Brødre af Blodet 1-5

Brødre af Blodet er en letlæst fantasyserie skrevet af Eva Egeskjold. Serien består af de 5 bind Vildornen, Krigstid, Fenjans hule, Kongens løgne og Iliana og Belin.

Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forfatteren og Forlaget Andersen & Vig. 

Bjarke er, trods sin unge alder, en dygtig jæger. Han bor i en landsby sammen med sin far, som er handicappet efter at have tjent i kongens hær. De er fattige, men klarer sig takket være Bjarkes jagtevner. Bjarke har problemer med nogle af de jævnaldrene drenge i byen.
Laust er søn af jarlen, og i træning som kriger. Der er ikke lang tid til Laust skal i krig for kongen, og træningen er hård. Men Laust har ikke lyst til at tage i krig, og selvom han prøver, kan han ikke leve op til farens forventninger.
En dag møder Bjarke og Laust tilfældigt hinanden, og så ændrer alt sig.

Jeg var helt vild med forfatterens serie Næslandet, så da hun spurgte om jeg ville anmelde Brødre af Blodet, sagde jeg ja. Jeg var nysgerrig efter at se hvordan hun klarede skiftet fra en ældre aldersgruppe til en yngre, og jeg må sige, at jeg synes hun klarer det rigtig godt. Da bøgerne er så korte som de er, har jeg valgt at skrive en samlet anmeldelse, for ikke at spoile handlingen for meget.
Sproget er enkelt og letlæst, uden dog at blive for enkelt. Man føler på intet tidspunkt at der tales ned til læseren, og de lidt sværere, ældre ord der benyttes undervejs, forklares i ordlister bagest i bøgerne. Beskrivelserne er livagtige, og hjælpes godt på vej af de flotte illustrationer som bøgerne er fulde af.
Handlingen er godt skruet sammen, og trods bøgernes korte længde, formår forfatteren alligevel at have så mange twists undervejs, at det er svært at gætte hvad der kommer til at ske. Historien er fyldt med action, magi, intriger, ondskab, krig, forræderi, hemmeligheder og, ikke mindst, venskab.
Universet er gennemført, og igen har forfatteren inddraget naturen rigtig meget, og skabt sine egne modbydelige væsener. Denne gang af den mere krybende slags. Også kortet forrest i bogen er med til at give et indtryk af seriens univers.
Personerne er levende og menneskelige. Hovedpersonerne Bjarke og Laust er umiddelbart meget forskellige, og så alligevel ikke. Bjarke er modig, loyal, en dygtig skytte og tæt knyttet til sin far. Laust er også modig, og vil så gerne gøre sin far stolt, men har ikke lysten til at være kriger. Mødet med Bjarke giver ham et andet syn på livet, og giver ham modet til at være sig selv, mens Bjarke for første gang har en jævnaldrene at være sammen med, som ikke banker ham. Venskabet mellem de to er rigtig godt beskrevet, og det er godt, når det nu er Bjarkes og Lausts venskab der er omdrejningspunktet for historien. Bjarke og Laust skiftes til at fortælle historien, og det fungerer rigtig godt, da det gør, at man som læser hurtigt lærer dem at kende. Bipersonerne er også godt beskrevet, selvom jeg godt kunne tænke mig lidt mere baggrundshistorie for nogle af dem. Det er dog udfra mit eget voksenperspektiv, for bøgernes primære målgruppe vil næppe savne mere uddybning.
Bøgerne er rigt illustreret, og jeg er ret vild med de mange naturgengivelser. Jeg kunne dog godt have ønsket, at bøgernes forsider var en lille smule lysere, da de bliver meget dystre, men det er en personlig smagssag.
Alt i alt var jeg ret vild med serien, og selvom jeg ikke hører til blandt bøgernes primære målgruppe, så var jeg alligevel fanget af historien. Serien kan bestemt anbefales, og jeg er ikke i tvivl om, at yngre fantasylæsere vil elske den.

Se også forfatterens hjemmeside.

Asaphs Rige

Asaphs Rige er 4. og sidste bind af fantasyserien Næslandet, skrevet af Eva Egeskjold.

Efter besøget i Skæbnebiblioteket er Oona vendt tilbage til Ensomnios ø, i håbet om at han kan hjælpe hende med at befri hendes far fra Lucilis lænker. Men Ensomnio er død, og i stedet finder hun hans dagbog, gennem hvilken hun kommer i kontakt med hans ånd, som viser hende glimt fra troldmanden Dolomedes´ liv. Dolomedes, som er bukket under for Lucili, og nu er en del af den hær af Radixfolk og andre mørke skabninger der truer Lundene.
Men Ensomnio guider hende også til hvordan hun slipper uset ind i Aisgard, så hun kan befri sin far og, med hans hjælp, endelig dræbe Lucili og befri Næslandet for Radixfolkets ondskab.
Men hvad ingen ved er, at Lucili har lagt planer for fremtiden. Planer, som kan true Næslandet selv efter hendes død.
Oona får brug for al sin magi og al den hjælp hun kan finde, hvis hun skal overleve mødet med Radixfolket igen, og sætte en stopper for ondskaben en gang for alle.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. 

Jeg har været vild med serien, siden jeg læste de tre første bind i starten af året, og jeg har glædet mig helt vildt til at læse sidste bind. Selvom det altid er vemodigt at tage afsked med en serie og et univers man holder så meget af, så skuffede bogen bestemt ikke.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatterens beskrivelser er utroligt livagtige - næsten lidt for livagtige, til tider, da Eva Egeskjold har en særlig evne til at beskrive blodige kampscener og grusomheder, så man som læser næsten kan lugte blodet, høre kamplarmen og mærke kulden. Og så har hun en fascination af insekter, som næsten får det til at krible alle vegne, og fik mig til nervøst at betragte stuens hjørner i jagten på edderkoppespind.
Handlingen er utrolig godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at forudsige hvad der kommer til at ske, og umuligt at slippe bogen. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, kærlighed, familie, hemmeligheder, intriger, usikre alliancer, forræderi, vold, krig, grusomheder og kampen for overlevelse.
Næslandets univers udvider sig til stadighed med nye væsener, folk og steder, og forfatterens brug af naturen og dens kræfter i opbygningen af såvel historie som univers er fantastisk. Inspirationen fra naturen er tydelig i såvel de mange væsener der optræder (blandt andet mine favoritter, Ovisulvene, spindlerne og de virkelig creepy fugle Laniidae), som i den store rolle naturkræfterne spiller (for eksempel månen, havsvæverne og Lucilis forbandelse). Men også evolutionen, kampen for overlevelse, jagten på føde, og såvel heksenes som Radixfolkets behov for at videreføre deres genetiske arv til næste generation har rødder i naturen, og det samme har de forskellige former for magi, som i vid udstrækning er forbundet til enten dyreriget eller elementerne - selvom der også er andre former for magi. Universet er originalt, anderledes, mørkt og fuldstændig magisk, og jeg er ked af at måtte sige farvel til det, nu hvor serien er slut.
Personerne er menneskelige og nuancerede, og især Oona har udviklet sig kolossalt igennem serien. Fra en uskyldig pige til en stærk ung kvinde, som tager ansvar for sine handlinger, og kan tage svære valg, selvom det kommer til at veje tungt på hendes samvittighed. Hendes store familiefølelse og hendes voksende kærlighed til Sigmon er rigtig godt beskrevet, og som læser kan man ikke lade være med at holde af hende. Af bipersonerne var jeg især vild med Oonas far Vidarr, som er en utrolig nuanceret person, der kæmper mod både sit folk og sig selv, for at blive et ordentligt menneske. Men også Dolomedes lærer man bedre at kende i denne bog, og jeg endte med både at beundre og have ondt af ham. Og så er der Lucili og Conian, som jeg ikke kunne lade være med at elske at hade. De er begge gennemført onde, men deres ondskab er også fascinerende, i og med at de aldrig undskylder for den, men følger deres natur og deres ambitioner ligegyldigt hvad der måtte komme i vejen for dem. Historien fortælles fra forskellige personers synsvinkler, og det fungerer rigtig godt, fordi man dels lærer personerne rigtig godt at kende, og dels følger konflikten fra både de gode og de ondes perspektiv, hvad der er med til at gøre ondskaben, om ikke forståelig, så i hvert fald levende. En af de ting jeg rigtig godt kunne lide, var, at forfatteren ikke er bange for at være ond ved sine personer - eller lade dem være onde, for den sags skyld. Og det gælder både helte og skurke. Det er med til at gøre personerne menneskelige, og samtidig viser det de frygtelige følger krig har: Alle bliver påvirket, og selv uskyldige kan begå grusomheder, hvis de presses hårdt nok. Men det er også personernes modgang der får dem til at rejse sig, og som giver dem modet og styrken til at ændre sig, hvad enten det er til godt eller ondt. Og det er fantastisk godt set og skrevet.
Asaphs Rige er en fantastisk afslutning på en fantastisk serie. Historien er original, magisk og barsk, universet er gennemført, anderledes og fascinerende, og personerne er levende og nuancerede. Har man læst de første bind i serien vil man ikke blive skuffet, og har man ikke læst dem endnu, kan jeg kun anbefale at man gør det.

Se også forfatterens hjemmeside.

Snedkerens Hemmelighed

Snedkerens Hemmelighed er 3. bind af fantasyserien Næslandet, skrevet af Eva Egeskjold.

Dronning Ingaea er død, dræbt af den gift der var tiltænkt Oona, og det er lykkedes forræderen at stikke af fra Lundene med Skjoldet. Inden dronningen døde, lykkedes det hende at fortælle Oona dets hemmelighed, og hun ved nu, hvad hendes rolle i profetien er. Det haster derfor med at finde forræderen før han får overdraget Skjoldet til Lucili, og Oona tager derfor af sted sammen med Sigmon og hans mænd, troldmanden Dolomedes, hendes bror Bjørn og Stigandir. Men selvom de er lige i hælene på dem, så er forræderne hele tiden et skridt foran.
På rejsen får Bjørn endelig sit store ønske om at blive bjørnekriger opfyldt, men hans forvandling er ikke som de andres, og heksene er sikre på, at der er noget i hans og Oonas blod der er anderledes end andre Lysfolks. Igen dukker spørgsmålet om hvem Oonas far var, og ikke mindst hvorfor Lucili fik Oonas mor til at glemme alt om ham, op, og igen er svarene uden for rækkevidde.
Det lykkes gruppen at generobre Skjoldet før Lucili kan nå at bruge det, men prisen er uhyggeligt høj: Lucili overvinder Dolomedes, og Oona bliver livsfarligt såret, mens resten af gruppen bliver spredt for alle vinde.
Hvis Radixfolket skal bekæmpes, er Oona nødt til at overleve for at bruge Skjoldet. Hun får brug for al sin styrke og magi, hvis hun skal bekæmpe Lucili, og må tage et valg som enten vinder krigen - eller mister alt.

Sikke en fortælling! Der er fuld fart over feltet her i tredje bind af serien, og igen leverer forfatteren et veldrejet plot med masser af twists undervejs, som overrasker læseren gang på gang. Handlingen er actionfyldt, og fuld af magi, mystiske væsener, krig, forræderi, intriger, kærlighed og hemmeligheder i en sådan grad, at man som læser sidder forpustet tilbage, og ikke mindst slutningen gør det svært at vente på at fjerde og sidste bind i serien udkommer. Igen udvider bogens univers sig, og denne gang i en mørkere retning, da man igennem historien lærer rigtig meget om Radixfolket og deres levevis, som bestemt ikke er hverken rar eller ublodig. Man lærer også mere om Næslandets magi undervejs, og den måde den fungerer på. Tonen er mørk og dyster, og i takt med at Oona og Lysfolket bliver mere og mere desperate, gør læseren det også. Hvor første bog sagtens kunne læses af store børn, så gør tredje bogs megen sex, vold og bloddryppende rædsler, at aldersgruppen er rykket betydeligt opad.
Sproget er letlæst og flydende, og igen er forfatterens beskrivelser uhyggeligt naturtro. Der var flere øjeblikke, hvor jeg ønskede at hun var mindre god til at bruge sproget til at suge mig ind i bogens univers, for det bliver godt nok grumt undervejs. Ikke mindst beskrivelserne af Radixfolkets levevis og perversiteter er svære at læse uden at få kvalme, hvilket skal ses som en kompliment, også selvom jeg bliver en smule bekymret for den fantasi forfatteren lægger for dagen i den retning.
Personerne udvikler sig stadigt, og man kan mærke, at de er bliver mere og mere realistiske og virkelige undervejs. Jeg bliver gladere og gladere for Oona, som, på trods af at hun er plaget af skyldfølelse over dronningens død og begynder at tvivle på sin egen dømmekraft, alligevel ved hvad hun skal gøre - også selvom det kan koste hende livet. Hendes voksende følelser for Sigmon er rigtig godt beskrevet, og samtidig er hun usikker, fordi hun pludselig er nødt til at adlyde ham som hendes konge, selvom hun har sine egne meninger om hvad der skal ske. Samtidig bliver hun mere og mere nysgerrig efter at finde ud af hvem og hvad hendes far var, og hvad der egentlig skete med ham.
Jeg er også ret glad for Oonas søskende, som vi lærer bedre at kende i løbet af bogen. Her er Bjørn nok den mindst komplicerede, med hans ønske om at blive bjørnekriger så han kan bekæmpe det folk, som ødelagde Muldnæs og få hævn over de lidelser de har påført hans familie. Eiric er en perfekt blanding af magi, gammelkloghed, og et barns ønske om at hjælpe sin familie og venner. Han kan lege med de jævnaldrende børn det ene øjeblik, og brygge magiske miksturer det andet øjeblik, og begge dele er bare en del af ham. Jeg faldt pladask for ham, fordi han, på trods af alt det han har været igennem, alligevel har en barnlig naivitet tilbage - også selvom han til tider virker ældre end han er. Og så er der alle de andre bipersoner, som forræderen, Lucili og Conian, og så den person som jeg ikke kan nævne, fordi han måske er bogens største spoiler og overraskelse, men som også er en af de bedst beskrevne og mest nuancerede personer i bogen.
Var man vild med de første bind i serien vil man bestemt ikke blive skuffet, for bogen er næsten endnu bedre end forgængerne i serien. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse sidste del af serien og finde ud af hvordan kampen om Næslandet ender, og jeg kan næsten ikke vente.

Se også forfatterens hjemmeside.

Vinterkrigens ofre

Vinterkrigens ofre er 2. bind af fantasyserien Næslandet, skrevet af Eva Egeskjold.

Det lykkedes Oona at redde prinsesse Ceinwen fra Aisgard, men det har ikke været uden omkostninger. Rejseselskabet måtte blive tilbage for at sikre at Oona og prinsessen kunne undslippe, og Oona ved ikke om de stadig er i live - og hvor de i givet fald befinder sig. Samtidig lykkedes det Lucili at nedkaste en forbandelse over Næslandet, og hele landet er nu dækket af en isvinter. Troldmanden Radulfir drager derfor mod nord for at bede heksene om hjælp til at bryde forbandelsen, mens prins Sigmon er draget mod syd for at finde ud af hvad der er sket med rejseselskabet, som tæller både hans bror og morbror.
Imens må Oona blive i Lundene. Flugten tog hårdt på hende, og de kræfter hun påkaldte har en pris, som hun må betale. Hun er plaget af stærke smerter, og lægerne kan ikke finde ud af hvad der er galt med hende. Samtidig plages hun af savnet af sin familie. Hun bliver mere og mere sikker på, at hun så sin lillebror i Aisgard, og hun beder derfor dronningen om hjælp til at finde ud af hvad der skete i Muldnæs. Noget, som viser sig at være farligere end ventet at finde ud af, for Lucilis magi er stærk, og hun har sine helt egne planer med Oona.
Endelig forsvinder vinteren, og det samme gør Oonas smerter, mens prisen for den hjælp hun fik åbenbarer sig. Hun har mistet tre år, og er pludselig blevet voksen - næsten altså.
Da det lykkes heksene og prins Sigmun at finde ud af hvad der skete med rejseselskabet, må Oona igen rejse ud på en redningsekspedition. En rejse, som bestemt ikke er ufarlig.
Hendes syner tager til, og en dag modtager hun en besked fra Dagdrømmeren, et mystisk væsen bosiddende på en isoleret ø, som ved hvor Skjoldet befinder sig. Før hun kan hente Skjoldet må hun dog først drage til Aisgard, og det er bestemt ikke ufarligt, for Lucili vil have fat i Oona og vriste Skjoldets gemmested ud af hende. Og hun vil bruge alle midler for at nå sit mål. Selv Oonas familie.
Oona får brug for alt sit mod og alle sine evner hvis hun skal slippe levende fra mødet med Lucili. Men Lucili har et es i baghånden: En forræder gemmer sig blandt lysets folk, og forræderen vil gøre alt for at forpurre lysets planer. Krigen om Skjoldet og Næslandets fremtid er i gang...

