Ondskabens nøgle er 2. bind af fantasyserien Fortællinger fra Ildúria af Anne Meinert.
Jonas er vendt tilbage til sin egen verden efter oplevelserne i Ildúria. Han går ofte ned i kælderen til det sted hvor porten mellem de to verdener var, men porten er lukket, og han ved derfor ikke hvordan hans venner har det.
Det er blevet sommerferie, og Jonas forudser en lang og kedelig sommer mens hans bedste ven er på ferie med sin far. Men sådan bliver det ikke, for i lejligheden ved siden af Jonas´ families flytter der en ny familie ind. I den nye familie er der en pige på Jonas´ alder som hedder Annabel. De to bliver gode venner, og snart er sommeren ikke spor kedelig.
En dag fortæller Annabel Jonas at hun kan høre stemmer i kælderen hvor porten til Ildúria var. Til sin store glæde kan Jonas også høre dem, og han ved at porten er åben igen. Sammen med Annabel tager han til Ildúria for at besøge sine venner. Men ikke alt er som det skal være i den anden verden. Ondskaben er sluppet løs i landet, og breder sig dag for dag, og flere af Jonas´ venner er allerede ramt.
Sammen med Annabel bestemmer Jonas sig for at hjælpe. Men kan de to stoppe den onde troldmand som står bag, og hvad er det for noget med ondskabens nøgle?
Da forfatteren spurgte om jeg ville anmelde hendes bøger sagde jeg ja. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. I andet bind af serien Fortællinger fra Ildúria udbredes den fremmede verden for alvor, og der er kommet mere kød på personerne. Sproget er stadig let tilgængeligt med korte sætninger og et godt flow. Bogen er hurtigt læst, både fordi sproget er let at gå til, men også fordi bogen simpelthen er svær at slippe. Handlingen er godt strikket sammen med masser af spænding, gys og magi, og illustrationerne er med til at skabe bogens særlige stemning som ligger på grænsen mellem gys og magi. Bogen henvender sig i høj grad til børn med hang til fantasy, men også gyserinteresserede vil få noget ud af historien. Og fans af serien kan glæde sig, for et 3. bind skulle være under udarbejdelse. Der har dog også sneget sig en enkelt lille fejl ind, som så ikke er så lille endda. Der manglede nemlig enten en halv sætning eller en hel side i bogen. Heldigvis kunne man godt følge med i handlingen alligevel, men helt heldigt er det ikke. Alt i alt var det dog en rigtig god læseoplevelse, og bogen kan bestemt anbefales.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar