Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.
Det er lykkedes Rane og Gunhild at få historien på rette spor, og nu mangler de kun at få Gunhild tilbage til hendes egen tid, for at alt er tilbage ved det gamle. Men Gunhild nægter at vende tilbage til den skæbne, der venter hende i middelalderen, og snart begynder problemerne forfra. I desperation rejser Rane og Gunhild frem i tiden, men det skulle de aldrig have gjort.
For at redde Ranes far må de finde en druide i Mellemlandet, der kan hjælpe dem. Det går dog hurtigt op for dem, at situationen er endnu værre, end de havde troet. Lokes lænker er blevet løst, og halvguden skaber endnu en gang rav i historien.
Rane og Gunhild må rejse til 1600-tallet, så hemmeligheden bag skibet Elefanten kan komme for dagens lys. Men livet på kolonitidens store sejlskibe er langtfra ufarligt, og de får brug for alt deres mod, hvis de skal overleve og redde historien igen.
For at redde Ranes far må de finde en druide i Mellemlandet, der kan hjælpe dem. Det går dog hurtigt op for dem, at situationen er endnu værre, end de havde troet. Lokes lænker er blevet løst, og halvguden skaber endnu en gang rav i historien.
Rane og Gunhild må rejse til 1600-tallet, så hemmeligheden bag skibet Elefanten kan komme for dagens lys. Men livet på kolonitidens store sejlskibe er langtfra ufarligt, og de får brug for alt deres mod, hvis de skal overleve og redde historien igen.
Jeg var vild med de første bind i serien, men måtte alligevel tage tilløb til at læse bogen her, da kolonitidens mørke side langt fra er mit yndlingsemne at læse om. Og det til trods for, at jeg samtidig synes det er et meget vigtigt kapitel af danmarkshistorien at få belyst.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren indfletter gamle danske ord, hvilket er med til både at gøre de historiske perioder levende og vise sprogets udvikling. Beskrivelserne er levende og billedskabende, og både actionscener og livet til søs fremstår lyslevende. Og så er jeg vild med forfatterens humor, som tydeligt skinner igennem undervejs, de alvorlige emner til trods.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, der overrasker gang på gang, og historien er fyldt med spænding, action, magi, tidsrejser, søslag, livet til søs, sejlskibe, danske kolonier, kærlighed, skæbne, venskab, nordisk mytologi og mod. Det er en historie om kolonitidens opdagelsesrejser, krig og rigdom, men også dens mørke bagside, hvor en del af det, der blev handlet, var mennesker, og hvor slavegjortes liv blev opgjort i penge. Bogen er blevet til i et samarbejde mellem forfatteren og M/S Museet for Søfart, og man kan mærke, at forfatteren har sat sig grundigt ind i perioden og det historiske kildemateriale, før han skrev bogen.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg holder meget af Rane og Gunhild. Rane er træt af tidsrejser og vil bare gerne hjem til sin familie, men er nødt til at tage afsted for at redde sin far. Gunhild er til gengæld ikke træt af eventyr. Hun nægter at vende tilbage til sin egen tid, og vælger i stedet en ny skæbne. Samspillet mellem Rane og Gunhild fungerer rigtig godt, og man kan mærke, at de to, trods deres forskelligheder, holder meget af hinanden. Bipersonerne havde jeg til gengæld lidt sværere ved at komme ind på livet af i dette bind, hvilket nok hænger sammen med, at der er flere tidsspring i dette bind, og derfor flere personer at forholde sig til. Jeg kunne dog rigtig godt lide Ingelborg, der forklæder sig som dreng for at kunne sejle ud sammen med sin forlovede, og den unge kvinde Julie, hvis svigerfar er guvernør i Trankebar. Jeg var også ret vild med den alternative forklaring på, hvordan Tordenskjold ifølge ham selv fik sit tilnavn. Og så er der Loke, den uberegnelige halvgud, som har sin helt egen agenda.
Bogen er, ligesom de første bind i serien, gennemillustreret af Bodil Bang Heinemeier med flotte farveillustrationer, der supplerer teksten rigtig godt, og er med til at gøre de forskellige tidsperioder levende.
Mørket under dæk er både en letlæst og spændende fantasyfortælling med masser på spil, og alternativ historieformidling for børn, hvor forfatteren vækker fortiden til live ved hjælp af historiske genstande. Blandingen fungerer virkelig godt, og såvel fantasyfans som historieinteresserede børn vil elske serien her. Var man, som jeg, vild med de første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg glæder mig allerede til næste bind.
Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar