Det lykkedes Oona at redde prinsesse Ceinwen fra Aisgard, men det har ikke været uden omkostninger. Rejseselskabet måtte blive tilbage for at sikre at Oona og prinsessen kunne undslippe, og Oona ved ikke om de stadig er i live - og hvor de i givet fald befinder sig. Samtidig lykkedes det Lucili at nedkaste en forbandelse over Næslandet, og hele landet er nu dækket af en isvinter. Troldmanden Radulfir drager derfor mod nord for at bede heksene om hjælp til at bryde forbandelsen, mens prins Sigmon er draget mod syd for at finde ud af hvad der er sket med rejseselskabet, som tæller både hans bror og morbror.
Imens må Oona blive i Lundene. Flugten tog hårdt på hende, og de kræfter hun påkaldte har en pris, som hun må betale. Hun er plaget af stærke smerter, og lægerne kan ikke finde ud af hvad der er galt med hende. Samtidig plages hun af savnet af sin familie. Hun bliver mere og mere sikker på, at hun så sin lillebror i Aisgard, og hun beder derfor dronningen om hjælp til at finde ud af hvad der skete i Muldnæs. Noget, som viser sig at være farligere end ventet at finde ud af, for Lucilis magi er stærk, og hun har sine helt egne planer med Oona.
Endelig forsvinder vinteren, og det samme gør Oonas smerter, mens prisen for den hjælp hun fik åbenbarer sig. Hun har mistet tre år, og er pludselig blevet voksen - næsten altså.
Da det lykkes heksene og prins Sigmun at finde ud af hvad der skete med rejseselskabet, må Oona igen rejse ud på en redningsekspedition. En rejse, som bestemt ikke er ufarlig.
Hendes syner tager til, og en dag modtager hun en besked fra Dagdrømmeren, et mystisk væsen bosiddende på en isoleret ø, som ved hvor Skjoldet befinder sig. Før hun kan hente Skjoldet må hun dog først drage til Aisgard, og det er bestemt ikke ufarligt, for Lucili vil have fat i Oona og vriste Skjoldets gemmested ud af hende. Og hun vil bruge alle midler for at nå sit mål. Selv Oonas familie.
Oona får brug for alt sit mod og alle sine evner hvis hun skal slippe levende fra mødet med Lucili. Men Lucili har et es i baghånden: En forræder gemmer sig blandt lysets folk, og forræderen vil gøre alt for at forpurre lysets planer. Krigen om Skjoldet og Næslandets fremtid er i gang...
Af en eller anden grund tog det mig temmelig lang tid at læse den her bog. Og det var bestemt ikke fordi jeg ikke kunne lide den, eller synes den var kedelig. Tværtimod skete der noget hele tiden, og samtidig udviklede både sprog og personer sig rigtig meget, så jeg har ikke rigtig nogen forklaring.
For bogen er utroligt god, og jeg elskede gensynet med Næslandet og dets mange indbyggere.
Bogens sprog er letlæst og flydende, og man kan mærke, at forfatteren har udviklet sig siden hun skrev første bind. Sproget er blevet mere varieret, og hendes beskrivelser er blevet endnu mere levende, selvom jeg ikke troede det ville være muligt.
Universet udvider sig her i andet bind, og det både geografisk og indholdsmæssigt. Der dukker endnu flere væsener og personer op, og Næslandets magi og historie udvikler sig, uden at det dog kommer til at virke forklarende på læseren, men i stedet indflettes i historien på en måde der bare fungerer. Jeg er vild med seriens univers, og især de mange væsener som bebor Næslandet fascinerer mig. Ikke mindst Dagdrømmerens creepy får, som gør, at jeg fremover vil betragte de uldne dyr med en stor portion mistænksomhed og aldrig turde vende ryggen til dem, for slet ikke at tale om de endnu mere creepy Laniidae, som har et sygt forhold til træer, og som minder mig om historierne om virkelighedens Dracula.
Men personerne er nok der, hvor udviklingen i bogen er størst. De er blevet endnu mere levende og realistiske, og forfatteren har givet dem både forhistorier og motiver, hvilket gør det endnu lettere for læseren at identificere sig med dem, samtidig med at personerne bliver mere hele mennesker. Hovedpersonen Oona er blevet både ældre og mere handlekraftig, og det klæder hende. Hun begynder at stole mere på sig selv og sine evner, og det gør at man som læser virkelig tror på hende som den udvalgte. Hendes voksende interesse for det modsatte køn er med til at give en interessant spænding mellem Racnar, Sigmun og hende, i noget som på mange måder er et typisk trekantsdrama, og så alligevel ikke. Oonas kærlighed til familien er det der driver hende, og den måde hun reagerer på da hun finder ud af hvad der skete i Muldnæs er utroligt godt beskrevet. Samtidig er hun helt klar over, at Næslandets skæbne hviler på hendes skuldre, og hun er parat til at gøre alt hvad hun kan får at slå Lucili. Oona irriterede mig lidt i første bind, men her i andet bind har hun for alvor erobret mit hjerte, og jeg glæder mig til at følge hendes videre udvikling i de kommende bind. Det meste af bogen fortælles via Oonas synsvinkel, men også andre personer er med til at fortælle historien, og noget af det jeg virkelig godt kan lide, er at bogen også fortælles fra Lucili og hendes brors synsvinkler, fordi det gør de onde mere nuancerede og interessante, at man lærer deres historie og motiver at kende. Bipersonerne er interessante og nuancerede, og som læser kommer man hurtigt til at holde af dem.
Plottet er godt skruet sammen, og ligesom Næslandet selv meget originalt. Handlingen er fyldt med action, kærlighed, venskab, magi, jalousi, forræderi, krig og nervepirrende spænding, og fyldt med masser af drejninger undervejs, som gør det svært at forudsige hvad der vil ske. Og selvom jeg gættede hvem forræderen var forholdsvis hurtigt, så var det også det eneste jeg gættede rigtigt! Bogen slutter med noget af en cliffhanger, og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg skal i gang med at læse næste bind med det samme. Var man vild med første bind vil man ikke blive skuffet over andet, end at bogen slutter. Bogen og serien har mine varmeste anbefalinger.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar