Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.
Ærild er vårlener, og bor på planten Nærv. Siden hans lillesøster blev taget af parasitterne, da han var 8 år gammel, har hans eneste ønske været at blive Øglejæger og slutte sig til Astrovåbnet, for at få hævn.
For at komme i Astrovåbnet skal han dog først tæmme sin egen flyveøgle, og sammen med sin fætter og en gruppe andre unge må han rejse til Kloens Klippe for at finde den. Rejsen dertil er lang og farefuld, og ikke alle overlever.
Samtidig begynder Ærild at få mistanke om, at ikke alt er, som det skal være. Men kan han klare sandheden? Og hvor langt er han parat til at gå, for at få hævn?
Selvom bogen er kort, tog det mig overraskende lang tid at læse den. Ikke fordi den er dårlig - langt fra - men fordi den gjorde mig så vred, at jeg var nødt til at læse den i små bidder. At den også har visse dystopiske elementer hjalp nok heller ikke på det, da jeg pt, grundet pandemien, har det svært med dystopiske fortællinger.
Sproget er letlæst og flydende, og de nye begreber og ord, forfatteren har skabt, er med til at gøre bogens univers realistisk og levende. Det samme er de livagtige beskrivelser, og især kampscenerne fungerer virkelig godt. Kapitlerne er korte og hurtigt læst, og selvom jeg personligt godt kunne have ønsket, at de var lidt længere, så fungerer det godt.
Universet er originalt og anderledes, og jeg kunne rigtig godt lide den måde, forfatteren koblede videnskab og teknologi med åndelighed og naturmagi, ligesom de mange nye væsener var interessante. Men skellet mellem teknologi og naturmagi viser også skellet mellem mennesker og vårlenere, og det er her konflikten i samfundet, og det dystopiske element, dukker op. For mens menneskene indtager toppen af samfundet, indtager vårlenerne bunden, og det var her, min vrede dukkede op. Ikke nok med, at menneskene udnytter vårlenerne, både som arbejdsstyrke og forsvar, de tvinger også en hel befolkningsgruppe til at betale offerbøder, og kan folk ikke betale, bliver de ofret. Offentlige afstraffelser er almindelige, og spørgsmål bliver ikke tolereret. Det, der for alvor gjorde mig vred, var dog den måde, menneskene lykkedes med at hjernevaske vårlenerne, så de faktisk troede på, at det var for deres eget bedste, og at menneskene beskyttede dem, når de undertrykte dem. Det gjorde mig vred på menneskene for undertrykkelsen, og på vårlenerne, fordi de ikke tænkte selv.
Handlingen er godt skruet sammen, med en del twists undervejs, og en slutning, jeg på ingen måde havde set komme. Historien er uhyggeligt spændende og barsk, og fyldt med action, undertrykkelse, manipulation, naturmagi, øgler, social uretfærdighed, hemmeligheder, løgne, videnskab, hævn, og kærlighed til familien. Først og fremmest er det dog en historie om at finde ud af, hvem man er, og hvad man tror på. Og hvor langt man er villig til at gå for det, der er rigtigt. Bogen gav mig i øvrigt både Starship Troopers og Red Rising-vibes, så slutter den med noget af en cliffhanger.
Personerne er levende og nuancerede, og især hovedpersonen Ærild er interessant at følge. Ærild elsker sin familie, og efter hans lillesøster bliver taget af parasitterne, er han besat af hævn. Men selvom Ærild tror på systemet, så har han det svært med menneskenes uretfærdigheder, og hans temperament, impulsivitet og hjælpsomhed giver ham konstant problemer. Heldigvis er hans fætter Seir god til at redde ham ud af problemerne, og båndet imellem de to er utroligt stærkt. Men hvor Ærilds familie kæmper for at betale offerbøderne, fordi hans mor er brudt sammen efter hendes datters død, så er Seir søn af førstejægeren og mere privilligeret, hvilket gør hans tiltro til systemet mere fast. Også de øvrige personer var interessante, og jeg kunne især godt lide Kasme og Zira, som var meget forskellige, men hvis styrker komplimenterede både hinanden og Ærild og Seir.
På trods af, at jeg læste bogen i små bidder, så var jeg utroligt engageret i læsningen, og jeg følte mig i den grad forbundet med såvel personer som univers. At forfatteren formåede at skabe så voldsomme følelser i mig under læsningen af en så kort bog, vidner om, hvor dygtig en historiefortæller Camilla Wandahl er, og er for mig et klart kvalitetsstempel. Udover at være virkelig god, så var Kloens Klippe også en stærk start på en ny serie, som jeg helt klart skal læse videre i. Og med den cliffhanger håber jeg ikke, der går alt for længe, før næste bind udkommer. Kan man lide science fantasy med dystopiske elementer, originale universer, og masser af spænding, så er bogen her helt klart værd at kaste sig over, og jeg kan, trods den vrede, den vakte i mig, kun anbefale den.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar