lørdag den 18. januar 2025

Ophav del 1

Ophav del 1 er 2. bind af fantasyserien Den barske sandhed om Thor + Loke, skrevet af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo. 

Thor og Loke er nået til anden del af deres Gudeprøve. De skal finde Asgårds kommende hærfører, og overtale ham til at rejse med dem hjem. Det er dog ikke nogen let opgave. De to forfølges af en gruppe jætter, og bliver de fanget, er gode råd dyre. Samtidig plages Loke af drømmesyner, og en uplanlagt rejse til Underverdenen gør ikke sagen bedre. 

Jeg var ret vild med 1. bind i serien, og bind 2 skuffede bestemt ikke. 
Sproget er letlæst, flydende og stemningsskabende, og forfatternes brug af gamle nordiske ord er med til at hensætte læseren til en anden tid. Beskrivelserne er levende, og understøttes på fornem vis af de flotte, blodige og barske illustrationer. 
Handlingen er original, og plottet fortsætter hvor 1. bind i serien slap. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, guder, jætter, drømmesyn, venskab, vold, nordisk mytologi og død. Og så slutter den med en cliffhanger, der gør det noget nær ulideligt at skulle vente på 2. del. 
Personerne er levende og menneskelige, og især hovedpersonerne Thor og Loke lærer man som læser rigtig godt at kende. Hvor det i forrige bind var Thor, der var fortælleren, er det denne gang Loke, og det fungerede virkelig godt. Hvor Thor er impulsiv, stridslysten og har let til vrede, er Loke mere forsigtig og velovervejet. Men selvom de to er så forskellige, er man ikke i tvivl om, at de holder meget af hinanden, og selvom deres indbyrdes loyalitet til tider kommer på prøve, når Thor hellere vil slås end forsøge at løse problemerne med ord som Loke, så holder de sammen og bakker hinanden op. Af bipersonerne var jeg især fascineret af vølven Groa, som er mystisk, gådefuld og vidende, men også virkelig creepy. Lederjætten Grimmur er ondskabsfuld, voldelig og ikke alt for klog, og så er der den mystiske hærfører, som jeg ikke kunne lade være med at holde af, men ikke kan sige mere om, da det ville spoile handlingen. 
Ophav del 1 var en virkelig god læseoplevelse, med et originalt og mørkt take på nordisk mytologi, interessante og nuancerede personer, og en spændingskurve, der stiger støt hele vejen igennem. Samspillet mellem tekst og illustrationer er perfekt, og eneste minus er sådan set, at del 2 endnu ikke er udkommet. Er man vild med nordisk mytologi, graphic novels og hæsblæsende action, kan bogen og serien varmt anbefales. Jeg er i hvert fald fan! 

torsdag den 2. januar 2025

Læseplan for 2025

Nyt år = ny læseplan.
Traditionen tro har jeg endnu en gang lavet en læseplan for det kommende år. Selvom det sjældent lykkes mig at følge planen hele året igennem, kan jeg godt lide idéen om at sætte mig nogle mål for mit læseår, som jeg løbende kan tjekke op på. Igen i år har jeg delt læseplanen op i læseudfordringer, læsemål og blogmål, og skåret ned på antallet af deciderede udfordringer. 


Læseudfordringer

I år har jeg to udfordringer. 

Den første drejer sig om antallet af bøger, jeg gerne vil læse i 2025. I modsætning til tidligere år, hvor jeg har brugt Goodreads, har jeg valgt i år at bruge Storygraph til udfordringen, hvilket der er to grunde til. Den ene, og den, der vejede tungest, er, at det ikke længere er muligt selv at lægge bøger manuelt ind i Goodreads-databasen, hvilket giver et misvisende resultat, da det så kun er bøger, som Goodreads "kender i forvejen", der kan tælle med, i modsætning til Storygraph, hvor man også selv kan tilføje bøger, og derfor kan tælle alle læste bøger med. Den anden er, at Storygraph giver mere statistik i forhold til de læste bøger, ligesom siden er mere fleksibel at bruge. Jeg kommer dog stadig til at give bøger stjerner på Goodreads, selvom jeg ikke deltager i læseudfordringen i år. 
Igen i år har jeg sat læsemålet lidt lavere, end jeg plejer, og starter derfor forsigtigt ud med 50 bøger. Jeg regner med at tage en midtvejsstatus på læsemålet til sommer, og, hvis jeg er langt foran, sætte læsemålet lidt op. Jeg tæller kun "rigtige" bøger med i læseudfordringen, så tegneserier og graphic novels vil kun figurere på de forskellige måneders læsestatus.

