Viser opslag med etiketten Pandava-kvartetten. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pandava-kvartetten. Vis alle opslag

onsdag den 16. februar 2022

Aru Shah og Ønsketræet

Aru Shah og Ønsketræet er 3. bind af fantasyserien Pandava. skrevet af Roshani Chokshi. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co

Den Sovendes magt vokser, og krigen mellem devaerne og dæmonerne synes uundgåelig. Vogternes Råd sender Pandava-søstrene ud for at forhindre Den Sovendes styrker i at høre en bestemt profeti, men selvom det lykkes for Aru og hendes søstre at redde tvillingerne bag, og samtidig finde de to sidste Pandava-søstre, så lykkes det ikke for dem at stoppe profetien, før fjenden hører den. 
Aru og hendes søstre falder i unåde, og får besked på at holde sig ude af den kommende kamp. Men ingen af dem har planer om bare at stå til, og de beslutter sig for selv at finde ønsketræet, før Den Sovende kan gøre det. Det bliver en kamp mod tiden, og deres egen tvivl, for ifølge profetien vil en af søstrene forråde dem - og at få sine ønsker opfyldt kan være et dobbeltsidet sværd. 

Jeg er ret vild med den her serie, og Aru Shah og Ønsketræet var ingen undtagelse. 
Som i de forrige bind er sproget letlæst og flydende, med livagtige og sanselige beskrivelser, og masser af humor og popkulturelle referencer, der leder tankerne hen på Rick Riordans bøger. De mange indiske ord og begreber er med til at bygge såvel stemning og univers op, men kan være en smule forvirrende for læsere, der ikke er så godt inde i den hinduistiske gudeverden. Heldigvis har forfatteren inkluderet en ordliste til sidst i bogen, der gør begreberne mere forståelige. 
Universet er gennemført og interessant, og forfatteren formår at gøre såvel de hinduistiske guder som dæmoner, sagnvæsener og historier levende, uden at forfalde til infodumping. Igen i dette bind udvider verdenen sig med nye guder, steder og væsener, og det hele bliver mere og mere klart for læseren. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en cliffhanger, der gør det svært at vente på næste bind. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, guder, venskab, reinkarnation, dæmoner, ondskab, hemmeligheder, løgne, og profetier, krydret med en lille smule kærlighed, familieforviklinger og håb. Men også krig, tvivl, forræderi og det dobbeltsidige ved ønsker. 
Personerne er levende og menneskelige, og man kan mærke, at de har udviklet sig en del igennem de sidste bind. Især Aru er blevet mere sikker på sig selv, samtidig med at hun stadig bærer et savn efter faren, på trods af det svigt, der gemmer sig der, og frygten for, at hun selv vil gå samme vej, trods kærligheden og loyaliteten til hendes søstre. Dynamikken mellem Aru og hendes søstre er virkelig godt og troværdigt beskrevet, og jeg elsker deres indbyrdes venskab. Af bipersonerne er jeg stadig ret vild med den evigt bekymrede og fobiske Mini, der lærer en del om sig selv i dette bind, ligesom Aiden og hans fætter Rudy er svære at stå for. Og selvom Den Sovende er svær at holde af, så hjalp indblikket i hans forhistorie og bevæggrunde i dette bind mig til at forstå ham bedre, og jeg kunne ikke lade være med at få en lille smule ondt af ham - trods alt. 
Aru Shah og Ønsketræet var endnu et skønt bind i en vidunderlig serie fyldt med hinduistisk mytologi, humor og venskab, og jeg glæder mig allerede til næste bind i serien udkommer. Fans af de første bind i serien vil bestemt ikke blive skuffede, og er man vild med mytologi, kan serien kun anbefales. 

Se også forfatterens hjemmeside

tirsdag den 12. januar 2021

Aru Shah og sjælesangen

Aru Shah og sjælesangen er 2. bind af fantasyserien Pandava-kvartetten, skrevet af Roshani Chokshi.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co.