Af en eller anden grund tog det mig temmelig lang tid at læse den her bog. Og det var bestemt ikke fordi jeg ikke kunne lide den, eller synes den var kedelig. Tværtimod skete der noget hele tiden, og samtidig udviklede både sprog og personer sig rigtig meget, så jeg har ikke rigtig nogen forklaring.
For bogen er utroligt god, og jeg elskede gensynet med Næslandet og dets mange indbyggere.
Bogens sprog er letlæst og flydende, og man kan mærke, at forfatteren har udviklet sig siden hun skrev første bind. Sproget er blevet mere varieret, og hendes beskrivelser er blevet endnu mere levende, selvom jeg ikke troede det ville være muligt.
Universet udvider sig her i andet bind, og det både geografisk og indholdsmæssigt. Der dukker endnu flere væsener og personer op, og Næslandets magi og historie udvikler sig, uden at det dog kommer til at virke forklarende på læseren, men i stedet indflettes i historien på en måde der bare fungerer. Jeg er vild med seriens univers, og især de mange væsener som bebor Næslandet fascinerer mig. Ikke mindst Dagdrømmerens creepy får, som gør, at jeg fremover vil betragte de uldne dyr med en stor portion mistænksomhed og aldrig turde vende ryggen til dem, for slet ikke at tale om de endnu mere creepy Laniidae, som har et sygt forhold til træer, og som minder mig om historierne om virkelighedens Dracula.
Men personerne er nok der, hvor udviklingen i bogen er størst. De er blevet endnu mere levende og realistiske, og forfatteren har givet dem både forhistorier og motiver, hvilket gør det endnu lettere for læseren at identificere sig med dem, samtidig med at personerne bliver mere hele mennesker. Hovedpersonen Oona er blevet både ældre og mere handlekraftig, og det klæder hende. Hun begynder at stole mere på sig selv og sine evner, og det gør at man som læser virkelig tror på hende som den udvalgte. Hendes voksende interesse for det modsatte køn er med til at give en interessant spænding mellem Racnar, Sigmun og hende, i noget som på mange måder er et typisk trekantsdrama, og så alligevel ikke. Oonas kærlighed til familien er det der driver hende, og den måde hun reagerer på da hun finder ud af hvad der skete i Muldnæs er utroligt godt beskrevet. Samtidig er hun helt klar over, at Næslandets skæbne hviler på hendes skuldre, og hun er parat til at gøre alt hvad hun kan får at slå Lucili. Oona irriterede mig lidt i første bind, men her i andet bind har hun for alvor erobret mit hjerte, og jeg glæder mig til at følge hendes videre udvikling i de kommende bind. Det meste af bogen fortælles via Oonas synsvinkel, men også andre personer er med til at fortælle historien, og noget af det jeg virkelig godt kan lide, er at bogen også fortælles fra Lucili og hendes brors synsvinkler, fordi det gør de onde mere nuancerede og interessante, at man lærer deres historie og motiver at kende. Bipersonerne er interessante og nuancerede, og som læser kommer man hurtigt til at holde af dem.
Plottet er godt skruet sammen, og ligesom Næslandet selv meget originalt. Handlingen er fyldt med action, kærlighed, venskab, magi, jalousi, forræderi, krig og nervepirrende spænding, og fyldt med masser af drejninger undervejs, som gør det svært at forudsige hvad der vil ske. Og selvom jeg gættede hvem forræderen var forholdsvis hurtigt, så var det også det eneste jeg gættede rigtigt! Bogen slutter med noget af en cliffhanger, og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg skal i gang med at læse næste bind med det samme. Var man vild med første bind vil man ikke blive skuffet over andet, end at bogen slutter. Bogen og serien har mine varmeste anbefalinger.

Se også forfatterens hjemmeside.

Legenden om Querqus Skjoldet

Legenden om Querqus Skjoldet er 1. bind af fantasyserien Næslandet, skrevet af Eva Egeskjold.

Næslandet trues af mørke kræfter. De mørke Radixkrigere trænger længere og længere ind i landet, og trækker et spor af død og ødelæggelse efter sig. Det er lykkedes dem at bortføre rigets prinsesse, og deres herskerinde, troldkvinden Lucili, forlanger at dronningen udleverer det sagnomspundne Querqus Skjold for at få prinsessen tilbage. Men skjoldet har været forsvundet i flere hundrede år, og selvom dronningen kender dets hemmelighed, så betyder en forbandelse, at hun ikke kan tale om det. Kongen og hans hær forsøgte at redde prinsessen, men hæren blev udslettet, og derfor må der tages andre midler i brug for at redde prinsessen.
Heldigvis er der en udvalgt, som, ifølge en profeti, skulle have kraften til at redde prinsessen og stoppe Lucili. Eneste problem er, at den udvalgte ikke ved hvilken kraft det er hun skal have.
Oona er nemlig kun 14 år, og har først lige fået at vide, at hun er den udvalgte. Sammen med en lille gruppe mænd må hun, i dybeste hemmelighed, rejse til Radixfolkets rige. Men rejsen er lang og farefuld, og der er fjender overalt. Oona får brug for alt sit mod hvis hun skal redde prinsessen og slippe levende fra det.

Bogen er læst i forbindelse med andet møde i fantasylæsekredsen The Fantasy Fellowship, og anmeldelsen er lagt på efter vi har diskuteret bogen i læsekredsen.

Jeg var ret vild med den her bog, selvom der også var et par ting, der irriterede mig lidt.
Hvis vi starter fra begyndelsen, så var jeg helt vild med bogens univers. Det er originalt, magisk og fyldt med spændende væsener, som i den grad er med til at vække universet til live. Også Næslandets historie er godt udtænkt, og det magiske system virker logisk og sammenhængende - så meget som magi nu kan virke logisk. Jeg var især vild med inddragelsen af årstiderne og Lucilis forbandelse, som ikke ligner noget jeg har læst om før. Det er godt fundet på, og fungerer rigtig godt.
Sproget var letlæst og flydende, og især beskrivelserne af Lundene og Nåleskoven var rigtig gode. Sidstnævnte gav mig associationer til historierne om Dracula, og fik det virkelig til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Handlingen var godt skruet sammen, og plottet fungerede godt. Der var en del overraskelser undervejs, men også et par handlingstråde som aldrig rigtig blev udfoldet. Det kan dog være det kommer i de senere bind i serien. Historien er spændende, med masser af action, kampe, venskaber, magi og ondskab, og forfatteren er virkelig god til at lægge "spor" ud til læseren undervejs, som måske virker som en sidebemærkning i første omgang, men som pludselig viser sig at have større betydning end man skulle tro. Det er rigtig godt skrevet, og der er ingen tvivl om, at forfatteren har måttet holde tungen lige i munden for at få det hele til at gå op til sidst.
Personerne var måske der hvor det haltede lidt. Selvom de var realistiske og menneskelige, så var de også meget sort-hvide. Jeg kunne godt lide hovedpersonen Oona, selvom hun en gang imellem var lige lovlig passiv. Hun er modig og stærk, men har desværre også en tendens til at lade andre kæmpe for sig. Hun accepterer også meget hurtigt at hun er den udvalgte, og stiller stort set ingen spørgsmål. Om det er fordi hun er den yngste i selskabet skal jeg ikke kunne sige, men jeg kunne godt have tænkt mig at der var lidt mere fut i hende. Marck er, selvom han er modig, også lidt af et skvat. Der er ingen tvivl om at han er desperat efter at finde sin far og redde sin søster, men det virker lidt akavet at han har det så dårligt med blod, når han nu er uddannet kriger. Stigandir er måske nok bogens mest gådefulde person, og jeg kunne rigtig godt lide ham. Ikke mindst fordi han er en af de få personer der har lidt kant, og hvor man er i tvivl om hans motiver. Det samme kan også siges om troldmanden Dolomedes. Derudover er bogen befolket af en hel del elskelige bipersoner, som man som læser hurtigt kommer til at holde af. Der var desværre også nogle af personerne, som for mig flød lidt sammen. Det drejede sig om fire af Oonas rejsefæller, som jeg aldrig rigtig følte jeg lærte at kende af andet end navn, og jeg havde lidt svært ved at se hvorfor de absolut skulle med på rejsen. Det var synd, for forfatteren har nok haft en grund til at inkludere dem i gruppen, men den grund fremstod desværre ikke rigtigt for mig. Jeg var vild med den onde troldkvinde Lucili. Jeg synes hun er en spændende skurk, og jeg kan godt lide at hendes motiver er så uklare som de er. For lider hun af forsmået kærlighed, eller er det såret stolthed, som ligger bag hendes had til Næslandets kongefamilie? Eller var kærlighedshistorien bare en undskyldning, og var hendes motiver nogle helt andre? Jeg glæder mig virkelig til at se hvordan hun udvikler sig i de kommende bind i serien, og til at finde ud af hvilken indflydelse hendes forbandelse har på hende.
Alt i alt en rigtig god læseoplevelse, ikke mindst takket være bogens fantastiske univers, som ikke ligner noget jeg før har set. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien og finde ud af hvad der kommer til at ske med Næslandet og Oona.

Se også forfatterens hjemmeside.