Viser opslag med etiketten august 2016. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten august 2016. Vis alle opslag

onsdag den 31. august 2016

Læsestatus for august


Der er kun ganske få timer tilbage af august, og det er derfor tid til at gøre status over læsemåneden der gik.
Hvor juli var præget af ferie og læseoverskud, var august præget af det modsatte. Hverdagen begyndte for alvor igen, og arbejdet fyldte en del både timemæssigt og mentalt. Samtidig mistede jeg læselysten i starten af måneden, og selvom den kom tilbage igen betød det, at jeg slet ikke kom i nærheden af rekordantallet af læste bøger fra juli måned. Jeg fik læst 10 bøger i løbet af august, hvilket er under gennemsnittet i forhold til tidligere måneders læsning. Heldigvis er jeg stadig foran i forhold til mit Goodreads læsemål, så jeg er stadig forholdsvis sikker på at jeg kommer i mål med de 150 bøger.
Måneden bød også på ankomsten af min første boks fra Fairyloot, og det bliver bestemt ikke sidste gang jeg bestiller en. Læs mere om oplevelsen her.
Augusts læsetema var Genlæsning af fantasyserier, og jeg kan ligeså godt sige det som det er: Jeg fik ikke læst en eneste bog som hørte ind under temaet. I stedet fik jeg læst en del biblioteksbøger og anmeldereksemplarer, samt et par nyindkøbte bøger jeg bare ikke kunne vente med at gå i gang med. Det er første gang jeg slet ikke har fulgt månedens læsetema, og selvom jeg gerne ville have genlæst nogle af mine yndlingsserier, så blev det altså ikke i denne måned.


Af anmeldereksemplarer fik jeg læst 3 bøger, hvoraf alle 3 var gode.
Bøgerne var:

Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl: Grænselandet (Mørkets søn 2) Anmeldereksemplar fra Ulven og Uglen, anmeldt på bookeater.dk. 
Serien er ajour. 

Mads Schack-Lindhardt: Tir-Nâzrals arving (Stjernekrønikerne 1) Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard.
Serien er ajour. 

Gail Carriger: Uskyldig (Soulless 3) Anmeldereksemplar fra Tellerup, anmeldt på bookeater.dk.
Serien er ajour. 


I august måned fik jeg også læst den bog jeg fik tilsendt i forbindelse med sommerlegen #ViLæserSommerbøger, som blev igangsat af Michelle fra The Small Wonders of Life. Det var en bog som bestemt ikke skuffede ved genlæsningen, og jeg nød at vende tilbage til bogens univers. Bogen var også det tætteste jeg kom på månedens læsetema, men desværre er den ikke en del af en serie, så ingen gevinst der.
Bogen var:

Lene Kaaberbøl: Skyggeporten


Jeg fik også læst hele 2 af de bøger jeg, selvfølgelig, købte i løbet af august måned, og som jeg bare ikke kunne vente med at kaste mig over. Selvom den ene skuffede en smule nød jeg at læse dem.
Bøgerne var:

Rick Riordan: Hotel Valhalla. Guide to the Norse Worlds

Manu Sareen: Iqbal Farooq og den hemmelige ismaskine (Iqbal Farooq 9)


Derudover fik jeg læst 3 biblioteksbøger. De hurtige af jer har sikkert allerede opdaget det tema som binder dem sammen, og jeg kan kun sige at det skam ikke er tilfældigt. Jeg er nemlig ved at forberede mig til en bogcafé jeg skal holde på mit arbejde i oktober måned hvor temaet er Bøger om bøger. Her tænker jeg på bøger hvor litteratur, boghandlere, bibliotekarer, læsere mm. spiller en større rolle i handlingen, og jeg nyder virkelig at have en undskyldning for at få læst nogle af de bøger jeg har kredset om i et stykke tid. Og selvom den første skuffede mig en del, så nød jeg de to sidste, som uden tvivl vil blive genlæst på et tidspunkt.
Bøgerne var:

Jean-Paul Didierlaurent: Læseren i morgentoget

Rainbow Rowell: Fangirl

Gabrielle Zevin: Historien om A.J. Fikrys liv


En enkelt tegneserie blev det også til i månedens løb, og selvom jeg synes de originale albums er bedst, så var det alligevel et dejligt gensyn med kendte karakterer.
Tegneserien var:

Fabien Vehlmann og Yoann: Spirillens vrede (Splint & Co. 55)

Alt i alt ikke en overvældende læsemåned, men heldigvis var størstedelen af de bøger jeg fik læst i august rigtig gode.
September måned er friholdt for et læsetema grundet Fantasyfestivalen i Esbjerg som jeg er med til at arrangere, og som jeg af erfaring ved kræver rigtig meget energi. For ikke at få dårlig samvittighed har jeg læst forud på mit Goodreads-læsemål, så jeg faktisk slet ikke behøver at læse bøger i september hvis jeg ikke kan overkomme det. Jeg vil dog rigtig gerne have læst Half Bad af Sally Green færdig. Jeg har været i gang med bogen i over et år, og nu vil jeg gerne have den overstået. Og så har jeg et par anmeldereksemplarer liggende som jeg også gerne vil have læst, så helt læsefri bliver måneden næppe.
Og apropos bøger, så byder september på hele to store bogbegivenheder for mit vedkommende. Først og fremmest selvfølgelig Fantasyfestivalen 17.-18. september, som jeg glæder mig rigtig meget til. Forhåbentlig bliver det en endnu større succes end sidste år, og jeg glæder mig til at se hvordan det hele kommer til at spænde af. Jeg synes selv det er lykkedes os at strikke et godt program sammen, og håber jeg får tid til at opleve nogle af de mange forfattere som besøger festivalen. Specielt glæder jeg mig til at opleve Trudi Canavan som besøger Danmark for første gang. Og så er jeg sikker på det nok skal lykkes mig at få købt nogle nye bøger i løbet af de to dage, på trods af at jeg er på fødderne hele tiden og egentlig burde skrue ned for bogindkøbene.
Allerede weekenden efter er der bøger på programmet igen når årets Bogbloggertræf løber af stablen. Jeg var med for første gang sidste år, og glæder mig rigtig meget til at møde de andre bogbloggere igen til en hyggelig dag med bogen og læseglæden i centrum. Det er altid rart at få sat ansigter på de bloggere man følger og få nye idéer og inspiration til bloggens udvikling. Og mon ikke også dagen byder på en bog eller to til samlingen?

Hvordan ser jeres læseplaner for september ud? Og har I også været ramt af manglende læselyst?

lørdag den 13. august 2016

Fairyloot #1


Jeg har længe tænkt på at prøve en af de mange forskellige abonnementsbokse med bøger man kan købe fra udlandet. Boksene ser spændende ud, og jeg kan godt lide idéen om at modtage en hemmelig bog som man måske ikke lige selv ville købe, samt goodies udvalgt særligt til bogen. Omvendt kan man jo også risikere at der sker det stik modsatte, men til gengæld får man så alle de ekstra goodies at trøste sig med.
Jeg har overvejet Owlcrate, men da den er amerikansk ville der gå et godt stykke tid før pakken dukkede op, og oveni kommer så tolden. Og det samme problem var der med mange af de andre abonnementsbokse. Men så opdagede jeg et alternativ. På Sabrina´s Blog læste jeg nemlig om en engelsk abonnementsboks kaldet Fairyloot, og da jeg opdagede at augusts tema var Dark Deeds kunne jeg næsten ikke vente til der blev lukket op for bestillingen.
Jeg var så heldig at jeg nåede at bestille boksen før den blev udsolgt, hvilket skete temmelig hurtigt, og derefter gik jeg så og ventede i spænding indtil den endelig kom i august.
Og i dag blev spændingen så udløst. Det var rigtig sjovt at åbne pakken, og jeg er virkelig begejstret for den omtanke der er vist i sammensætningen af boksen.
Prøv at se her:


Når man åbner boksen er det første man får øje på et flot, specialdesignet kort. På bagsiden står der noget om de forskellige dele i boksen, og hvorfor netop de ting er valgt. På forsiden af kassen er der et skønt citat af Neil Gaiman fra Coraline:
Fairy Tales are more than true: not because they tell us that dragons exist, but because they tell us that dragons can be beaten. 


Under kortet er der lilla og sølv "orme" som fylder kassen ud og beskytter indholdet. Når man fjerner dem kommer man til de første ting.

Først er der et specialfremstillet duftlys fremstillet af Geeky Clean. Lyset hedder The Dark Side og har, meget passende, røde lyssværd på etiketten. Ifølge kortet skulle det dufte af fruit loops. Nu ved jeg ikke hvordan de dufter, men jeg er ikke helt vild med duften. Det kan dog tænkes at duften forbedrer sig når man tænder det, så det skal da prøves.

Ting nummer to er min nye yndlingscoaster. Den er i grøn og sølv, og med en slange som baggrund står der You must be a Weasley, der, som alle sikkert ved, er et Harry Potter-citat af Draco Malfoy, en af mine absolutte yndlings-bad boys. Coasteren er designet af Bookotter.

Ting nummer tre er et stykke håndlavet sæbe med citrus og jasmin, lavet af Behind the Pages. Sæben hedder Rhysand, som er en af personerne fra A Court of Thornes and Roses af Sarah J. Maas, og dufter rigtig godt.

Ting nummer fire er små billeder til at sætte på neglene lavet specielt til boksen af House of Wonderland. Lige denne ting får jeg aldrig brug for, men der er ingen tvivl om at der er tænkt over at de skulle passe til resten af tingene.



Ting nummer fem, og den sidste før man kommer til selve bogpakken, er en flot notesbog fra Michael O´Mara Books, som er en blanding af notes- og malebog, designet af Kerby Rosanes. Virkelig flot og gennemført, og jeg glæder mig til at fordybe mig i illustrationerne. Om jeg kan nænne at bruge den som notesbog ved jeg ikke endnu, men den vil pynte på hylden.


Og så kommer vi til det allermest spændende, nemlig den hemmelige bog. Jeg var meget spændt da jeg pakkede den op, og blev rigtigt glad da jeg så at det var Nevernight af Jay Kristoff, en bog som allerede har fået en hel del omtale på Booktube, og en af dem jeg selv har overvejet at købe. Jeg glæder mig til at læse den og se om jeg kan se sammenhængen med de mange goodies fra boksen.


Nu skulle man tro at gavefesten ville slutte når man pakkede bogen op, men nej. For indeni bogpakken er der nemlig endnu flere goodies: Et bogmærke som hører til bogen, et lille signeret klistermærke og en plakat med forsiden var også i pakken, og derudover var der et lille brev fra forfatteren hvor der står lidt om tankerne bag bogen.
Og som det allersidste var der et unikt Fairytale hashtag som jeg kan bruge hvis jeg vil læse bogen sammen med en anden, ukendt, person.


Alt i alt en rigtig sjov måde at blive introduceret til nye bøger, og et rigtig gennemført produkt. Det bliver ikke sidste gang jeg køber en Fairyloot-boks, og jeg glæder mig til for alvor at studere de mange forskellige goodies, og ikke mindst læse bogen.

Har I prøvet Fairyloot eller én af de mange andre abonnementsbokse? Og hvad synes I om konceptet?