For fyrre år siden begik en mand selvmord, og en lille dreng slap ved et uheld en ældgammel rædsel løs. Drengens eneste forsvar er de tre kvinder - eller to kvinder og en pige - som bor for enden af vejen. Tre kvinder, som ikke er, hvad de ser ud til, og som viser drengen et glimt af verdens hemmeligheder.
Jeg har efterhånden opdaget, at jeg har lidt ambivalent forhold til Neil Gaimans bøger. Jeg elsker hans rene fantasybøger og eventyr, men har det svært med hans noveller og mere magisk realisme-prægede historier, og den her er desværre en af sidstnævnte.
Sproget er letlæst og flydende, og rummer den helt særlige Gaimanske atmosfære af magi, drømme og sårbarhed. Beskrivelserne er livagtige, og bogen er fyldt med litterære referencer, hvilket altid er et hit for mig.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, som overrasker hele vejen igennem. Alligevel blev jeg aldrig rigtigt fanget af historien eller personerne, og jeg er efter endt læsning stadig ikke helt klar over, hvad det egentlig var, jeg læste, hvilket måske kan ses af det meget korte handlingsreferat. Historien tager temaer som familie, drømme, magi, død, ensomhed, tid, venskab og ondskab op, krydret med familie- og pengeproblemer, men fordi den er fortalt, som den er, føles historien mest af alt som en lang drøm, og som læser var jeg i tvivl om, hvorvidt historien faktisk var en drøm, skete, eller bare var en lille drengs indbildning skabt af familiens problemer, og det irriterede mig en hel del. Jeg bryder mig ikke om at være forvirret, når jeg læser, og at bogen samtidig sluttede med en af mine hadetroper, gjorde det ikke bedre.
Personerne er nuancerede og menneskelige, men fordi bogens stemning er så drømmeagtig, som den er, havde jeg virkelig svært ved at knytte mig til dem, og at fortællerens navn aldrig bliver nævnt, gjorde ham for mig endnu mere uvirkelig. Fortælleren fortæller i et flashback om noget, der skete, da han var syv år gammel, og som læser ser man det meste af historien igennem en syvårigs øjne. Og fortælleren føles virkelig som en syvårig, hvilket er godt gået af forfatteren. Men uheldigvis gør det også, at man som læser virkelig er i tvivl om, hvad der sker undervejs, fordi man som voksen kan se nogle nuancer i familiens interne relationer, som en syvårig opfatter på en anden måde. Og mens bipersonerne bestemt var interessante, så ses også de igennem en syvårigs øjne, hvilket dels gjorde dem temmelig sort/hvide, og dels gjorde dem svære at forholde sig til for mig.
The Ocean at the End of the Lane er, som alle Gaimans bøger, utroligt velskrevet, og man kan mærke, at han kan sit håndværk. Desværre var bogen ikke et hit for mig, og selvom den var hurtigt læst, så var den også hurtigt glemt. Det betyder ikke, at bogen er dårlig, for det er den langt fra, og kan man lide Gaimans noveller og mere magisk realisme-prægede bøger, så er The Ocean at the End of the Lane måske et nærmere bekendtskab værd. Personligt holder jeg mig dog fremover til Gaimans fantasy.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar