lørdag den 24. juni 2017

Fairyloot #6

Så er det igen tid til at vise månedens FairyLoot-boks frem. Det er efterhånden næsten blevet et ritual, og er uden tvivl en af de ting jeg glæder mig mest til hver måned. Jeg har gået og trippet, lige siden jeg fik besked om at den var sendt af sted, og tjekket pakkens status flere gange om dagen, for nu måtte den da snart forlade Tyskland? Det tog sin tid, men endelig kom posten med den. Og så var jeg ikke hjemme, så jeg måtte vente endnu en dag før jeg kunne hente den i postbutikken.
Månedens tema var Elementalists, og da jeg havde en ret god idé om hvilken bog der gemte sig i boksen, var jeg spændt på at se om jeg havde ret, og se hvilke goodies FairyLoot valgte at sende med denne gang.

Det første jeg så da jeg åbnede boksen var det specialdesignede kort med månedens tema som altid er med, og endnu en gang er det helt utroligt flot. Jeg lod det ligge med forsiden op mens jeg pakkede boksen ud, fordi der på bagsiden er en oversigt over boksens indhold, og jeg ville ikke spoiles på forhånd.

Under de mange lilla "orme" fandt jeg den første ting. Det var fint armbånd designet af In The Moment, og har et vedhæng med en Hamsa Hand som skulle være et beskyttende symbol der eftersigende bringer sin ejer lykke, held og godt helbred.

Næste ting var sæbe fra Ascent Bath and Body. Sæben hedder Clairvoyance Soap, og er baseret på kul. Den dufter af hvide figner og granatæbler, og er fremstillet specielt til FairyLoot.

Næste ting i boksen var en Bending Lipbalm fra Geeky Clean, inspireret af Avatar: The Last Airbender, og findes i fire forskellige varianter, som hver er opkaldt efter et af de fire elementer. Jeg fik Ild. Den er håndlavet, vegansk, og har smag af vandmelon.

Det næste der dukkede op var disse Potion Sticky Notes, designet af FairyLoot. Jeg glæder mig allerede til at bruge dem.

Fra Witchwood Remedies var der dette håndlavede, veganske lys med botaniske elementer på toppen, og krystaller der skal matche det af de fem stormhjerter som lyset er inspireret af. Lyset hedder Stormheart Candle, og findes i fem varianter. Jeg fik Windstorm.

Boksen indeholdt også to bonus ting, nemlig et Frostblood-postkort, med et citat fra serien, som er skrevet af Elly Blake, og en sampler til den kommende bog The Waking Land, skrevet af Callie Bates. 

Den næste ting var uden tvivl den der vakte den største jubel. Det var nemlig et utrolig flot Portable Magic Pillowcase designet af Miss Phi, og med et af mine yndlingscitater af Stephen King. Der står: Books are an uniquely portable Magic. Nu skal jeg bare have fat i en pude til at komme indeni, så det rigtig kan komme til sin ret.

Sidst, men ikke mindst, var der bogen. Jeg er efterhånden blevet ret god til at gætte hvilke bøger boksene indeholder, og jeg havde også gættet rigtigt denne gang. Bogen var Roar af Cora Carmack, og det er en jeg glæder mig til at læse. Som altid kom bogen i en sort FairyLoot-pose (som i øvrigt er geniale til at transportere bøger i, da de beskytter bøgerne mod snavs og skader når de ligger i tasken), og med medfølgende bogmærke, bookplate med signering, brev fra forfatteren, månedens FairyLoot, og et kort med hashtag til min reading buddy.

Til sidst et billede af alle de ting der var i boksen denne gang. Jeg synes bestemt det var en af de bedre bokse, og igen kan man mærke at der er tænkt over sammensætningen, så det hele passer med bogen og temaet.
Jeg glæder mig allerede til næste måneds boks, hvor temaet er Tricksters, og hvor der skulle være indtil flere aldrig før sete goodies med.
Vil I vide mere om FairyLoot kan I læse mere på deres hjemmeside.

Har I prøvet FairyLoots abonnementsbokse? Og hvad synes I om dem?

Ingen kommentarer: