Da hendes far dør, bliver Aya dronning af Nemeria. På sit dødsleje giver faren hende en sjælden ædelsten, kaldet en sjælesten, som eftersigende kan tæmme en drage. Men dragerne er forsvundet fra Nemeria for længe siden, og Aya er overbevist om at det bare er en gammel legende.
Kort efter at hun har besteget tronen, vågner Aya ved at en snigmorder forsøger at myrde hende. Snigmorderen er sendt af Karnas, som har taget magten i nabolandet Illea ved et kup. Men Azriel er andet og mere end en snigmorder. Han er halvt drow, sortelver, og så er han brændemærket med de udstødtes mærke, en praksis som ellers har været forbudt i Nemeria i flere år, og som mærker ham som landsforræder.
Før det lykkes Aya og hendes loyale folk at finde ud af hvem på slottet der har givet Karnas oplysninger, lykkes det Azriel at flygte. Dog ikke før Aya frelste ham fra en gruppe soldater og bønders forsøg på at brænde ham på bålet. Kort efter angriber Karnas grænsen, og Aya tager af sted sammen med hæren for at standse ham. Men angrebet viser sig at være en fælde, og størsteparten af Ayas mænd dør. Aya undslipper, sammen med en lille gruppe mænd, men bliver skilt fra dem, og overlever kun på grund af Azriels indgriben.
I desperation beslutter Aya sig for, sammen med en lille gruppe, at tage til Illea for at dræbe Karnas og forhåbentlig standse krigen. Men skal turen lykkes, får de brug for Azriels hjælp. Noget, som ikke falder i god jord hos hverken Azriel eller Ayas mænd, som bestemt ikke stoler på ham.
Rejsen er lang og farefuld, og sammenholdet i gruppen bliver sat på prøve. Samtidig begynder Aya og Azriel at få følelser for hinanden. Men kan en udstødt halvelver og en dronning have en fremtid sammen? Og hvad er det for et hemmeligt våben Karnas har?
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget EgoLibris.
Da forlaget spurgte om jeg ville anmelde bogen sagde jeg ja tak, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. For hold op hvor er det her en god bog. Sproget er letlæst og flydende, med naturtro og levende beskrivelser, som virkelig får læseren til at føle sig hjemme i Nemeria. Bogens univers er sammenhængende, og udvider sig i takt med handlingen, uden man på noget tidspunkt føler at der mangler forklaringer på hvorfor tingene er som de er. De mange forskellige væsener, folk og magien føles bare naturlige, og man lever sig som læser hurtigt ind i den fremmede verden.
Handlingen er godt skruet sammen, og spændingen holder hele vejen igennem, godt hjulpet på vej af plottwists og det høje tempo, som på intet tidspunkt virker forhastet. Historien er fuld af forræderi, krig, magi, kærlighed, magtsygdom og venskab, samtidig med at forfatteren også tager emner som fordomme, racisme og endda homofobi under kærlig behandling, uden dog at moralisere over for læseren.
Men der hvor bogen for alvor har sin styrke, er personerne. De er levende, menneskelige og utrolig nuancerede, og man kommer hurtigt til at holde af dem. Aya er en ung kvinde med en kerne af stål. Hun er stædig, kæmper for det der er rigtigt, og er dybt loyal over for sit folk og sine venner. Men hun har også evnen til at se det gode i folk og se forbi de herskende racefordomme, og ikke mindst har hun evnen til at vise barmhjertighed over for sine fjender - selvom hun ikke går af vejen for at slå dem ihjel, hvis det ikke kan være anderledes. Hendes voksende følelser for Azriel er rigtig godt beskrevet, og kærligheden virker naturlig, selvom den bestemt ikke er uden forhindringer. Azriel er en utrolig kompliceret person. Han er opvokset i og med had, som barn af en Nemeriansk kvinde, der blev voldtaget af en drow, og har altid været udenfor. Hans menneskelige familie hadede ham, og drowerne betragter ham som en vederstyggelighed. Han hader Nemeria og dets folk, for den måde de behandlede ham på, men begynder alligevel modvilligt at nære følelser for Aya, og efterhånden også en form for venskab til den lille gruppe han mod sin vilje bliver en del af. Hans undren over Ayas totale ligegyldighed overfor hans herkomst er både hjerteskærende og fint beskrevet, og man kommer som læser til at holde utroligt meget af ham - selvom han startede med næsten at slå bogens anden hovedperson ihjel. Også bipersonerne er godt beskrevne, og virker menneskelige. Selv de af dem som ikke er mennesker. Wolf er Ayas beskytter, og han tager sin opgave som leder af hendes vagtkompagni, og general, meget alvorligt. Hans loyalitet over for Aya er urokkelig, og selvom han betragter det spirende forhold imellem Aya og Azriel med uvilje, så bunder uviljen i bekymring for hvad et kærlighedsforhold imellem dem vil betyde for Ayas omdømme og mulighed for at lede sit land. Aya og Azriel skiftes, sammen med Wolf, til at fortælle historien, og man lærer dem derfor rigtig godt at kende. Skiftet i synsvinkler betyder, at man som læser ser handlingen fra flere forskellige sider, og det fungerer rigtig godt, ikke mindst fordi man oplever fordommene både ude- og indefra.
Bogen var fuldkommen umulig at slippe, og jeg slugte den i løbet af ganske få timer. Den kan varmt anbefales, men jeg føler dog at det er nødvendigt med en advarsel: Slutningen er vældig frustrerende - simpelthen fordi den slutter. For jeg vil have mere. Jeg er bestemt ikke færdig med Nemeria, Aya og Azriel, og at skulle vente på næste bind i serien bliver en styrkeprøve uden lige. Og når det så er sagt, så læs den! Det eneste du vil blive skuffet over, er at den slutter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar