The Language of Thorns

The Language of Thorns er en eventyrsamling skrevet af Leigh Bardugo.

The Language of Thorns har undertitlen Midnight Tales and Dangerous Magic, og jeg må sige, at den er velvalgt. Bogen indeholder 6 eventyr fra forfatterens Grisha-univers, og for fans af Bardugos univers er bogen et absolut must-read. Eventyrene er nemlig med til at udvide Grisha-universet, og har den samme mørke undertone som jeg elskede i Grisha-trilogien.
De 6 eventyr er absolut ikke for sarte sjæle, men holder man af Grimms originale eventyr (før Disney kom til) og dystre folkeeventyr, så giver bogen et anderledes syn på nogle af de kendte eventyr. Forfatteren har hentet inspiration fra såvel eventyr som mytologiske fortællinger, og har skabt 6 mørke, magiske, fortryllende og twistede eventyr, som er både velkendte og originale, og hvor man som læser på intet tidspunkt kan gætte sig til slutningen - trods de velkendte toner.
Der er ikke sparet på hverken blod eller hjertesorg undervejs, og kærlighed, venskab, familie og skønhed blandes på forunderlig vis med magi, hekse, forræderi, jalousi, forblændelse, kannibalisme og mord.
Bogens sider rummer konger og dronninger, hekse og uhyrer, havfruer og vilde dyr, godt krydret med magi, og kendte eventyrskikkelser som Hans og Grete, Rødhætte, den lille havfrue og Nøddeknækkeren møder minotauren og Pinocchios far - eller måske nogle helt andre? For det kan være svært at genkende selv de velkendte personer fra eventyrene i de 6 eventyr forfatteren har skabt, og alligevel er man som læser ikke i tvivl om at man kender dem.
Bogen er utroligt flot illustreret, og det er med til at løfte bogen og eventyrene til noget helt specielt, som bare må opleves. Jeg var fuldstændig opslugt under læsningen, og kan allerede forudse, at bogen bliver en af dem jeg vender tilbage til igen og igen, både for historiernes skyld, men bestemt også for de flotte illustrationer, som optræder på hver eneste side, og bliver mere og mere detaljerede igennem hvert eventyr. Det eneste der irriterede mig en smule var tekstens farve, som er skiftevis rød og blå. For selvom det spiller godt sammen med illustrationerne og omdanner hver eneste side til et kunstværk, så generede det også mine øjne under læsningen.
Er du til mørke eventyr, fantasy eller fan af Leigh Bardugo må du endelig ikke gå glip af bogen, som hører til blandt de absolut smukkeste jeg har set og læst i år. Det er en bog som skal opleves fysisk, for billeder yder den slet ikke retfærdighed, og bogelskere vil nyde synet af den i reolen. 

Se også forfatterens hjemmeside.