Min anden læseudfordring er den serieudfordring, som jeg har kørt med i syv år. Selvom jeg aldrig for alvor kom i gang med udfordringen i 2024, synes jeg stadig, idéen med seriekrukken fungerer, og hjælper mig med at komme videre med nogle af de serier, som jeg måske ellers har glemt lidt. Jeg har været alle sedlerne igennem, og har sorteret dem fra, hvor jeg har fået læst serierne, samt tilføjet de nye serier, som jeg har påbegyndt i 2024, og seriekrukken indeholder, ved årets start, 79 serier. Hver måned trækker jeg en serietitel fra krukken, og skal så, som minimum, have læst en bog i serien, før måneden er slut. Bliver jeg ikke færdig med serien, ryger sedlen tilbage i krukken, til næste gang jeg trækker den. Enkelte serier er det så lang tid siden jeg har læst, at jeg nok bliver nødt til at genlæse de første bind, men forhåbentlig kan jeg huske hvor jeg er kommet til i de fleste serier. Jeg har valgt ikke at smide anmeldereksemplarer i glasset, da de gerne skulle læses snarest, og det derfor ikke giver mening at putte dem i glasset. Skulle jeg få lyst til, i årets løb, at læse videre i en serie, som befinder sig i glasset, uden at have trukket den, er det ikke forbudt. Bliver jeg færdig med serien, og trækker sedlen senere, trækker jeg bare en ny seddel i stedet for.


Læsemål

I 2025 vil jeg fokusere på at få antallet af igangværende serier ned. Selvom jeg fik afsluttet flere serier i 2024 end året før, har jeg stadig gang i alt for mange, og målet er derfor at få afsluttet minimum 12 serier, uden jeg dog har lagt mig fast på hvilke og hvornår.
Derudover vil jeg gerne komme ajour med flere serier, uden jeg dog har lagt mig fast på et antal her. 

Jeg fortsætter mit læsemål fra sidste år om at læse flere af mine engelske bøger. Jeg køber stadig langt flere end jeg får læst, og har derfor sat mig som mål at få læst minimum 12 engelske bøger i 2025. Hvilke bøger det bliver, vil jeg lade komme an på mit humør. 

Jeg har igen i 2025 planer om at deltage i forskellige readathons, blandt andet TFF Readathon, Dewey's 24 Hour Readathon og The Final Book Support Group Readathon. Skulle der dukke andre interessante readathons op i årets løb, er det heller ikke umuligt, at jeg deltager i dem.

Derudover håber jeg at få tid til at genlæse nogle af mine yndlingsbøger i løbet af året. For selvom jeg får mange nye spændende bøger ind ad døren, så vil jeg også gerne kunne genopdage magien i de gamle.

Jeg har også et ønske om endelig at komme i bund med stakken af anmeldereksemplarer, som efterhånden har forfulgt mig, for nogle af bøgernes vedkommende, i flere år. Målet er at få læst og anmeldt alle de bøger, jeg har liggende fra 2024 og før, inden udgangen af 2025. Jeg har pt. lukket for aftaler om nye anmeldereksemplarer, indtil jeg er kommet i bund med stakken, men overvejer at gøre det permanent, da jeg må konstatere, at jeg ikke rigtig kan følge med, og at tanken om den evigt voksende anmelderstak stresser mig. Samtidig vil jeg også gerne have læst nogle af de bøger, jeg selv har købt. Men foreløbig skal jeg til bunds i stakken, og så tager jeg en beslutning derefter.


Blogmål

I 2025 vil jeg gerne lave flere Top 10 Lister igen. Det blev kun til en enkelt liste i 2024, og det tal vil jeg gerne have op. Både I og jeg er glade for indlæggene, og jeg har masser af idéer, så jeg skal bare have overskud til det. Målet er fire lister om året, med en ny liste hver tredje måned.

Jeg har også planer om at lave flere Book Tag-indlæg, da jeg synes, de er en sjov måde at fortælle om mine læsevaner. Desværre måtte jeg lægge dem på hylden i 2023 og 2024, men jeg vil rigtig gerne genoplive dem i det kommende år,

Jeg fortsætter med at lave statusindlæg hver måned, og her fortæller jeg også hvordan det går med de forskellige læseudfordringer. Jeg synes, indlæggene fungerer godt, og de er i hvert fald med til at give mig et overblik over, hvordan læsemåneden er gået. Da det kun er bøger indenfor de fantastiske genrer, som jeg anmelder på siden, giver månedsindlæggene også jer en mere præcis oversigt over, hvad jeg egentlig læser. Den komplette liste over årets læste bøger kan altid findes på min Storygraph-side, hvor man kan få et hurtigt overblik over min fremgang i løbet af året.

Jeg fortsætter også med at lave månedlige Book Hauls i 2025. Det er en god måde for mig at få overblik over, hvor mange nye bøger jeg egentlig får ind ad døren, og jeg kan se på statistikken, at det også er nogle indlæg, der bliver læst meget. Jeg håber dog, at indlæggene bliver noget kortere i 2025, da et af mine mål for året er, at få min bogkøb under kontrol. Jeg køber i øjeblikket langt flere bøger, end jeg får læst, og det vil jeg gerne have lavet om på. 

Sidst, men bestemt ikke mindst, vil jeg i 2025 lave flere anmeldelser på bloggen. Jeg kæmper i perioder stadig med læselysten og -overskuddet, men håber, jeg i løbet af det kommende år kommer tilbage på ret køl, og får gang i læsningen, og dermed anmeldelserne, igen. Anmeldelser er jo bloggens kerne, og det skulle gerne fremgå tydeligere i 2025, end det har gjort i de sidste par år.


Hvordan de forskellige udfordringer kommer til at gå, vil vise sig, men jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang.

Første serie fra seriekrukken i 2025 er Den barske sandhed om Thor + Loke af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo, hvilket burde give en dejlig blid start på udfordringen, da bogen både er illustreret og ikke særlig lang. 

Derudover skal jeg have læst månedens læsekredsbog, og så vil jeg rigtig gerne have færdiglæst nogle af de bøger, jeg er i gang med. 
Jeg har også en løs plan om at deltage i The Final Book Support Group Readathon i slutningen af januar, men bestemmer mig først endeligt, når jeg kommer tættere på, og har en idé om, hvordan mit overskud er. Ellers byder januar på en tur i teatret med mine forældre og arbejde. 

onsdag den 1. januar 2025

Læsestatus for december og 2024

December er slut, og det er blevet tid til at gøre status over måneden, der gik. Men også tid til at se tilbage på året, der er gået, og på, hvordan det egentlig gik med mine læseplaner for 2024. 
Da jeg både gør status over en måned og et år, er indlægget denne gang en del længere, end det plejer at være. Jeg har dog forsøgt at gøre det mere overskueligt, ved at inddele det i mindre afsnit, så forhåbentlig vil det lette læsningen. 
Så sæt jer godt tilrette med en kop te, kaffe og måske en snack eller to, og læs med, mens jeg siger farvel til måneden og året, der gik. Først gælder det december. 


Læsestatus for december 

December bød på masser af regn og rusk, men også enkelte glimt af solen. Det var en måned præget af træthed og enkelte energiudbrud, men også en måned, hvor humøret endelig løftede sig lidt, og jeg begyndte at kunne se lidt fremad. Og så lykkedes det mig at komme igennem måneden uden en eneste sygedag!
I december gik jeg ned i tid, hvilket betyder, at jeg frem til maj har en ugentlig fridag. Forhåbentlig vil det hjælpe med at få hovedet i orden igen, så jeg kan vende tilbage på fuldtid i gladere tilstand. 
Arbejdsmæssigt gik tiden med festivalarbejde, hvor der var en del, der skulle følges op på, før jeg kunne gå på tidlig juleferie allerede 17. december. Jeg havde nogle ekstra feriedage, der skulle bruges efter sidste juls corona, og det betød lang juleferie. Ovenikøbet skulle jeg, for første gang siden studietiden, ikke arbejde mellem jul og nytår, da bibliotekerne i Esbjerg grundet besparelser holdt helt lukket i juledagene i år. 
På hjemmefronten gik tiden med julegaveindkøb, små hyggeprojekter og læsning, selvom sidstnævnte dog svingede en del, grundet træthed. Juleaften blev tilbragt hos familien i Thy, mens nytåret blev fejret hjemme sammen med katten. 
Læsemæssigt gik det rimelig godt. Jeg startede godt nok måneden ud med at sætte mit Goodreads-læsemål ned fra 50 til 45 for ikke at stresse mig selv, men det lykkedes mig at nå i mål med to af mine læsemål. Måneden bød på en del spontan læsning, og det lykkedes mig derfor ikke at få færdiglæst nogen af de bøger, jeg var i gang med før månedens start, men til gengæld var jeg rigtig glad for det, jeg fik læst. Det blev også til en del genlæsninger i månedens løb, hvilket altid er hyggeligt. 
Men lad os se på, hvad jeg fik læst. 

I december fik jeg læst 5 julebøger, hvoraf de 4 var genlæsninger. 
Bøgerne var:

J. Krohn: Peters jul
Genlæsning.

Lise Nørgaard: Julen er hjerternes fest
Genlæsning.

Timo Parvela og Pasi Pitkänen: Krampus (Skygger 3)
Serien er slut. 

Astrid Lindgren: Jul i stalden
Genlæsning. 

Camilla Läckberg: Mord og mandelduft
Genlæsning. 

Jeg fik også læst 5 meget blandede bøger, fordelt på 2 fagbøger, 2 gys og 1 fantasy. 
Bøgerne var:

Paul Kidby: Designing Terry Pratchett's Discworld

Mette Engel-Holm: Bæstet (Væsner 1)

Malene Fabricius Holm: Natsværmer (Væsner 2)
Serien er ajour. 

Trine Engholm Michelsen: Storfyrstinden

Rhianna Pratchett og Gabrielle Kent: Tiffany Aching's Guide to Being a Witch

Sidst, men ikke mindst, fik jeg læst 4 tegneserier.
De var:

Mort Walker: Basserne 1988

Jim Davis:
Garfield på tynd is (Garfield 57)
Spise med grise (Garfield 59)
Garfield overvejer (Garfield 60)

I alt fik jeg læst 10 bøger og 4 tegneserier. Af dem var 2 fagbøger, 5 julebøger og 1 novellesamling. 4 af bøgerne var genlæsninger, og 2 var på engelsk. Jeg fik påbegyndt og kom med ajour med 1 serie, og afsluttet 1 serie. 

Hvad jeg planlægger for januars læsning venter jeg lidt med at fortælle. Der kommer nemlig et indlæg i morgen, hvor jeg fortæller om læseplanerne for 2025. Men jeg vil i hvert fald arbejde videre på anmelderstakken, og få færdiglæst nogle af de bøger, jeg er i gang med.


Læsestatus for 2024

Trods en fin afslutning på læseåret, var 2024 generelt et dårligt læseår. Selvom det startede godt ud, tog læsningen flere dyk i løbet af året, og helt galt gik det i august og september, hvor jeg ikke fik læst en eneste bog. Især i den sidste halvdel af året kæmpede jeg en del med læselysten og -overskuddet, og havde svært ved at få færdiglæst de bøger, jeg gik i gang med. Jeg får derfor ind i det nye år med 7 igangværende bøger. Også anmeldereksemplarerne led i 2024, og jeg er stadig langt bagud med dem. Halvvejs gennem året valgte jeg at sætte mine læseudfordringer, som jeg aldrig rigtig kom i gang med, endeligt på pause, og i stedet koncentrere mig om mine løsere læsemål. Jeg måtte også, af flere omgange, nedsætte mit Goodreads-læsemål fra de oprindelige 75 bøger til 45, for ikke at stresse mig selv. 

Men lad os se på, hvordan det egentlig gik med mine forskellige læseudfordringer, læsemål og blogmål. 

Status på læseudfordringer

Jeg havde tre læseudfordringer i 2024, hvoraf den første var mit Goodreads-læsemål. Jeg startede året med et mål på 75 bøger, men satte det, af flere omgange, ned til 45, hvilket jeg også kom i mål med. Faktisk endte jeg med at få læst 48 bøger, men da de 3 ikke fandtes på Goodreads, talte de ikke med her, men kun i mit Storygraph-læsemål. Hvilket er en del af grunden til, at jeg har valgt at bruge statistikken fra Storygraph i dette indlæg. 


Lidt statistik fra Storygraph:










Som man kan se, hvad jeg ret glad for de fleste af de bøger, jeg fik læst i 2024. Langt de fleste lå på 4 eller 5 stjerner, og gennemsnittet ligger på 4,14 stjerner. Ifølge Storygraph har jeg læst 10.694 sider, hvilket er en del lavere end sidste år. Til gengæld har det gennemsnitlige sidetal per bog været højere, med 227 sider. Det faktiske sidetal er dog en del højere, da jeg ikke tæller tegneserier og graphic novels med som en del af mit læsemål. 

Min anden læseudfordring var min serieudfordring, hvor jeg fra årets start havde skrevet alle de serier ned, som jeg var i gang med, og puttet dem i et glas. Hver måned trak jeg så en serie fra glasset, og meningen var så, at jeg skulle læse videre i serien, og potentielt færdiglæse den. Jeg kom desværre aldrig rigtig fra start med udfordringen, og endte med at sætte den permanent på pause halvvejs gennem året. Alligevel har jeg tænkt mig at fortsætte med udfordringen i 2025, da jeg synes, det er en fin måde at komme videre med nogle af de serier, jeg er gået i stå i.

Tredje og sidste læseudfordring var min hyldeudfordring, som jeg startede op i 2023. Udfordringen er inspireret dels af min egen juliudfordring #sænkmintbr og dels af booktuberne Niki Hawkes - The Obsessive Bookseller og BookswithEmilyFox, som hver har deres version af den. Den gik ud på, at jeg hver måned skulle trække en seddel med en bogstav/tal-kombination som henviser til en hylde i mine reoler, og fra den hylde skulle jeg så læse minimum en af de ulæste bøger, der stod på den. Heller ikke denne udfordring kom jeg ordentlig i gang med, og jeg har derfor besluttet, at sætte den på pause i 2025. 


Status på læsemål

Jeg havde 5 læsemål i 2024. 

Første læsemål var at få afsluttet 12 serier i løbet af året. Det gik ikke helt efter planen, men jeg fik da afsluttet 4, hvilket er mere end i 2023. Jeg har dog tænkt mig at gentage forsøget i 2025. 

Andet læsemål var at få læst flere af de engelske bøger på min TBR. Også her havde jeg sat mig et mål på 12, og her lykkedes det mig faktisk i sidste øjeblik at nå i mål. Holdt op mod hvad jeg fik læst i alt, beløb de engelske bøger sig til 29,2%, hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med, og jeg har planer om at forsøge at gennemføre læsemålet igen i 2025. 

Tredje læsemål drejede sig om readathons, og her var resultatet desværre noget blandet. I 2024 deltog jeg i 5 readathons. Eller, jeg forsøgte i hvert fald på det. De 3 omgange af The Final Book Support Group Readathon og Spookoplathon blev deciderede fiaskoer, mens det gik en del bedre med Dewey's 24 Hour Readathon i april. Desværre måtte jeg opgive at deltage i oktober-udgaven, grundet mit mentale helbred. 

Fjerde læsemål drejede sig om genlæsninger, og her kom jeg fint i mål med 11 genlæsninger ud af 48 bøger. 

Femte og sidste læsemål drejede sig om at komme i bund med stakken af anmeldereksemplarer fra 2023 og før, hvilket desværre ikke blev en succes. Faktisk faldt jeg igennem med et brag, da jeg kun fik læst 9 anmeldereksemplarer i årets løb, hvoraf de fleste var graphic novels, og derfor ikke fremgår af statistikken. Jeg forsøger mig med læsemålet igen i 2025, og håber på en større succes end i år. 


Status på blogmål

Jeg havde 5 blogmål i 2024, og her gik det lidt bedre, end med både læsemål og læseudfordringer, da en del af dem handlede om faste indlæg på bloggen. 

