Only You Can Save Mankind

Only You Can Save Mankind er 1. bind af Terry Pratchetts science fiction/fantasy-trilogi om Johnny Maxwell.

Johnny er 12 år, og elsker at spille computerspil. Hans forældre skændes hele tiden, og Johnny er derfor overladt meget til sig selv. Hans ven Wobbler kopierer ulovligt spil til ham, og nole gange ændrer han dem lidt før Johnny får dem. Så da han pludselig får en besked fra de fjendtlige aliens i spillet Only You Can Save Mankind, hvor den fjendtlige flåde overgiver sig, tror han først det er en joke fra Wobblers side. Men da Johnny begynder at have livagtige drømme, og spillet pludselig mangler den fjendtlige flåde af aliens, begynder han langsomt at indse, at der er noget helt andet på spil.

Jeg har faktisk læst bind to og tre af trilogien på dansk som barn, uden at vide at de var del af en trilogi. Bind et er nemlig aldrig blevet oversat til dansk, og det er kun som voksen jeg opdagede, at bogen fandtes. Serien er en blanding af science fiction, fantasy og realisme, hvor denne bog er tættest på science fiction.
Nu har jeg så endelig fået den læst, og selvom den desværre er lidt outdatet, så er det stadig en god bog, fyldt med Terry Pratchetts vidunderlige humor, men også en overraskende filosofisk bog om krig, fred og fjendebilleder.
Sproget er letlæst og flydende, fyldt med ordspil i typisk Pratchettsk stil, og masser af humor. Slangudtrykkene er dog en smule forældede, også selvom den udgave jeg læste fik et ansigtsløft i 2004, hvor der blandt andet blev set på netop slangudtrykkene.
Handlingen er godt skruet sammen, men plottet giver uden tvivl mest mening for folk der har spillet computerspil i 1980´erne og starten af 1990´erne, hvor der stadig skulle skrives kode indimellem joystickbrugen. Det har jeg heldigvis, så jeg kunne sagtens følge med. Historien er spændende, og fyldt med computerspil, krig, fred, venskab, familieproblemer, aliens og medmenneskelighed. Der er fokus på krig, både i virkeligheden og i spil, krigens regler, hvor svært det er at slutte fred, og forskelle på mennesker i almindelighed, og mennesker og aliens i særdeleshed. Men også fokus på hvor ens folk kan være på trods af barrierer i form af sprog, race og sindelag, og om de fjendebilleder vi som mennesker opstiller mellem os.
Personerne er, med få undtagelser, ikke vanvittig nuancerede, men alligevel kan man relatere til dem, og deres forskellige motiver. Hovedpersonen Johnny var, sammen med alienkaptajnen, de mest udbyggede karakterer, og jeg holdt lige så meget af Johnny i denne bog, som jeg husker jeg holdt af ham som barn i de to andre bøger. Johnny er god til at forholde sig til andre mennesker, men selvom han har flere nære venner, så er han alligevel meget alene. Hans forældre er midt i de indledende øvelser til en skilsmisse, og glemmer ham derfor tit blandt alle deres skænderier. I mødet med alienkaptajnens tiltro til ham som frelser bliver han pludselig synlig, og må finde ud af, hvor han står, og hvad han tror på, i forhold til krig og fred. Alienkaptajnen er træt af krig, og ønsker bare at sikre sin races overlevelse. Hun tror fuldt og fast på, at fred er vejen frem, og det på trods af, at hendes folk langt fra er overbeviste om at hun har ret. Bipersonerne er, som tidligere skrevet, ikke voldsomt nuancerede, men jeg kunne alligevel rigtig godt lide Johnnys venner, selvom de var noget stereotype.
Kan man lide 1980´er nostalgi, computerspil, eller bare er vild med Pratchetts bøger, så kan denne bog bestemt anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.