Da kærlighedsgudens bue og pil bliver stjålet, bliver Aru og Mini, sammen med deres nyeste Pandava-søster, Brynne, anklaget for at stå bag tyveriet. For at bevise deres uskyld, må de, sammen med halvguden Aiden, tage på en mission for at skaffe våbnene tilbage. Lykkes det ikke, vil de alle tre blive udstødt af Det Overjordiske, og miste deres erindring om tiden som Pandavaer. 
Men at finde tyven er bestemt ikke let, og det går snart op for dem, at der ligger mere bag tyveriet, end først antaget. Hvis de skal overleve, og finde våbnene, må de lære at stole på hinanden - og på sig selv. 
Og de har kun ti dage...

Jeg var vild med første bind i serien, og bind to skuffede bestemt ikke. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, der får de forskellige overjordiske riger til at fremstå knivskarpe for det indre blik, og et ekstra krydderi i form af indiske ord og mytologiske begreber, der er med til at give universet liv. Heldigvis indeholder bogen en ordliste sidst i bogen, som kan forklare de fremmedartede termer, da nogle af dem kan være en smule forvirrende for læsere, der ikke kender så meget til den hinduistiske mytologi. Derudover er bogen proppet med popkulturelle og litterære begreber (jeg er for eksempel ret vild med en vis Disney-reference), og en god portion humor.
Universet er gennemført, og forfatteren formår at forklare en ellers temmelig indviklet mytologi på en pædagogisk og naturligt indflettende måde, uden det får karakter af infodumping. Og selvom jeg ikke helt kunne lade være med at blive en smule forvirret undervejs, da der er rigtigt mange navne og guder at holde styr på, så var det ikke noget der trak ned i læseoplevelsen. Samtidig var det sjovt at se, hvor mange paralleller der faktisk er, mellem forskellige mytologier. Et eksempel er kærlighedsgudens brug af bue og pil, eller en vis spisekonkurrence, som vendte tankerne henimod den nordiske mytologi. 
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom dele af plottet mindede mig lidt vel meget om Percy Jackson-serien, så var der stadig masser af overraskelser undervejs. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, guder, intriger, forræderi, hemmeligheder, venskab, løgne, mobning og familie. Men også lidt mere indviklede begreber, som den, at det er sejrherrerne, der dikterer historien, at der altid er to sider af historien, og af sandheden, og at heltene ikke altid opfører sig som helte. Og så slutter den på en måde, som gør det virkelig svært at vente på næste bind i serien. 
Personerne er menneskelige og nuancerede, og selv guderne føles som virkelige personer. Jeg kan rigtig godt lide hovedpersonen Aru, som i den grad har udviklet sig siden første bind i serien. Hun er blevet mere selvsikker, og venskabet med Mini har mindsket den ensomhed, hun følte før. Hun har dog stadig en tendens til at være lidt for impulsiv, og tænker sig ikke altid lige godt om, før hun taler, hvilket fører til en del mindre heldige situationer. Mini er en skøn biperson. Også hun er blevet mere selvsikker, men har stadig tendens til at lade sine neuroser og fobier styre hendes handlinger. De to nye tilføjelser til gruppen, Aiden og Brynne, supplerer de to piger rigtig godt. Brynne minder på mange måder om Aru, og har ligesom hende en tendens til at handle impulsivt, og lade temperamentet løbe af med hende, men hun er også loyal og uventet sårbar, og så har hun masser af mod. Aiden er på mange måder den, der får gruppedynamikken til at fungere, da han er mere åben og fredsstiftende end Aru og Brynne, men også han har sine indre dæmoner at slås med. 
Aru Shah og sjælesangen var en virkelig god fortsættelse på en skøn serie fyldt med venskab, humor og indisk mytologi, og jeg glæder mig allerede til næste bind udkommer på dansk. Var man vild med første bind, vil man bestemt ikke blive skuffet, og er man fan af Rick Riordans bøger, er serien helt klart et nærmere bekendtskab værd. 

Se også forfatterens hjemmeside

søndag den 1. september 2019

Aru Shah og tidens ende

Aru Shah og tidens ende er 1. bind af fantasyserien Pandava-kvartetten, skrevet af Roshani Chokshi.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co

Aru Shah på 12 år har aldrig kendt sin far. Hun er vokset op på Museet for Indisk Kultur og Oldtidskunst, hvor hendes mor arbejder. Moren er ofte bortrejst, og ofte distræt, når hun endelig er hjemme, og Aru føler sig tit ensom. Ikke mindst i skolen, hvor alle kammeraterne har privatchauffør og tager på eksotiske ferier, mens hun selv bliver efterladt alene hjemme, mens moren er på forretningsrejser.
I et forsøg på at passe ind, lyver Aru, og siger, at hun skal på ferie i Paris. Desværre bliver hun afsløret, da tre klassekammerater dukker op på museet, mens Aru er i nattøj. De truer med at afsløre hendes løgn over for resten af klassen, hvis ikke Aru tænder den forbandede lampe, som moren altid har forbudt hende at røre.
Af frygt for at blive til grin i klassen, tænder Aru lampen, og kommer derved til at vække Den Sovende, en ond dæmon, som har været spærret inde i lampen i årevis. Bliver dæmonen ikke stoppet, vil den vække Shiva, ødelæggelsens gud, hvilket vil betyde jordens undergang.
Den Sovende sætter tiden i stå, og det er nu op til Aru at stoppe dæmonen, hvis hun vil redde sin mor. For Aru er nemlig en Pandava, en reinkarneret halvgud fra den hinduistiske sagnverden, og sammen med en anden Pandava, Mini, og den ikke helt almindelige due Boo, må de finde nøglerne til Dødens Rige, og vække de eneste våben, der kan stoppe dæmonen. Det bliver en rejse udover det sædvanlige.

Jeg har glædet mig til at læse denne bog, ligesiden jeg første gang hørte om den, så da jeg fandt ud af at den udkom på dansk, kunne jeg næsten ikke få armene ned. Og jeg blev bestemt ikke skuffet, da jeg læste den, for den var fuldstændig som jeg havde håbet.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som får både vores egen verden og Dødens Rige til at fremstå lyslevende. Bogen er fyldt med litterære og popkulturelle referencer, indiske navne og ord, og en god portion humor, af den Riordanske slags.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en historie fyldt med spænding, action, magi, venskab, familie, guder og gudinder, dæmoner, ensomhed, ondskab, løgne og hemmeligheder. Det er en historie om skæbne og valg, og om at gøre det rigtige, også selvom det gør ondt. Og så er det en historie om at finde ud af, hvem man selv er, og finde sine styrker. Og så slutter den med en cliffhanger, som gør det svært at vente på næste bind i serien.
Universet er godt skruet sammen, og forfatteren formår at gøre den hinduistiske tro og den indiske mytologi levende og lettilgængelig, trods de mange, for mig, nye begreber og navne. Forfatterens fortællemåde minder en del om Rick Riordans måde at bringe mytologier til live på, og bogen er da også udgivet som en del af hans imprint under Disney med fokus på mangfoldighed og own voices mytologiske fortællinger.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg er vild med venskabet mellem Aru og Mini. Aru er ensom, med en god fantasi, og et behov for at passe ind blandt sine jævnaldrende. Men hun er også handlekraftig og modig, og trods sin manglende viden om sin rolle som Pandava, og hvad det betyder, kaster hun sig over opgaven med at redde verden, kun iklædt pyjamas. Mini er også ensom, og har først fornylig opdaget sin egen rolle som Pandava. Selvom hun er bedre forberedt end Aru, så tvivler hun også en del på sig selv, og har en del neuroser og fobier, som hun må overvinde undervejs. De to piger supplerer hinanden rigtig godt, og lærer undervejs at stole både på sig selv, og på hinanden. Af bipersoner er jeg især vild med duen Boo, det tidligere medlem af Vogternes Råd, som nu ikke har andet valg, end at hjælpe denne generations Pandavaer med at redde verden. Boo er sarkastisk, selvoptaget og bliver nemt fornærmet, men også loyal, modig og beskyttende overfor pigerne.
Alt i alt er Aru Shah og tidens ende en fantastisk fortælling om venskab, guder og indisk mytologi, fyldt med humor og masser af action. Fans af Rick Riordans bøger vil uden tvivl også elske denne serie, som jeg giver mine varmeste anbefalinger. Jeg glæder mig allerede til næste bind i serien udkommer på dansk, og kan næsten ikke vente med at finde ud af, hvad der kommer til at ske nu.

Se også forfatterens hjemmeside.