onsdag den 19. juni 2024

Edderkoppedronningen

Edderkoppedronningen er 2. bind af højtlæsningsserien Liljas eventyr, skrevet af Josefine Ottesen. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Alfeprinsessen Lilja elsker at tage på eventyr og flyve rundt sammen med sine alfevenner. Hun bor ved Nøkkerosesøen sammen med sin far, alfekongen, og vil hellere lege end at gå i skole. 
En dag, da Lilja leger med sine venner, kommer to af dem, Myssa og Iris, op at skændes. Myssa elsker at fortælle historier, og da hun fortæller om den mystiske Edderkoppedronning, bliver Iris bange, og flyver hjem. Dagen efter kommer de to op at skændes igen, og Myssa beslutter sig for at flyve med edderkopperne og deres historiespind, for at opsøge Edderkoppedronningen. 
Men det er ikke ufarligt for en alf at forlade søen og sollyset, og ingen ved, hvordan Edderkoppedronningen vil reagere. Derfor bestemmer Lilja sig for at redde Myssa, sammen med moslingen Mossi, Iris og Mus. 
Kan de fire venner overvinde deres frygt og uenigheder længe nok, til at redde Myssa? Og hvad med Edderkoppedronningen? 

Edderkoppedronningen er endnu en skøn højtlæsningsbog fra Josefine Ottesens hånd, og jeg nød gensynet med Lilja og hendes venner. 
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser, velfungerende dialoger, og en helt særlig varme og charme, som kendetegner Ottesens højtlæsningsbøger. Selvom sproget er letforståeligt, bliver det aldrig ensformigt eller kedeligt, og man kan mærke, at forfatteren tager sin målgruppe alvorligt. 
Universet vækker naturen til live, og forfatteren formår at putte fakta om de forskellige insekter, frøer og andre smådyr ind i historien på en sådan måde, at man som læser også lærer noget undervejs, uden det gør læsningen kedelig eller lærebogsagtig. Udover de mange virkelige dyr er bogen også fuld af magiske væsener som alfer og moslinger, hvilket tilføjer et strejf af magi til universet. 
Handlingen er spændende og godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og historien er fyldt med alfer, nysgerrighed, eventyrlyst, farer, mod og venskab, krydret med skoleliv, dril og frygt. Først og fremmest er det dog en historie om at være en god ven, fortællelyst, og at overvinde sin egen frygt. 
Personerne er levende og realistiske, og umulige ikke at holde af. Hovedpersonen Lilja er nysgerrig, eventyrlysten og modig, men handler indimellem lidt for impulsivt, ligesom hun ikke altid tænker sig om, og derfor kommer til at såre sine venner. Selvom hun irriterede mig en smule undervejs, så har hun hjertet på rette sted, hvilket gjorde, at jeg alligevel ikke kunne lade være med at holde af hende. Af bipersonerne holdt jeg især af Iris. Hun er den stille pige i klassen, videbegærlig og dygtig, men også forsigtig og frygtsom, og så har hun et godt hjerte. Jeg kunne også godt lide moslingen Mossi, som hellere vil lege med Lilja end arbejde, og Liljas frøvagter Kvæk og Kvak, der tilføjer en god del humor til fortællingen. Myssa irriterede mig til gengæld en smule, både på grund af den måde, hun driller Iris, men også fordi hun til tider virker lidt vel selvcentreret. Men det var en mindre detalje. 
Sidst, men absolut ikke mindst, er der bogens mange vidunderlige illustrationer. Bodil Bang Heinemeier har illustreret bogen, og har i den grad fanget både personerne og historiens kerne. Det er svært ikke at forsvinde ind i illustrationerne og forestille sig, at man befinder sig ved en idyllisk sø med svirrende insekter på en varm sommerdag. Og farvevalget bidrager til illusionen, med klare og varme nuancer. Bogen indeholder, udover de mange illustrationer, også et kort over Nøkkerosesøen foran og bagi bogen, samt noder og tekst til Liljas sang, og en QR-kode, hvor man kan høre sangen. 
Alt i alt var Edderkoppedronningen en dejlig læseoplevelse, og der er ingen tvivl om, at bogen vil begejstre både børn og deres voksne oplæsere. Var man fan af første bind i serien, må man ikke snyde sig selv for fortsættelsen, og jeg glæder mig allerede, til sidste bind i serien udkommer. 

Se også forfatterens hjemmesidehjemmeside

Ingen kommentarer: