overalt. Oona får brug for alt sit mod hvis hun skal redde prinsessen og slippe levende fra det.

Bogen er læst i forbindelse med andet møde i fantasylæsekredsen The Fantasy Fellowship, og anmeldelsen er lagt på efter vi har diskuteret bogen i læsekredsen.

Jeg var ret vild med den her bog, selvom der også var et par ting, der irriterede mig lidt.
Hvis vi starter fra begyndelsen, så var jeg helt vild med bogens univers. Det er originalt, magisk og fyldt med spændende væsener, som i den grad er med til at vække universet til live. Også Næslandets historie er godt udtænkt, og det magiske system virker logisk og sammenhængende - så meget som magi nu kan virke logisk. Jeg var især vild med inddragelsen af årstiderne og Lucilis forbandelse, som ikke ligner noget jeg har læst om før. Det er godt fundet på, og fungerer rigtig godt.
Sproget var letlæst og flydende, og især beskrivelserne af Lundene og Nåleskoven var rigtig gode. Sidstnævnte gav mig associationer til historierne om Dracula, og fik det virkelig til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Handlingen var godt skruet sammen, og plottet fungerede godt. Der var en del overraskelser undervejs, men også et par handlingstråde som aldrig rigtig blev udfoldet. Det kan dog være det kommer i de senere bind i serien. Historien er spændende, med masser af action, kampe, venskaber, magi og ondskab, og forfatteren er virkelig god til at lægge "spor" ud til læseren undervejs, som måske virker som en sidebemærkning i første omgang, men som pludselig viser sig at have større betydning end man skulle tro. Det er rigtig godt skrevet, og der er ingen tvivl om, at forfatteren har måttet holde tungen lige i munden for at få det hele til at gå op til sidst.
Personerne var måske der hvor det haltede lidt. Selvom de var realistiske og menneskelige, så var de også meget sort-hvide. Jeg kunne godt lide hovedpersonen Oona, selvom hun en gang imellem var lige lovlig passiv. Hun er modig og stærk, men har desværre også en tendens til at lade andre kæmpe for sig. Hun accepterer også meget hurtigt at hun er den udvalgte, og stiller stort set ingen spørgsmål. Om det er fordi hun er den yngste i selskabet skal jeg ikke kunne sige, men jeg kunne godt have tænkt mig at der var lidt mere fut i hende. Marck er, selvom han er modig, også lidt af et skvat. Der er ingen tvivl om at han er desperat efter at finde sin far og redde sin søster, men det virker lidt akavet at han har det så dårligt med blod, når han nu er uddannet kriger. Stigandir er måske nok bogens mest gådefulde person, og jeg kunne rigtig godt lide ham. Ikke mindst fordi han er en af de få personer der har lidt kant, og hvor man er i tvivl om hans motiver. Det samme kan også siges om troldmanden Dolomedes. Derudover er bogen befolket af en hel del elskelige bipersoner, som man som læser hurtigt kommer til at holde af. Der var desværre også nogle af personerne, som for mig flød lidt sammen. Det drejede sig om fire af Oonas rejsefæller, som jeg aldrig rigtig følte jeg lærte at kende af andet end navn, og jeg havde lidt svært ved at se hvorfor de absolut skulle med på rejsen. Det var synd, for forfatteren har nok haft en grund til at inkludere dem i gruppen, men den grund fremstod desværre ikke rigtigt for mig. Jeg var vild med den onde troldkvinde Lucili. Jeg synes hun er en spændende skurk, og jeg kan godt lide at hendes motiver er så uklare som de er. For lider hun af forsmået kærlighed, eller er det såret stolthed, som ligger bag hendes had til Næslandets kongefamilie? Eller var kærlighedshistorien bare en undskyldning, og var hendes motiver nogle helt andre? Jeg glæder mig virkelig til at se hvordan hun udvikler sig i de kommende bind i serien, og til at finde ud af hvilken indflydelse hendes forbandelse har på hende.
Alt i alt en rigtig god læseoplevelse, ikke mindst takket være bogens fantastiske univers, som ikke ligner noget jeg før har set. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien og finde ud af hvad der kommer til at ske med Næslandet og Oona.

Se også forfatterens hjemmeside.