torsdag den 16. juni 2016

Ravnenes hvisken 1

Ravnenes hvisken 1 er 1. bind af en fantasytrilogi skrevet af Malene Sølvsten.

Anne er 17 år og skal begynde i 1.g. Siden hun var spæd er hun blevet kastet rundt i systemet mellem plejeforældre, børnehjem og ungdomsfængsel, men nu hvor hun kun har et halvt år tilbage inden hun bliver myndig har hun fået en lille lejlighed hvor hun bor alene sammen med sin hund, Monster.
Hun har altid været udenfor og har aldrig haft venner. Anne ligner nemlig ikke alle andre. Hun kan se folks fortid, og er hurtig til at ty til vold.
Men alt ændrer sig da hun kommer i gymnasiet. Første dag møder hun den flotte Mathias og den excentriske Luna som bliver venner med hende trods hendes dårlige rygte. Lunas forældre var venner med Annes forældre, og selv om Anne nægter at høre noget om sine forældre nedbryder Mathias og Luna langsomt hendes forsvarsværker.
Det går dog snart op for Anne at hun er nødt til at finde ud af sandheden om forældrene, hvad enten hun vil det eller ej. Og sandheden er langt mere fantastisk end Anne i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Snart kan hun ikke undgå at støde ind i magi, overnaturlige væsener, jætter og guder, og da hun opdager at en fjende fra forældrenes fortid vil hende til livs må hun finde ud af hvem hun kan stole på før det er for sent.
Samtidig er der en morder på spil som jager rødhårede piger, og som politiet tror har noget med Anne at gøre.
Og så er der Varnar, som siger han er kommet for at beskytte hende, men som Anne ikke kan lade være med at forelske sig i, selvom det er en meget dårlig idé.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Carlsen, og er læst som e-bog. 

Jeg er vild med nordisk mytologi, så da jeg fandt ud af at en ny fantasyserie om emnet var på vej var jeg bare nødt til at have fingrene i den. Heldigvis var Forlaget Carlsen så søde at sende bogen til mig som e-bog. Jeg læser godt nok ikke e-bøger, da jeg har svært ved at koncentrere mig når jeg læser en bog via skærm. Skærmen skaber nemlig en distance mellem mig og indholdet, og jeg får svært ved at huske historien. Jeg gjorde dog en undtagelse denne gang, og heldigvis var bogen så god at den godt kunne trænge igennem skærmen på trods af mine udfordringer med mediet.
Bogen er uhyggeligt spændende, og blandingen af nutid, fortid og nordisk mytologi fungerer rigtig godt. Samtidig har bogen en del krimi-elementer som er med til at gøre bogen både spændende og anderledes. Plottet er godt skruet sammen, og handlingen har masser af twists undervejs som gør historien umulig at forudsige. Jeg havde overhovedet ikke set slutningen komme, og forsøger stadig at sætte puslespillet sammen for at få det til at passe. Handlingen er fyldt med magi, action, kærlighed, venskab, forræderi, mord, guder og spøgelser, og er fortalt i et højt tempo som dog på intet tidspunkt får handlingen til at virke forjaget.
Sproget er letlæst og flydende, med gode beskrivelser, drabelige action-scener og et troværdigt ungdomssprog. Personerne er realistiske og menneskelige, og man kommer hurtigt til at holde af dem. Anne starter ud som anti-helt, men udvikler sig en hel del undervejs, efterhånden som flere og flere mennesker viser tillid til hende. Hun er hele sit liv blevet uretfærdigt behandlet, og har absolut ingen tiltro til systemet, voksne eller unge på sin egen alder - eller sig selv, for den sags skyld. Hun er rapkæftet, har et voldsomt temperament, og handler tit før hun tænker sig om, og samtidig vil hun gøre alt for at beskytte de mennesker hun lukker ind i sit hjerte. Varnar er en person i konflikt med sig selv, og vakler derfor hele tiden mellem sit hjerte og sin fornuft. Mathias og Luna er næsten så forskellige fra Anne som man kan være. De har begge hemmeligheder, og så har de meget åbne sind og hjerter. Elias er en person man ikke ved hvor man har. Han har sin egen dagsorden, og hjælper lige så ofte som han skader. Han er uden tvivl den mest uforudsigelige person i bogen, og samtidig også en af de mest interessante. Men også resten af personerne i bogen virker levende og interessante, og der er ingen af dem der får lov til at hænge og flagre uden formål.
Bogen blæste mig bagover og imponerede mig med dens levende personer, veldrejede plot, utrolige twists, og fantastiske univers som blandede krimi, nordisk mytologi, fantasy og gymnasieliv sammen på en både underholdende og anderledes måde. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind, og kan næsten ikke vente til det udkommer. Er man vild med nordisk mytologi må man bare ikke gå glip af den her bog. Læs den!

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Den er bare så meget på TBR-listen. Jeg har intet negativt hørt om den endnu, så den skal jeg altså læse på et tidspunkt!