Døden kommer til os alle, og nu er det blevet Granny Weatherwax' tur. Men en heks' død er ikke uden konsekvenser, og slet ikke, når heksen er så stærk som Granny Weatherwax. Uden hendes magi til at opretholde den, svækkes barrieren mellem Diskverdenen og Fairyland, og væsener fra eventyrene kan igen skabe ravage blandt mennesker og Diskens andre beboere.
Den eneste, der står i vejen for dem, er Grannys efterfølger, Tiffany Aching, men med to områder at være heks for, er hun hårdt spændt for, og selv ikke en heks kan være overalt.
Heldigvis er hjælpen nær, og nye tider er på vej for både Disken og heksene selv. Men er det nok til at stoppe fortidens ondskabsfulde væsener?
The Shepherd's Crown blev forfatterens sidste roman, udgivet efter hans død, og selvom Tiffany Aching-serien ikke er min yndling blandt underserierne i Discworld-serien, så synes jeg, bogen leverer et værdigt punktum for forfatterens univers.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor, livagtige beskrivelser og litterære referencer. Men også med en alvorlig tone, og en lidt melankolsk stemning, som klæder historien forbløffende godt. Og så er jeg vild med den måde, forfatteren leger med ordene på, og vender op og ned på begreber fra vores egen verden.
Universet udvider sig endnu en gang, og man kan mærke, hvordan hvert bind bygger ovenpå de, der er gået forud.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og så slutter den helt perfekt. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, elvere, hekse, forræderi, død, sorg, kønsroller, og kampen mod det onde. Samtidig er det en historie om at finde sig selv, om valg, og om at skabe sin egen rolle og fremtid.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom jeg tidligere har været irriteret på Tiffany som hovedperson, så syntes jeg faktisk rigtig godt om hende i dette bind. Hun er blevet voksen, og har taget rollen som heks til sig, men kan alligevel ikke lade være med at tvivle på sig selv, da hun pludselig står med ansvaret for heksene efter Granny Weaterwax' død. Langsomt finder hun ud af, at hun ikke kan gøre alt selv, og lærer nye sider af sig selv, og sit land, at kende. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Geoffrey, adelssønnen, der gerne vil være heks, og som går imod både samfundets normer og sin families forventninger for at følge sin drøm og sine idealer. Geoffrey er lyttende, rar og hjælpsom, men har også en kerne af stål, og en tro på sig selv. som er ret inspirerende. Og så er jeg ret vild med Nac Mac Feeglerne, som har en helt utrolig livsglæde og loyalitet, selvom de bestemt ikke altid opfører sig lige pænt eller lovlydigt.
The Shepherd's Crown var en rigtig god afslutning på en serie, som har fulgt mig i næsten 30 år, og som jeg uden tvivl kommer til at læse dele af igen og igen. Selvom det er trist at sige farvel til serien, og ikke længere have nye bøger at se frem til, så nød jeg læseoplevelsen, som, til trods for dens mere melankolske tone, stadig bød på masser af Pratchettsk humor, varme og fantastiske ordspil. Er man vild med Discworld-serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan kun anbefale bogen, og serien, til alle med hang til fantasy og humor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar