Viser opslag med etiketten Jeanette Sigtenborg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jeanette Sigtenborg. Vis alle opslag

lørdag den 6. juni 2026

Fjendeland

Fjendeland er 2. bind af fantasytrilogien Legendens ridder, skrevet af Jeanette Sigtenborg. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup & Co

Elena er fast besluttet på at redde sin bror, kronprins Nicholas, fra fjendens kløer. Sammen med sin nye veninde Anna er hun rejst ind i Nordan. Målet er kongeslottet i hovedstaden, og det skal gå hurtigt, for Nicholas' liv er i fare. 
Men at rejse gennem et land i krig - og endda fjendens - er langt fra ufarligt. Bliver hun opdaget og afsløret er det ikke kun hende selv, der vil være i fare, men også hendes folks tro på Legendens ridder, tronen, hendes familie og Danvangs eksistens. 
Elena får brug for alt sit mod, hvis hun skal redde sin bror, men hun er ikke den eneste, der har hemmeligheder, og vil hun overleve, må hun finde ud af, hvem hun kan stole på, før det er for sent.

Jeg kunne rigtig godt lide første bind i serien, men på trods af cliffhangeren til sidst, tog det alligevel noget tid for mig at få læst det næste bind. Ikke så meget på grund af bogen selv, selvom den først for alvor fangede mig halvvejs inde, som på grund af udefrakommende faktorer. 
Universet er logisk og gennemført, og med turen ind i fjendeland udvides verdenen en del, ligesom der kommer mere fokus på legendens ridder og historien Danvang og Nordan imellem. Jeg savnede dog stadig noget mere worldbuilding og et kort, da jeg havde svært ved at forestille mig de geografiske afstande, og det derfor virkede som om, Elenas rejse var meget kort. 
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom dele af plottet stadig er noget forudsigeligt, var der også flere overraskelser undervejs. Tempoet er højt, og historien er spændende, og fyldt med action, hemmeligheder, mod, forræderi, krig, fjender, grusomhed, magi, riddere, venskab, familiebånd og en forklædt prinsesse. Og så slutter bogen med en cliffhanger, der gør det svært ikke at læse næste bind med det samme. 
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og hvor vi i første bind primært fulgte Elenas synsvinkel, med enkelte kapitler fortalt fra hendes fars, er fordelingen i dette bind mere ligeligt fordelt mellem Elena, kong Mortimer og kong Lukas. Det betyder, at vi får et bedre indblik i årsagerne til krigen og dens konsekvenser, samtidig med at vi finder ud af, at ikke alt er så sort/hvidt som Elena troede. Det er dog stadig Elena, der er primær hovedperson, og mens hun bestemt ikke mangler mod, pligtfølelse, stædighed eller kærlighed til sit land og sin familie, så blev jeg til tider noget irriteret over hendes impulsivitet og manglende evne til at holde mund. Hendes prinsessebaggrund og stolthed fornægter sig ikke, når hun mundhugges med fjendtlige adelige, og at hun ikke blev afsløret eller smidt i en fangekælder undervejs var mere held end forstand. Kong Lukas går ikke af vejen for grusomhed og virker kold, men bærer også på en stor smerte som, måske, måske ikke, er nøglen til krigen. Lukas er fast besluttet på at få hævn over Danvang, og er parat til at gøre alt for at knuse kong Mortimer. Kong Mortimer er bekymret for begge sine børns skæbne, og fast besluttet på at stoppe Elena før det er for sent. Samtidig er han også dybt bevidst om det ansvar, han har for at styre sit folk og sit land igennem krigen med så få tab som muligt. Men også han har en mørkere side, og er ikke bleg for at gribe til vold, for at få det, han vil have, hvilket blandt andet går udover Petrus. Af bipersonerne holdt jeg især af Anna, som bare ønsker en familie, og selvom hun har sine egne hemmeligheder, alligevel loyalt forsøger at hjælpe Elena med at redde Nicholas. Jeg syntes også rigtig godt om Annas moster fru Bothild, som, selvom hun har andre grunde til at forsøge at stoppe kong Lukas end Elena, alligevel har overskud til at hjælpe to piger i knibe. Og så var jeg ret glad for Vilfred, hertugsønnen, som trods sin loyalitet til kong Lukas og krigsdeltagelse også ønsker en ende på krigen, og forsøger at handle ærefuldt. 
Alt i alt var Fjendeland en god fortsættelse, selvom den for mig ikke helt levede op til første bind i serien. Selvom tempoet til tider var lidt for højt, og jeg ønskede mig mere worldbuilding, så var personerne interessante, og skiftet mellem de tre synsvinkler fungerede virkelig godt. Jeg er spændt på at se, hvordan forfatteren får afsluttet historien i næste bind, og glæder mig til at læse videre. Var man fan af første bind, eller er man til klassiske fantasyhistorier med masser af tempo, kan Fjendeland absolut anbefales. 

søndag den 31. december 2023

I krig

I krig er 1. bind af fantasytrilogien Legendens ridder, skrevet af Jeanette Sigtenborg. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup & Co

Danvang er i krig med nabolandet Nordan. Efter Danvangs konge er blevet såret, må kronprisen overtage kommandoen over hæren. Det huer dog ikke kronprinsens lillesøster, prinsesse Elena. Hun ønsker ligesom sin bror at forsvare sit land, men er i stedet tvunget til at blive på slottet, og lære at opføre sig som en prinsesse. 
Men da Elena en dag, i en aflåst del af slottet, finder en rustning og et sværd, ændrer alt sig. For rustningen og sværdet har tilhørt en uovervindelig ridder, hvis legende alle kender, og det ser ud til, at legenden har valgt Elena til at være ridderens arvtager. 
Snart befinder Elena sig ved fronten, men er hun parat til at tage konsekvenserne af sit valg, og kæmpe i krigen? 

I krig var en virkelig god læseoplevelse, med et klassisk fantasyplot. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, der får såvel omgivelser som slagmarkens grusomheder til at fremstå lyslevende for læseren. 
Universet er gennemført og logisk, men jeg savnede noget mere worldbuilding, og for en geografisk udfordret person som mig, ville et kort have gjort underværker. 
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom plottet minder om en del andre bøger, jeg har læst, hvilket gjorde historien en smule forudsigelig, så fungerer det godt. Historien er fyldt med action, krig, hemmeligheder, pligt, ære, ansvar, venskab, familiebånd, mod, legender og en forklædt prinsesse. Tempoet er højt hele vejen igennem, og man keder sig ikke et øjeblik. Og så slutter bogen med en cliffhanger, der gør det svært ikke at begynde på næste bind med det samme. 
Personerne er levende og nuancerede, og trods det høje tempo, lærer man dem godt at kende undervejs. Hovedpersonen Elena er modig, pligtopfyldende, stædig, og vil hellere slås, end opføre sig som en fin dame. Hun elsker sin familie og sit land. Så da hun får chancen, forklæder hun sig som mand, og stikker af fra slottet. Også selvom hun langt fra er klar til at overleve på egen hånd. Til tider synes jeg dog Elena tog lidt for meget ansvar på sig, for hun er trods alt kun en person. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Elenas bror, Nicholas. Han er modig, pligtopfyldende og medfølende, men opfører sig til tider en smule overbærende overfor sin lillesøster og hendes ambitioner. Petrus, derimod, støtter Elena næsten fra starten, og er både modig, hjælpsom og loyal. Pligten vejer for ham højere end hans egne ønsker, og han vil gøre alt for sin familie. Jeg kunne også rigtig godt lide Elenas mentor, fyrst Garvin, der som næsten den eneste mand ved hoffet tror på, at hun kan mere end at være fin dame. Kongen havde jeg det derimod lidt ambivalent med. På den ene side er han parat til at gøre alt for at forsvare sit land, men på den anden side har han temmelig konservative idéer om hvordan piger skal opføre sig, og lytter ikke til, hvad hans børn ønsker. Og det på trods af, at han tydeligt holder af dem. 
Alt i alt nød jeg bogen, som mindede mig om klassiske fantasyhistorier som Løvindens sang af Tamora Pierce, Helten og kronen af Robin McKinley og Ringenes herre af J.R.R. Tolkien, både hvad angik handling og hovedperson. Og så kan rosen næsten ikke blive større, for de hører alle til blandt mine favoritter. Jeg kunne dog godt have tænkt mig lidt mere worldbuilding og til tider lidt lavere tempo og flere sider, så man kunne lære verdenen og personerne endnu bedre at kende, men det er også det eneste, jeg har at udsætte på bogen, for resten var virkelig godt. Er man til klassiske fantasyfortællinger med masser af tempo, så kan bogen her kun anbefales.