Dinas forbandelse er 1. bind af fantasyserien Fortællinger fra Ildúria af Anne Meinert.
En eftermiddag mens Jonas hjælper sin mor med vasketøjet i kælderen hører han mærkelige lyde. Moren kan ikke høre noget, men Jonas bestemmer sig for at undersøge kælderen nærmere for at finde ud af hvor lydene kommer fra. Ved et uheld kommer han til at gå igennem en væg, og han havner i en meget mærkelig opgang som tilsyneladende bliver ved i det uendelige.
Det viser sig at Jonas er havnet i en anden verden ved navn Ildúria, og at opgangen er ramt af en forbandelse. En pige ved navn Dina fra Jonas´ verden kom nemlig igennem samme mur som Jonas for flere år siden, men pigen kunne ikke finde vejen hjem igen. Selvom beboerne i opgangen tog sig af hende blev pigen mere og mere vred, indtil det endte med at hun blev sindssyg. I sin vrede forbandede hun beboerne i opgangen og afskar dem fra resten af deres verden. Flere af beboerne er blevet små og er forsvundet, mens de tilbageblevne beboere er blevet til kæmper som om natten forvandler sig til vilde dyr.
Beboerne har i flere år ventet på at der skulle dukke nogen op fra Dinas verden, og nu er Jonas så endelig kommet. Beboerne vil have Jonas til at hjælpe Dina med at komme tilbage til hendes egen verden så forbandelsen kan blive hævet. Og mindst lige så vigtigt: Så balancen mellem de to verdener kan blive repareret. For jo længere Dina opholder sig i Ildúria, jo større problemer får Ildúria - og Jonas´ verden. Men hvordan kan Jonas stoppe Dina?
Da forfatteren henvendte sig og spurgte om jeg kunne tænke mig at anmelde hendes bøger sagde jeg ja tak, Jeg har nemlig længe gået og kigget på Dinas forbandelse og overvejet om jeg skulle læse den, men valgte den fra på grund af forsiden. Og det var synd. For Dinas forbandelse er en rigtig god og anderledes fantasybog som bestemt er værd at stifte bekendtskab med. Bogen er hurtigt læst, og bærer også præg af at være skrevet primært til børn, men det gør den bestemt ikke dårlig. Illustrationerne er med til at skabe bogens særlige stemning som er en blanding af magi og gys, og giver et nærmest forvrænget billede af virkeligheden, hvilket passer fint sammen med Dinas sindsstemning, og hendes leg med beboerne i det hun har gjort til sit eget personlige hurlumhejhus. Jeg er ikke så vild med forsideillustrationen, men efter at have læst bogen kan jeg bedre forstå den, Sproget er godt og flydende, og de korte sætninger gør den velegnet til børn. Personerne virker ikke alle lige levende, men beskrivelsen af Dina og hendes syge sind er virkelig god, og også Jonas hænger godt sammen som person. Handlingen er godt skruet sammen, og det er alt i alt en imponerende debutbog. Jeg glæder mig til at læse resten af forfatterens bøger, og kan bestemt anbefale Dinas forbandelse til dem der gerne vil have en anderledes fantasyoplevelse.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar