tirsdag den 23. december 2008

Julehygge


Christmas in blue
Originally uploaded by Janny Brocken
Dette års juleferielæsning byder på både krimi og fantasy. Af krimier er det Stieg Larssons Millenium-trilogi: Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt, samt Sara Blædels Aldrig mere fri. Af fantasy er det Michelle Sagaras Elantra-serie: Cast in Shadow, Cast in Courtlight, Cast in Secret og Cast in Fury. En samlet omtale af Elantra-serien kommer på bloggen, så snart jeg er blevet færdig med at læse den.

God jul og godt nytår, og god læsning.

onsdag den 19. november 2008

Brisingr


Brisingr
Originally uploaded by MBJ23
Brisingr er 3. bind i Christopher Paolinis Arven-serie. Serien startede som en trilogi, men er nu endt med at være på 4 bind.
Bogen fortsætter hvor 2. bind sluttede. Eragon og Roran er i færd med at redde Rorans trolovede, Katrina, fra Ra´zac. Samtidig er det svært for Eragon at holde alle hans løfter. Han må balancere mellem at være dragerytter, og være medlem af Varden. Han bliver hurtigt blandet ind i politik, blandt andet i forhold til valget af dværgenes nye konge.
Eragon må også forholde sig til Murtaughs afsløring af at de er brødre, og at han er søn af Morzan. Murtaugh tog Eragons sværd fra ham, så Eragon må forsøge at finde et nyt ryttersværd, og han og Saphira må endnu en gang kæmpe mod Murtaugh og Thorn. Samtidig venter opgøret med Galbatorix.
Bogen er delt i 2 bøger på dansk, og er spændende, selvom den visse steder virker lidt langtrukken. Sproget er ikke det bedste, men deri adskiller bind 3 sig ikke fra de foregående bind. Brisingr er en god gedigen fantasybog, men ikke enestående. Hvis man kan lide fantasy og bøger om drager, er det en bog man næsten ikke kan komme udenom. Der er dog bedre bøger.

mandag den 15. september 2008

Breaking Dawn

Så kom bind 4 af Stephenie Meyers Twilight-serie endelig! Bella og Edward bliver endelig gift, men støder på komplikationer i forbindelse med Bellas forvandling. At blive vampyr er sværere end de havde regnet med, og da både varulvene og Volturierne bliver involveret, er Bella og Cullen-familien endnu en gang i vanskeligheder.
Bind 4 skuffer absolut ikke, og bogen er en flot afslutning på serien. Den kan varmt anbefales. Om bind 2, 3 og 4 nogensinde kommer på dansk står hen i det uvisse, men med filmatiseringen af første bind kan det være der kommer gang i oversættelserne.

søndag den 13. juli 2008

Skyggens lærling

Jeg er netop blevet færdig med bind 5 af serien Skyggens lærling af John Flanagan. Serien handler om drengen Will, som gerne vil være ridder. Da han ikke er høj nok til at komme i ridderlære bliver han i stedet for lærling hos Rangeren Halt. Her lærer han at skyde med bue, bevæge sig lydløst og opspore hemmeligheder. I bind 5, Troldmanden i Nord, er Will færdig som lærling, og er fuldtuddannet Ranger. Han bliver sent på en hemmelig mission til Araluens nordligste grænse, hvor der går rygter om at en sort troldmand er på spil. Will må endnu engang opspore hemmeligheder der kan knuse Araluen.
Bøgerne er gode og spændende, og letlæste. Bind 6 skulle efter planen udkomme senere på året.

Percy Jackson: The Battle of the Labyrinth

Bogen er bind 4 i serien om Percy Jackson af Rick Riordan. Serien handler om Percy, som finder ud af, at han er søn af den græske havgud Poseidon, og derfor bliver jagtet af onde magter. Han bliver sendt til Camp Half-Blood hvor han møder andre halvguder, og bliver trænet som helt. Indimellem bliver han sendt ud på "quests" som skal hjælpe guderne i kampen mod titanerne. I bind 4 skal Percy og hans venner løse labyrintens gåde, og forhindre Kronos´ genopståen. Bøgerne er sjove og spændende, og fyldt med humor og græsk mytologi. De kan varmt anbefales til både børn og voksne, selvom de endnu kun findes på engelsk.

Sebastian og Belladonna

Så er jeg blevet færdig med Anne Bishops Sebastian og Belladonna. Bøgerne er første og andet bind i serien om Ephemera, og har hovedpersonernes navne som titler. Bind 1 handler om Sebastian, Belladonnas fætter. Han er søn af en troldmand og en dæmon, og er en incubus. Han lever i the Den of Iniquiti, en verden som hans kusine har skabt til ham. Ephemera er inddelt i forskellige verdener, og man kan krydse imellem dem. En dag bryder The Eater of the World løs fra sit fængsel, og Sebastian og hans familie må kæmpe for at bevare lyset og godheden i alle verdenerne. Bind 2 ses mere ud fra Belladonnas synsvinkel, og her fortsætter kampen. Bøgerne er godt skrevet, og hovedpersonerne er interessante, fordi de er en blanding af lys og mørke, og godt og ondt. Sebastian er halvt dæmon, men alligevel er han ikke kun ond. Det gør, at man kan identificere sig med personerne. Bøgerne kan varmt anbefales.

torsdag den 3. juli 2008

Interworld

Bogen handler om Joey Harker som en dag, under en skoleudflugt, ved et uheld vandrer ind i en anden verden. Derved finder han ud af, at han er en "Walker", og kan bevæge sig frem og tilbage imellem forskellige udgaver af jorden/ forskellige verdener. Men der er andre som ønsker at bruge hans evner, og den mystiske Jay må redde ham. Han ender i Base Camp, et træningssted for nye walkere, hvor han må lære at bruge sine evner, og møder andre udgaver af sig selv fra andre verdener. Walkere skal opretholde balancen mellem magi og videnskab, men begge sider har forkæmpere, og de vil alle have fat i walkerne. Snart må Joey kæmpe for såvel sit eget liv, som sine holdkammeraters, og de forskellige verdeners overlevelse.
Bogen er god og spændende, og sproget er rigtig godt. Neil Gaiman kan noget med sproget som gør ham til en af mine yndlingsfantasyforfattere. Denne bog, såvel som andre af Neil Gaiman, kan varmt anbefales.