Mit første blogmål drejede sig om at få Top 10 Listerne tilbage på bloggen. Målet var 4 lister i løbet af året, men det blev kun til en enkelt ny liste i årets løb. Det er dog stadig flere end i 2023, så jeg betragter det som en delvis succes. Blogmålet vender tilbage i 2025. 

Mit andet blogmål var at lave flere Book Tag-indlæg på bloggen, og her fejlede jeg stort. Jeg fik nemlig ikke lavet et eneste Book Tag i 2024. Forhåbentlig går det bedre i 2025.

Tredje blogmål var at fortsætte med de månedlige statusindlæg, og her lykkedes det mig at gennemføre. Hurra! Statusindlæggene fortsætter i 2025. 

Fjerde blogmål var at lave månedlige Book Haul-indlæg, og også det kom jeg i mål med. Book Haul-indlæggene fortsætter i 2025.

Femte og sidste blogmål var at få lagt flere anmeldelser på bloggen end i 2023, og også her nåede jeg i mål, med 15 anmeldelser i 2024 mod 13 anmeldelser i 2023. Ikke en stor fremgang, men lidt har også ret. Jeg har planer om at gentage blogmålet i 2025, og håber på endnu flere anmeldelser i det kommende år. 



Bogevents og sociale medier

Af bogevents deltog jeg i 2024 kun i Fantasyfestivalen, delvist på grund af manglende overskud. Jeg håber på, det bliver til flere boglige oplevelser i 2025. 

I 2024 tog antallet af følgere på Facebook et lille dyk, fra 654 i slutningen af 2023 til 652 i skrivende stund. I betragtning af den meget ustabile udgivelsesfrekvens på bloggen, er jeg imponeret over, at der ikke er flere, der er sprunget fra. Tak til alle jer, der fortsat følger bloggen her. 

På Instagram gik det den modsatte vej med antallet af følgere. Her voksede tallet fra 1438 i slutningen af 2023 til 1489 følgere i skrivende stund. Stor tak også til jer, der følger med her. 


Generelt om 2024

Privat har 2024 været et meget svingende år. Jeg havde svært ved at slippe den depression, jeg har kæmpet med siden starten af 2023, og selvom jeg oplevede stor fremgang i starten af året, og var sikker på, at jeg var rask, da jeg ramte sommerferien, så vendte den desværre tilbage for fuld udblæsning i efteråret, hvilket slog mig noget ud. Jeg er dog i gang med at kæmpe mig tilbage igen, og kan da også mærke, at det går fremad. Forhåbentlig lykkes det mig at komme helt ovenpå denne gang. 
2024 var også mærket af en del fysisk sygdom, både i form af migræneanfald, selvom der da heldigvis er blevet færre af dem, og forskellige virusangreb, hvoraf det værste var en kombineret hals- og lungebetændelse, der forfulgte mig i flere uger, og sendte mig på både penicillin og hostesaft. 

Det blev dog også til flere gode oplevelser i 2024. Jeg startede ud i januar med en tur i teatret til Figaros udgave af Gøngehøvdingen med mine forældre, forfatterforedrag med Lise Munk Thygesen i Ribe i februar, to nørdede koncerter i marts The Music of Hans Zimmer and Others og The Music of the Lord of the Rings samt stor familiefødselsdag med overnatning, en fantastisk hyggelig ferie til London med mine forældre i juli, Fantasyfestival og biograftur med min faste filmmakker i september, og jul med familien i Thy i december, samt flere hyggelige familiebesøg.  

2024 var et år med store udsving, både hvad angik mit eget humør og overskud, men bestemt også på verdensplan, hvor krige, ufred og klimakatastrofer har gjort sit til at formørke tilværelsen. Lad os håbe, at 2025 bliver året, hvor vi får fred igen. 

Til slut vil jeg gerne sige tak til alle de forfattere og forlag som har givet mig så mange dejlige læse- og bogoplevelser i 2024, og ikke mindst til jer, kære læsere, som har fulgt med, kommenteret, og forhåbentlig er blevet inspireret til jeres egne læseoplevelser, trods de noget ustabile indlæg på bloggen.


Tak for 2024, og på gensyn i 2025.