Aru Shah og Ønsketræet er 3. bind af fantasyserien Pandava. skrevet af Roshani Chokshi.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co.
Den Sovendes magt vokser, og krigen mellem devaerne og dæmonerne synes uundgåelig. Vogternes Råd sender Pandava-søstrene ud for at forhindre Den Sovendes styrker i at høre en bestemt profeti, men selvom det lykkes for Aru og hendes søstre at redde tvillingerne bag, og samtidig finde de to sidste Pandava-søstre, så lykkes det ikke for dem at stoppe profetien, før fjenden hører den.
Aru og hendes søstre falder i unåde, og får besked på at holde sig ude af den kommende kamp. Men ingen af dem har planer om bare at stå til, og de beslutter sig for selv at finde ønsketræet, før Den Sovende kan gøre det. Det bliver en kamp mod tiden, og deres egen tvivl, for ifølge profetien vil en af søstrene forråde dem - og at få sine ønsker opfyldt kan være et dobbeltsidet sværd.
Jeg er ret vild med den her serie, og Aru Shah og Ønsketræet var ingen undtagelse.
Som i de forrige bind er sproget letlæst og flydende, med livagtige og sanselige beskrivelser, og masser af humor og popkulturelle referencer, der leder tankerne hen på Rick Riordans bøger. De mange indiske ord og begreber er med til at bygge såvel stemning og univers op, men kan være en smule forvirrende for læsere, der ikke er så godt inde i den hinduistiske gudeverden. Heldigvis har forfatteren inkluderet en ordliste til sidst i bogen, der gør begreberne mere forståelige.
Universet er gennemført og interessant, og forfatteren formår at gøre såvel de hinduistiske guder som dæmoner, sagnvæsener og historier levende, uden at forfalde til infodumping. Igen i dette bind udvider verdenen sig med nye guder, steder og væsener, og det hele bliver mere og mere klart for læseren.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en cliffhanger, der gør det svært at vente på næste bind. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, guder, venskab, reinkarnation, dæmoner, ondskab, hemmeligheder, løgne, og profetier, krydret med en lille smule kærlighed, familieforviklinger og håb. Men også krig, tvivl, forræderi og det dobbeltsidige ved ønsker.
Personerne er levende og menneskelige, og man kan mærke, at de har udviklet sig en del igennem de sidste bind. Især Aru er blevet mere sikker på sig selv, samtidig med at hun stadig bærer et savn efter faren, på trods af det svigt, der gemmer sig der, og frygten for, at hun selv vil gå samme vej, trods kærligheden og loyaliteten til hendes søstre. Dynamikken mellem Aru og hendes søstre er virkelig godt og troværdigt beskrevet, og jeg elsker deres indbyrdes venskab. Af bipersonerne er jeg stadig ret vild med den evigt bekymrede og fobiske Mini, der lærer en del om sig selv i dette bind, ligesom Aiden og hans fætter Rudy er svære at stå for. Og selvom Den Sovende er svær at holde af, så hjalp indblikket i hans forhistorie og bevæggrunde i dette bind mig til at forstå ham bedre, og jeg kunne ikke lade være med at få en lille smule ondt af ham - trods alt.
Aru Shah og Ønsketræet var endnu et skønt bind i en vidunderlig serie fyldt med hinduistisk mytologi, humor og venskab, og jeg glæder mig allerede til næste bind i serien udkommer. Fans af de første bind i serien vil bestemt ikke blive skuffede, og er man vild med mytologi, kan serien kun anbefales.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar