Det blå dyb

Det blå dyb er første bind i fantasyserien Vandflammens saga af Jennifer Donnelly.

Prinsesse Serafina burde være glad. Om kort tid skal hun gennemgå ritualet som skal slå hendes plads som tronfølger fast, og officielt forloves med prins Mahdi som hun har været forelsket i gennem flere år.
Men en ond drøm om flodhekse og en ældgammel ondskab har gjort hende bekymret, og oveni det står riget over for en mulig krig. Samtidig har hun hørt en del rygter om hendes kommende forlovede, og hun bliver mindre og mindre sikker på at hun overhovedet har lyst til at gifte sig med ham.
Midt under ritualet angriber en fremmed hær. Hendes mor, dronningen, såres, og hendes far dør, mens Serafina må flygte for livet sammen med veninden Neela. De forfølges af havmanden Traho, som er meget opsat på at få fat i dem. Han er nemlig sikker på at de ved hvor nogle ældgamle talismaner befinder sig, og han helmer ikke før han får fingrene i dem.

Og Traho har mange allierede - selv blandt menneskene.
Under flugten opdager Neela og Serafina at de begge har haft de samme drømme om flodheksene, og skarpt forfulgt af Trahos mænd beslutter de sig for at opsøge heksene og finde ud af hvad det hele drejer sig om.
Men vejen er lang og farefuld, og det er svært at finde ud af hvem de kan stole på. De får brug for alle deres kræfter hvis de skal nå helskindede frem. Og forude venter et opgør med en ældgammel ondskab.

Bogen er spændende med masser af action og magi, og et helt fantastisk undersøisk univers som fremstår både magisk og dragende. Personerne virker levende og interessante, og Serafinas tvivl omkring hendes fremtid og forlovelse er rigtig godt beskrevet. Sproget er godt, men der er et par bøffer undervejs. Om de skyldes forfatteren eller oversætteren er dog svært at sige. Det blå dyb er en meget anderledes fantasyfortælling - og så alligevel ikke. For vel foregår alt på havets bund, men magien og kampen mod det onde har en stor rolle. Bogen sætter også fokus på miljøet og kampen for at bevare havenes dyreliv på trods af menneskene. Heldigvis er det den gode historie der er i centrum, og bogen føles derfor ikke som et politisk manifest. 

Det blå dyb er absolut værd at læse og kan varmt anbefales - også til folk der normalt ikke gider læse havfruehistorier. Jeg kan i hvert fald ikke vente med at få fingrene i næste bind. 

Se også forfatterens hjemmeside.