Tvillingerne Myles og Beckett Fowl kunne ikke være mere forskellige. Mens Myles slægter sin far og storebror på både hvad angår intelligens og planlægning, er Beckett mere... unik. Men tvillingerne står alligevel sammen i tykt og tyndt.
En aften, da tvillingerne er alene hjemme på familiens ø, kun overvåget af deres elektroniske barnepige, sker der noget, der for alvor sætter tvillingernes bånd og loyalitet til hinanden på en prøve. Før de ved af det, er de under angreb af en hertug på jagt efter udødelighed, og finder ud af, at deres storebrors godnathistorier om feer måske har mere sandhed i sig, end de troede.
En fanatisk nonne, en pixel, og en trold i legetøjsstørrelse forvirrer situationen yderligere, og snart står den på en vild flugt igennem Europa - med store ødelæggelser til følge.
Hvis Myles og Beckett skal overleve, må de stå sammen, og stole på hinandens evner. Men det er ikke nemt.
Jeg er vild med forfatterens Artemis Fowl-serie, så da jeg fandt ud af, at der var en spin off-serie på vej, kunne jeg næsten ikke vente med at få fingrene i den. Nu har jeg så endelig fået læst det første bind, og desværre levede det ikke op til mine forventninger. Bogen var god, men slet ikke i nærheden af hovedserien, og for mig virkede plottet lidt for fjollet.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af ordspil og leg med ordene, en god portion humor af den gakkede slags, og livagtige beskrivelser, der får især actionscenerne til at fremstå lyslevende.
Universet er velkendt, men jeg savnede noget mere magi og interaktion med feverdenen, som jeg var blevet vant til det i hovedserien.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, men for mig virkede plottet lidt for fjollet, og jeg havde svært ved at tage skurkene alvorligt. Historien er ellers spændende nok, med masser af action, magtbegær, religiøs fanatisme, morderiske hertuger, trolde, feer, unge genier, bådjagter, ødelæggelser, jagten på udødelighed, og magi, men jeg savnede alligevel et eller andet. Og selvom cliffhangeren til sidst gør mig interesseret i at læse videre i serien, så er det ikke noget, der haster.
Personerne var nok der, hvor det haltede mest for mig. Tvillingerne Myles og Beckett er ellers både interessante og nuancerede, og supplerer hinandens styrker og svagheder godt, selvom Myles til tider virkede lidt som en bleg kopi af Artemis - uden dog at have den samme charme. Beckett var helt klart min yndling af tvillingerne. Han er helt sin egen, og selvom han ikke viser sin intelligens på samme måde som sine brødre, så er han absolut ikke dum, men foretrækker bare at følge sit eget hoved. Desværre var bipersonerne ret flade i det, og jeg følte aldrig, jeg kom rigtigt ind under huden på dem. Og skurkene virkede fjollede og "over the top", med den ene som stereotyp engelsk adelsmand og den anden som fanatisk spansk nonne. Jeg havde virkelig svært ved at tage dem alvorligt, og det gjorde det desværre svært at leve mig ind i de farlige situationer, tvillingerne kommer ud for undervejs.
The Fowl Twins manglede for mig en del af charmen og magien fra hovedserien, og selvom historien overordnet var god, så gjorde de fjollede skurke og de flade bipersoner at jeg aldrig for alvor levede mig ind i historien, selvom jeg stadig holder meget af universet. Det kan dog også hænge sammen med, at jeg ikke hører til bogens primære målgruppe, da jeg tror, børn vil hænge sig mindre i fjollede skurke, og i stedet elske de mange actionsekvenser. Er man vild med Artemis Fowl-serien, kan man roligt prøve The Fowl Twins, for selvom den ikke helt levede op til mine forventninger, var bogen bestemt ikke dårlig. Men skru måske en anelse ned for forventningerne først, for på niveau med hovedserien er den altså desværre ikke.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar