Dangerous Creatures

Dangerous Creatures er 1. bind af paranormal romance-serien af samme navn, skrevet af Kami Garcia og Margaret Stohl.

High school er slut, og det er tid til, at Lena, Ethan, John, Liz, Ridley og Link skal skilles for alle vinde. Inden da laver Lena en sidste cast, for at binde vennerne sammen, og resultatet er ikke helt det hun havde regnet med. Fare truer forude, og seks mystiske ringe dukker op af bålets gløder.
Snart er Link og Ridley på vej til New York. Link vil udleve sin drøm, og jagte berømmelsen som rockstjerne. Ridley har sine egne planer. Hun skylder Lennox Gates, en mørk caster, to tjenester, og nu er det tid til at indfri dem. Den første: At skaffe en trommeslager til Lennox´ klubband. Og Ridley er tilfældigvis leveringsdygtig i sådan en.
Men selvom Ridley siger til sig selv, at hun ikke har nogen følelser, så kan hun alligevel ikke lade være med at have dårlig samvittighed, og den bliver kun værre, da hun finder ud af, at Lennox måske ikke har helt rent mel i posen. Sandheden viser sig dog at være langt værre end hun havde forestillet sig, og er hun ikke forsigtig, kan det ende med døden for både hende og Link.

Jeg var vild med forfatternes Caster Chronicles, og der gik ikke mange dage fra jeg blev færdig med den sidste bog, før jeg kastede mig over spin off-serien. Også selvom Ridley og Link ikke var mine yndlingspersoner.
Desværre levede bogen ikke helt op til mine forventninger, og det er der flere grunde til.
Sproget var dog ikke en af dem. Det er letlæst, flydende, humoristisk og fyldt med mørke, magiske beskrivelser.
Handlingen er også godt skruet sammen, og fyldt med twists, action, kærlighed, magi, jalousi, musik, magi, hemmeligheder, ondskab og søgen efter identitet. Og så slutter bogen med den vildeste cliffhanger. Desværre var der også et par ting der haltede for mig. Den ene var bogens primære skurk, som jeg ikke kan komme nærmere ind på uden at spoile for meget, og den anden var, at der pludselig dukkede et trekantsdrama op, som, for mig, sænkede bogens niveau fra den første series originalitet til mere klichefyldt young adult paranormal romance.
Universet er stadig fantastisk, og forfatterne udforsker virkelig den mørke side af casternes verden i den her bog. Jeg savnede dog Gatling og sydstatscharmen, og havde det svært med, at bogen foregik i New York, i stedet for i det miljø jeg elskede i den første bog. Jeg kom desværre aldrig til at holde helt så meget af New Yorks klubmiljø.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver, fejl og styrker. Især Ridley lærer man rigtig godt at kende, da det er hende der primært fortæller historien. Hendes kamp for at finde ud af hvem hun er, og at åbne for sine følelser, er rigtig godt beskrevet, og jeg fik en del mere sympati for hende, end jeg havde før jeg læste bogen. Link er på mange måder som en hundehvalp, men får dog også styrket sin selvtillid og sin tro på musikdrømmen. Kemien mellem dem fejler bestemt ikke noget, og deres småskænderier er noget af det der fungerer rigtig godt både sprogligt og handlingsmæssigt. Lennox er en interessant og nuanceret person, som man som læser har svært ved at placere. Synsvinklen skifter mellem Ridley, Link og Lennox, men desværre er skiftene ikke altid lige godt udført. Nogle kapitler skiftes de alle tre til at fortælle, og det kan derfor være svært at vide hvem der fortæller på et givent tidspunkt. Og så irriterede det mig, at forfatterne er gået over til at skrive i tredjeperson, hvor de i Caster-serien skrev i jeg-person. Det virkede forkert, og gjorde, at det tog noget tid, før jeg for alvor faldt ind i historien. Og så savnede jeg virkelig Ethan og Lena, som i den grad stjal mit hjerte i den første serie.
Selvom bogen ikke levede op til mine forventninger, så var den ikke dårlig. Den var en anelse klichepræget, og så manglede den det, der gjorde Caster Chronicles til noget særligt og vanedannende. Er man fans af historien om Lena og Ethan, og kunne man godt lide Ridley og Link, så er den bestemt værd at læse, selvom den ikke har den samme wow-effekt. Og jeg skal da også have læst fortsættelsen, for den cliffhanger er simpelthen noget af det ondeste.