Viser opslag med etiketten Sprækken til Luscuro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sprækken til Luscuro. Vis alle opslag

lørdag den 28. marts 2020

Elementsygen

Elementsygen er 2. bind af fantasyserien Sprækken til Luscuro, skrevet af Julie Midtgaard.

Gry har modtaget sin kraftstav, og fundet sit element, men nye problemer truer. Hun er stadig plaget af mareridt efter Soras indgriben i hendes elementprøve, og er samtidig nervøs for den snarlige ceremoni, der bestemmer hvor hun skal tilbringe det næste år i lære.
Alt det træder dog i baggrunden, da en mystisk sygdom bryder ud. En sygdom, som angriber de syge gennem deres egne elementer, og skyldes en voksende ubalance i Luscuro. Gry er desperat efter at finde en kur, og overvejer at droppe sin kommende læreplads, for at blive på skolen.
Og hun bliver ikke tryggere ved tanken om det kommende læreår, da hun, som den eneste, bliver udvalgt til en læreplads i Hakufelina, det ældgamle undervandsrige, som længe har været afvisende over for sikstere. Men at afvise en læreplads udvalgt af selveste Gudinden er ikke den bedste plan, og måske kan Gry gøre mere nytte hos feliderne, Hakufelinas indbyggere, end på landjorden. For også undervandsriget har problemer, og mørke kræfter rører på sig i dybet.

Jeg elskede første bind i serien, og heldigvis nåede bind to lige præcis at lande i postkassen, så jeg kunne kaste mig over det, så snart jeg var færdig bog et. Og jeg blev bestemt ikke skuffet, for Elementsygen er mindst lige så god som sin forgænger, og så har den et af de smukkeste covers jeg har set længe.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren er utroligt god til at gøre den fremmede undervandsverden levende med livagtige, smukke, og, indimellem, gruopvækkende beskrivelser.
Universet udvider sig en del i dette bind, hvor man lærer Luscuros undersøiske verden bedre at kende, ligesom andre geografiske steder også kort dukker op undervejs. Forfatteren er god til at indflette oplysninger om Luscuros magisystem, historie, racer, religion, fauna og flora undervejs, på en måde, så det virker naturligt, og uden at det får karakter af infodumping, eller virker kedeligt. Tværtimod havde jeg lyst til at lære endnu mere om Luscuros fantastiske verden at kende, og man kan virkelig mærke, at forfatteren elsker sit univers, og har tænkt over alt. Og det er altså fedt.
Handlingen er godt skruet sammen, og jeg blev overrasket flere gange undervejs, hvor plottet tog en helt anden retning, end jeg havde troet. Historien er spændende, og fyldt med magi, venskab, kærlighed, intriger, krig, forræderi, hemmeligheder, mystiske sygdomme, fantastiske væsener og fremmede kulturer. Det er en fortælling om godt og ondt, familie og fjender, nysgerrighed og mod, men også om at gøre det rigtige, uanset prisen, ære, og at finde ud af, hvem man er. Og så var bogen i øvrigt overraskende aktuel, den nuværende verdensituation taget i betragtning.
Personerne er troværdige og nuancerede, og føles som mennesker af kød og blod. Gry er en skøn hovedperson, selvom hun til tider var lidt for impulsiv, hvilket gav hende et par problemer undervejs. Hun er modig, stærk, hjælpsom og intelligent, men også mistroisk over for folk hun ikke kender, og så havde hun alt for let ved at føle sig skyldig og ansvarlig over for ting, som ikke er hendes skyld, i stedet for at koncentrere sig om hendes egen situation. Det får hende til tider til at virke en smule påtrængende og lidt for nysgerrig, men samtidig viser det hendes gode hjerte, og ønske om at hjælpe. Gry har fået mere selvsikkerhed siden første bind, og føler sig mere hjemme blandt siksterne, men det får hende også til at bekymre sig mere, og klamre sig til sine venner. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Grys læremester Undas, som i starten betragter hende med mistro og irritation, men som langsomt begynder at respektere hende. Undas er stærk, stolt, og en smule arrogant, men også intelligent, modig, og med et godt hjerte. Han har et par hangups i forhold til sine søskende, som han konstant forsøger at imponere, men gør samtidig alt for at hjælpe sit folk. Og så kan jeg stadig godt lide Reynir og Nøks, som hver især har deres egne problemer at slås med.
Elementsygen var en solid efterfølger i en serie, som hurtigt er ved at blive en af mine favoritter, og jeg elskede, hvordan såvel Luscuro som personerne udviklede sig, og de mange twist historien tog undervejs. Bogen er lige som første bind utroligt smukt designet, med farvelagte kort, kapitelillustrationer og et fantastisk cover, som jeg er virkelig begejstret for. Var man fan af første bind, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan kun give bogen, og serien, mine varmeste anbefalinger. Og så forsøge at tøjle min utålmodighed indtil bind 3 udkommer, for jeg er bestemt ikke færdig med Gry og Luscuro endnu.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 27. marts 2020

Elementprøven

Elementprøven er 1. bind af fantasytrilogien Sprækken til Luscuro, skrevet af Julie Midtgaard.

14-årige Gry er fosterdatter hos den lokale urtekyndige kone, og lever et godt, men fattigt liv sammen med sine plejesøstre. Gry har det svært med den måde, de velstående borgere ser ned på hende og hendes plejesøstre på, og især doktorens datter Erika kommer ofte med spottende bemærkninger.
Under et voldsomt tordenvejr, hvor lynet er tæt på at slå ned i Gry og hendes plejesøster, lykkes det på magisk vis for Gry at skabe et værn mod det, der ville have været den visse død. Desværre ser Erika det, og kort efter står Gry og hendes søster anklaget for hekseri, hvilket i 1600-tallet straffes med døden på bålet.
Men i stedet for den død, Gry er sikker på venter hende, fører bålet hende til en anden verden, Luscuro, hvor hun finder ud af, at intet er, som hun troede. For Gry er født som sikster, med magt over elementerne og ekstra sanser, og for første gang oplever Gry hvordan det er ikke at være alene.
Men mørke kræfter truer, og Gry kommer snart i frygtelig fare, da hun opdager en farlig hemmelighed. En hemmelighed, der kan ændre alt. Og som om det ikke var nok, skal hun også lige lære at bruge sine kræfter, og overleve den livsfarlige elementprøve.

Sikke en læseoplevelse! Elementprøven var helt fantastisk, og jeg slugte den på ingen tid. Det er forfatterens debutroman, men det kan man altså ikke mærke, for det hele spiller bare perfekt.
Sproget er letlæst og flydende, og tonen passer godt til den historiske periode, bogen foregår i, uden at det er så gammeldags, at det er fuldstændig ulæseligt. Beskrivelserne er levende og realistiske, og man kan som læser næsten lugten røgen og mærke heden fra bålet, Gry er ved at blive brændt på, ligesom de mange mærkelige væsener og planter i Luscuro står knivskarpt for det indre blik.
Universet er originalt og anderledes, med egen fauna, flora og historie, og man kan mærke, at forfatteren har tænkt over såvel sprog som religion, geografi, magisystem og skolens opbygning. Jeg kan rigtig godt lide den elementbaserede magi, og idéen om siksternes ekstra sanser, og så var jeg ret vild med kæmpekattene.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, som overrasker flere gange undervejs, og forfatteren er bestemt ikke bange for at være hård mod sin hovedperson. Historien er uhyggeligt spændende (og særligt i starten sad jeg helt ude på kanten af stolen), og fyldt med magi, intriger, forræderi, magtbegær, hemmeligheder, krig, mærkelige væsener, guder, kærlighed, skoleliv og livsfarlige planter. Det er en historie om venskab, og om at finde sin indre styrke, men også en fortælling om tro, tillid og sandhed. Mest af alt er det dog en rigtig god historie om godt og ondt, og om skjulte kræfter, som kan enten ødelægge eller redde alt.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, med styrker og svagheder, og egne motiver og historier. Gry er på mange måder en typisk 14-årig pige. Hun elsker sin fostermor og sine plejesøstre, men føler sig også usikker og udenfor, hvilket især kommer til udtryk når hun står over for personer med flere midler. Hendes usikkerhed får hende ofte til at reagere negativt og impulsivt, hvilket giver hende en del problemer på halsen. Grys verden bliver rystet i dens grundvold, da hun først udøver magi, og dernæst bliver brændt på bålet, og mødet med den nye verden gør det bestemt ikke lettere. Hun forsøger desperat at lære alting, og især at finde og styre sit element, for at passe ind, og det gør det ikke nemmere for hende, at hendes plejesøster Akela har forandret sig så meget, og at hun ikke ved, hvem hun kan stole på. Jeg kunne rigtig godt lide Gry, og fandt hendes væremåde og følelser meget troværdige, selvom jeg godt kunne ønske mig, at hun engang imellem tænkte sig lidt bedre om, før hun springer ud i tingene. Og så var jeg ret vild med kemien mellem hende og Reynir. Af bipersonerne var jeg især vild med Nøks, Grys værelseskammerat, som trods et lidt stikkende ydre, viser sig at have et hjerte af guld, og dele Grys mistanker. Akela havde jeg, ligesom Gry, lidt svært ved at forholde mig til, fordi hun ændrer sig ret meget fra introduktionen i starten af bogen, til Grys gensyn med hende i Luscuro, men overordnet virkede hun rolig, selvsikker og modig, selvom hun har lidt svært ved at lytte til Gry. Jeg kunne også rigtig godt lide den mystiske og sexede Reynir, som havde noget bad boy over sig. Men også de personer, jeg ikke brød mig om, kunne jeg relatere til, og det er faktisk lidt af en bedrift, forfatteren har bedrevet der, for fantasyskurke har ofte en tendens til at være meget sort/hvide, hvilket bestemt ikke er tilfældet her. Jeg havde for eksempel temmelig stor empati med Erika, trods hendes storsnudede og modbydelige væremåde, fordi man som læser også fik et glimt af en mere sårbar pige.
Sidst, men ikke mindst, er jeg nødt til at nævne bogens udseende. Udover et utroligt smukt cover, så gemmer bogen også på ikke mindre end to smukke, og smukt farvelagte, kort over Luscuro, ligesom hvert kapitel indledes med en cirkel med de fire elementer, hvilket giver bogen et ekstra pift.
Alt i alt var Elementprøven en fantastisk start på en ny serie, som jeg allerede glæder mig til at læse videre i. Kan man lide fantasy med masser af worldbuilding, troværdige personer og et magisk skole-element, så er bogen helt klart værd at kaste sig over, og jeg kan kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.