Warcross er 1. bind af science fiction-serien af samme navn, skrevet af Marie Lu.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda.
Emika på 18 år har, siden hendes fars død da hun var barn, klaret sig selv ved hjælp af sine hackerevner, og sit job som dusørjæger. Men nu er hendes penge ved at være sluppet op, og hun er i fare for at blive smidt ud af sin lejlighed, hvis hun ikke skaffer mange penge - og hurtigt. Da hendes seneste dusørjægerjob går i vasken, hacker hun sig, af ren og skær desperation, ind i åbningsceremonien for Warcross, verdens største, og mest indflydelsesrige, virtual reality-spil. Desværre bliver hun opdaget, og pludselig ved alle hvem hun er. Emika frygter at blive anholdt, men i stedet bliver hun kontaktet af spillets skaber, som også er Emikas idol, Hideo Tanaka. Han tilbyder hende et job: Deltag i årets Warcross-turnering som spion, og find ud af, hvem den mystiske Zero er.
Emika slår til, men opdager snart, at opgaven er langt farligere end hun havde troet, og snart er hendes liv i fare.
Hold op hvor var den her bog bare god! Jeg slugte den i løbet af ingen tid, og selvom jeg gættede et par plottwists undervejs, så tog slutningen fuldstændig fusen på mig.
Sproget er utrolig letlæst, og forfatteren formår at gøre hacking og kodning både spændende og, hvad der er vigtigere, forståeligt for læseren, og det på trods af at jeg stort set intet ved om programmering. Beskrivelserne er livagtige, og især actionscenerne i Warcross er beskrevet på en måde, så man næsten føler man selv er tilstede i spillet.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists undervejs, som gør det svært at forudsige hvad der kommer til at ske. Selvom enkelte elementer i historien er noget klichéfyldte, så er det ikke noget der for alvor trækker ned, da forfatteren får det til at fungere. Historien er spændende, og fyldt med action, venskab, kærlighed, virtual reality, intriger, forbrydelser, etik, berømmelse og hemmeligheder, fortalt i et hæsblæsende tempo. Udover faren ved et virtuelt liv, tager bogen også konsekvenserne af berømmelse op, og samtidig får forfatteren listet etiske overvejelser ind undervejs omkring personlig frihed og forbrydelse.
Personerne er interessante, menneskelige, og utroligt nuancerede, med fejl og styrker, og jeg følte virkelig jeg kom til at kende dem undervejs. Emika er stædig, modig, fræk og helt sin egen. Hun er utroligt intelligent, men tager også en gang imellem nogle chancer, som hun måske ikke skulle have gjort. Selvom hun er alene i verden, gør hun sit bedste for at overleve, og samtidig efterleve sit eget moralske kodeks. Både hendes mod og hendes hjerte bliver sat på prøve undervejs, og jeg kunne rigtig godt lide hende. At kærlighedsinteressen virker en smule klichefyldt generede mig faktisk ikke, selvom jeg en gang imellem også måtte trække på smilebåndet, fordi det virkede en smule usandsynligt. Jeg var også vild med Hideo, som havde mere dybde end man umiddelbart skulle tro, og en historie, som er både tragisk og inspirerende. Derudover kunne jeg rigtig godt lide Emikas holdkammerater og især det kammeratskab og samspil der er imellem dem. Også bipersonerne er nemlig nuancerede og interessante, og jeg følte virkelig, jeg kom til at kende dem allesammen.
På trods af klicheerne, eller måske på grund af dem, så var jeg virkelig vild med den her bog, og jeg kan næsten ikke vente, til næste bog i serien udkommer. Kan man lide science fiction, computerspil, og YA med masser af action, så kan den her bog varmt anbefales.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar