Tegneserien er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Stregfabrikken.
Krigeren Gretter er blevet fredløs, og rejser rundt i landet Embla, som er plaget af mystiske udyr. Ingen ved, hvorfra udyrerne kommer, og Gretter overlever ved at slå dem ihjel.
Da han kommer til gården Sandhauge, bliver han endnu en gang bedt om at hjælpe. Men der er mere på spil end udyr, og snart står Gretter over for sin livs kamp.
Det er sjældent jeg anmelder tegneserier, men jeg sagde alligevel ja, da forfatteren spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde den her. Desværre var den ikke noget for mig, hvilket mest skyldtes tegnestilen, som jeg havde svært ved at forlige mig med.
Sproget er letlæst, og dialogerne fungerer fint. Navne, stednavne og begreber er tydeligt inspireret af nordisk mytologi, og det gav det fremmedartede univers noget velkendt, som fungerede rigtig godt.
Personligt kunne jeg godt have brugt lidt mere worldbuilding, og lidt mere forklaring på vølvernes magi, men det er mere en personlig præference end en mangel ved historien, da jeg næsten aldrig kan få worldbuilding nok.
Handlingen er godt skruet sammen, og historien er fyldt med action, spænding, forræderi, magi, mystiske udyr, hævn, ondskab, blodige kampe og mod. Jeg kunne dog godt have tænkt mig lidt mere uddybning undervejs, da det hele gik lidt for hurtigt for mig, og jeg havde lidt svært ved at gennemskue baggrunden for konflikten mellem vølverne.
Personerne er levende, men jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere baggrundshistorie for dem, da jeg aldrig helt følte, jeg kom ind under huden på dem, og især hovedpersonen Gretter havde jeg det svært med. Hans grove sprog og opførsel gjorde det svært for mig at heppe på ham, til trods for det mod han udviste undervejs, og for mig virkede han ikke helt troværdig, da jeg ikke forstod, hvorfor han opførte sig, som han gjorde. Til gengæld syntes jeg det var fedt, at der var så mange stærke kvindelige bipersoner, og selvom jeg ikke helt forstod vølvernes kræfter, så var jeg ret vild med deres mod, og sammenholdet mellem Hylla og Groa.
Desværre havde jeg det virkelig svært med tegnestilen, som på ingen måde var min kop te. Personernes ansigtsudtryk virkede stive, og der manglede variation i ansigtsudtrykkene, som var meget ensartede, og gjorde det svært at skelne mellem personerne. Proportionerne på kroppene var en anelse flydende, og kroppenes bevægelser virkede ikke altid lige godt. Baggrundene er meget enkle, og mange steder tomme, med kun en baggrundsfarve, hvilket fik personer og scener til at fremstå endimensionelle og flade. Mit største problem var dog farvelægningen. Udover at det meget er de samme farver, der går igen, så virkede farverne på mig uharmoniske, og skar mod hinanden, og de mange flader i samme farve gjorde, at det hele virkede livløst og fladt, trods masser af actionscener.
Sagaen om Sejd var, trods et godt sprog, interessant univers og masser af action, desværre ikke noget for mig, og især tegnestilen havde jeg det virkelig svært med. Der er ingen tvivl om, at forfatteren har lagt masser af kræfter i tegneserien, og derfor er jeg også virkelig ked af, at jeg ikke bryder mig mere om den. Men smag og behag er jo forskellig, og især hvad angår tegnekunst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar