En ny opfindelse holder sit indtog i Ankh-Morpork. Damplokomotivet er ankommet, og togfeberen breder sig blandt indbyggerne.
Lord Vetinari er fast besluttet på at bevare kontrollen, og derfor får Moist von Lipwig, direktør for Postvæsenet, Banken, og Møntpressen, og tidligere svindler, til opgave at udbygge jernbanenettet, med Ankh-Morpork som centrum og foregangsby.
Ikke alle er dog lige begejstrede for fremskridtet, og dybt nede i dværgenes kongerige ulmer oprøret. Moist får brug for alle sine evner, hvis han skal overleve, og imens stiger dampen.
Jeg elsker Discworld-serien, og Moist er en af mine absolutte yndlingshovedpersoner. Alligevel havde jeg svært ved at komme i gang med dette bind, og det tog sin tid, før jeg for alvor faldt for historien. En af grundene er, at dette bind er noget mørkere i tonen, end de foregående bind i serien, med fokus på industrialiseringen og fremskridtets pris, og en anden er, at jeg havde svært ved at forlige mig med dampmaskiner og tog i Discworld-universet - fuldstændig som de traditionelt tænkende dværge - fordi jeg bare ikke er specielt interesseret i tog. Og det gjorde desværre, at jeg ikke nød læseoplevelsen helt så meget, som jeg havde forventet.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, masser af humor, og, ikke mindst, forfatterens utrolige leg med ord, begreber og sprog, som er med til at gøre hans bøger, og universer, til noget helt særligt.
Universet er fantastisk, og det er imponerende, hvordan forfatteren stadig, 40 bind inde i serien, kan blive ved med at udvikle og udvide sin verden, uden at modsige sig selv. Nye væsener, personer og steder bliver introduceret undervejs, samtidig med, at man som læser kan nyde gensynet med kendte steder og personer.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er både spændende og tankevækkende. Action, innovation, kommunikation, undertrykkelse, oprør og politiske intriger, krydret med fanatisme, traditionalisme og fremskridt er kun nogle af elementerne i historien. Men det er også en historie om drømme, håb og udvikling, om at turde tænke stort, og hvordan en enkelt idé - eller opfindelse - kan ændre livet for mange. Og så er der masser af damp, maskiner og tog, blandet med gobliner, dværge, og familie.
Personerne er levende, nuancerede og skæve, og mens store dele af persongalleriet allerede er introduceret i tidligere bind, så dukker der også helt nye personer op undervejs. Hovedpersonen, Moist, er, som tidligere nævnt, en af mine yndlingspersoner. Han er opportunist, svindler og lynende intelligent, men også overraskende empatisk, og modig når det gælder. Vigtigst af alt er han en overtalelsens mester, og forstår at holde mund, og vejre stemningen. Og så har han et hjerte af guld, som han gør alt for at skjule for omgivelserne. Af bipersonerne var Dick Simnel, opfinderen af dampmaskinen og selvlært ingeniør, den mest fremtrædende, og hans ærlighed, drive og mekaniske snilde gjorde ham til en skøn person at følge. Derudover nød jeg gensynet med andre kendte personer som Lord Vetinari, selvudnævnt tyran og tidligere lejemorder, hvis intelligens kun bliver udfordret af den daglige krydsogtværs. og hvis beregnende hjerne og pragmatiske natur gør ham til et farligt bekendtskab. Og så er det altid skønt at genopfriske bekendtskabet med Vimes og de andre medlemmer af vagtkorpset.
Selvom Raising Steam ikke hørte til blandt mine favoritter i serien, så var den stadig rigtig god, da jeg først kom ind i historien, og jeg nød gensynet med universet og personerne. Er man fan af serien, må man ikke snyde sig selv for dette bind, som, trods en mørkere tone, rummer en del interessante betragtninger om fremskridtet, dets pris, og hvor langt man er parat til at gå, for at følge sine drømme. Alt sammen fortalt med Pratchetts sædvanlige leg med sproget, humor, og kerne af alvor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar