Viser opslag med etiketten Karin Hald. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Karin Hald. Vis alle opslag

søndag den 8. oktober 2023

Nordens fabeldyr og andre væsner fra nordisk mytologi

Nordens fabeldyr og andre væsner fra nordisk mytologi er en fagbog til børn, skrevet af Karin Hald. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine.

Mød nordens fabeldyr, og lær mere om blandt andet dragen Fafner, valkyrierne, Fenris, Sleipner, og mange andre væsner fra nordisk mytologi. 

Jeg var vild med forfatterens første fagbog, Fabeldyr og andre magiske skabninger, og har glædet mig til den næste i serien, lige siden jeg hørte, at den var på vej. Jeg har efterhånden kendt Karin en del år, både gennem bogbloggermiljøet og via arbejdet, og selvom jeg rigtig godt kunne lide første bog, var det derfor også med en vis bæven, at jeg kastede mig over bogen. Heldigvis endte jeg med at være lige så glad for den, som for forgængeren, og selvom resuméet ikke siger så meget om bogen (det er virkelig svært at skrive resumé af en fagbog), så var jeg virkelig fanget. 
Nordens fabeldyr og andre væsner fra nordisk mytologi er skrevet i et letlæst, flydende og enkelt sprog, der passer godt til bogens målgruppe, og bogen er suppleret med en ordliste bagest, som forklarer de lidt sværere ord og begreber. 
Bogen introducerer læseren for ti forskellige fabeldyr og væsner fra den nordiske mytologi, men nævner også flere undervejs, da forfatteren kommer ind på andre væsner, der minder om de ti udvalgte fabeldyr og væsner. De ti er Hugin og Munin, Sleipner, Tandgnost og Tandgrisner, Midgårdsormen, Fenris, Valkyrier, Dværge, Fafner, Jætter og Ymer, og selv jeg, der er rigtig godt inde i den nordiske mytologi, lærte nyt undervejs. Hvert fabeldyr beskrives på en letforståelig og spændende måde, og selvom enkelte af beskrivelserne er lige til den korte side til min smag, så opvejes det af de mange quizzer, aktiviteter, lege, opskrifter, spil, kort og fup eller fakta-oplysninger undervejs. Bogen kombinerer fakta med aktiviteter, og det gør bogen perfekt til videbegærlige børn med interesse for fabeldyr, som gerne vil lære nyt og samtidig foretage sig noget aktivt i forbindelse med læsningen. 
Forfatteren, der er uddannet grafiker, har selv stået for opsætningen, og resultatet er utroligt smukt. Bogen er gennemillustreret med magiske og fantastisk smukke illustrationer af såvel fabeldyr som væsner, og hvert tekstopslag blander introduktionen af fabeldyrene med faktabokse, quizzer, aktiviteter med mere på en flot og pædagogisk måde, hvilket er med til at gøre teksten overskuelig også for yngre læsere. 
Bogen anbefales til såvel børn med interesse for fabeldyr og/eller nordisk mytologi, som voksne, der gerne vil kombinere læsning og leg med deres børn, og fungerer både som fakta- og aktivitetsbog, da der er masser af quizzer, spil og idéer til kreative aktiviteter undervejs. 

søndag den 25. september 2022

Fabeldyr og andre magiske skabninger

Fabeldyr og andre magiske skabninger er en fagbog til børn, skrevet af Karin Hald.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine

Kom med indenfor i en verden af fabeldyr, og lær mere om trolden, griffen, dragen, Pegasus, føniksen, enhjørningen, feen, havfruen, varulven og kraken.

Det er altid nervepirrende at skulle anmelde en bog af en, man kender, for hvad nu, hvis man ikke synes om den? Jeg har efterhånden kendt Karin i en del år gennem bogbloggermiljøet, og var nok også en af de første udenfor forlaget, der vidste, at hun havde en fagbog på vej. Derfor var det også med en vis bæven, at jeg begyndte læsningen. Heldigvis endte jeg med at synes rigtig godt om den, og det korte resumé til trods (det er virkelig svært at skrive et resumé af en fagbog), så var jeg godt underholdt. 
Fabeldyr og andre magiske skabninger er en fagbog skrevet til børn, og det bærer sproget præg af. Bogen er letlæst, med et flydende og enkelt sprog, og med en ordliste bagest i bogen, der forklarer de lidt sværere ord og begreber. 
Hvert af de ti fabeldyr i bogen beskrives på en letforståelig og spændende måde, og selvom enkelte af beskrivelserne er til den korte side, så opvejes det af de mange quizzer, fup eller fakta, opskrifter, lege, spil, kort og sjove facts undervejs. Det gør bogen perfekt til videbegærlige børn, som gerne vil introduceres til de forskellige magiske skabninger, og selv en voksen læser som jeg, med masser af viden om emnet, fik ny viden undervejs. 
Derudover er det bare en virkelig smuk bog. Forfatteren, der er uddannet grafiker, har selv stået for opsætningen, og bogen er gennemillustreret med smukke, magiske billeder og illustrationer af de mange fabeldyr og skabninger, hvilket gør læseoplevelsen til noget helt særligt. 
Bogen anbefales til børn med interesse for magiske skabninger og deres voksne, og fungerer både som fakta- og aktivitetsbog, da der er masser af quizzer og idéer til kreative aktiviteter, lege og spil undervejs.