Hvert år samles verdens overnaturlige væsener for at drage på en mission, der kræver magiske evner. Det plejer at være en fredelig affære, men det ændrer sig, da selveste Nornerne dukker op, for at vælge, hvem der skal løse dette års mission. En mission, der er noget udover det sædvanlige, og langt farligere end forventet. De udvalgte skal nemlig tage kampen op mod den frygtelige ogre fra Oglefort for at befri en prinsesse. Uheldigvis er årets udvalgte en noget aparte flok: En sumpheks med en oprørsk familiar og en menneskedreng uden magiske evner som afløser, en trold, og en temmelig håbløs troldmand med morkomplekser bliver sendt afsted for at redde prinsessen. Men hvad gør de, når prinsessen ikke ønsker at blive reddet, og den fjende, de står over for, har fået et nervøst sammenbrud?
Jeg elsker Eva Ibbotsons middle grade fantasybøger, og har genlæst mange af dem flere gange. Men The Ogre of Oglefort havde jeg ikke læst før, og derfor var jeg også spændt på, om den kunne leve op til hendes andre bøger. Heldigvis blev jeg ikke skuffet, for jeg var ret vild med bogen.
Sproget er letlæst, flydende og levende, med masser af humor, og beskrivelserne er både morsomme og livagtige.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, når forfatteren vender fantasyklicheerne på hovedet, og giver dem sit eget originale spind. Historien er spændende, og fyldt med magi, overnaturlige væsener, forældreløse børn, talende dyr, en ogre med nervøst sammenbrud, spøgelser, prinsesser og prinser, krydret med masser af action, magiske uheld, litterære og mytologiske referencer, miljøbekæmpelse og naturbevaring. Tilsammen udgør delene en hjertevarm, sjov og tankevækkende fortælling, som jeg fløj igennem.
Personerne er menneskelige, nuancerede og umulige ikke at holde af. Drengen Ivo er intelligent, nysgerrig, modig og hjælpsom, og drømmer om et liv langt væk fra børnehjemmet. Sumpheksen er hjælpsom og forsøger bare at overleve i en verden langt fra sumpen. Trolden Ulf savner sin barndoms svenske skove, og hader sit liv i byen. Og troldmanden Brian er fanget i sin mors forventninger og ønsker, og har slet ikke lyst til at være troldmand. Og så er der ogren, som er ulykkelig, syg, og bare vil have lov at dø i fred, og prinsesse Mirella, som ikke har spor lyst til at være prinsesse og gifte sig med en prins, eller blive reddet fra ogren. Udover dem er der et væld af mindre bipersoner, som alle har en tydelig stemme, og dukker op i mere eller mindre grad undervejs.
The Ogre of Oglefort var en skøn læseoplevelse, og ligeså hjertevarm, sjov og tankevækkende som forfatterens andre bøger. Forfatteren vender endnu en gang klicheerne på hovedet, ligesom forældreløse børn og miljøtemaet går igen i forfatterskabet, men alligevel er The Ogre of Oglefort en original og spændende historie. Er man fan af Ibbotsons fortællestil eller elsker man middle grade fantasy, kan bogen her kun anbefales.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar