Sølvhesten

Sølvhesten er 1. bind af serien om Katriona af Lene Kaaberbøl.

Katriona, kaldet Kat, er datter af en kromutter, og bor sammen med sin mor, stedfar og søskende i landet Breda. Hendes opgave er at tage sig af hestene, og hun er egentlig godt tilfreds. Hun bryder sig dog ikke om sin stedfar Cornelius, og er ofte næsvis og på tværs, hvilket får Cornelius til at slå hende.
En aften dukker en rytter på en sølvhest op på kroen. Kat bliver fortryllet af hesten, og kan ikke lade være med at tage en forbudt ridetur på den. Hendes stedfar bliver rasende, men rytteren lægger sig imellem og giver Kat en sølvmønt.
Kort efter dukker en fremmed mand op på kroen. Han kender Cornelius, og snakker meget om et sted hvor mænd ejer husene, og kvinderne adlyder. Cornelius og Kats mor skændes mere og mere, og Kat kan ikke lade være med at lytte. Da hendes mor sender hende af sted for at hente Cornelius en dag en flok fremmede mænd dukker op på kroen, opdager Kat at Cornelius har noget med Hermelinen at gøre. Hun ved dog ikke hvem Hermelinen er, men forholdet mellem hende og Cornelius forværres, og kort efter sender hendes mor hende væk fra kroen, og sætter hende i lære hos en farvemester. Men Kat kan overhovedet ikke falde til på farvergården, hvor hun mobbes af de andre piger, indtil det en dag bliver for meget.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 

Jeg læste første gang bogen som barn, og den gang syntes jeg den var meget uhyggelig. Som voksen kan jeg stadig fornemme den mørke stemning som skræmte mig som barn, men nu kan jeg også se andet i den.
Handlingen er godt skruet sammen, og bogen er fuld af spænding, gys, familiedrama, drømme, heste, mysterier og forskelle på mænd og kvinder. Hestene fylder meget i bogen - hvilket er indlysende i betragtning af bogens titel - og på mange måder virker den da også som et mellemled mellem forfatterens store fantasyserie om Skammerens børn og hendes debutserie om Tina og hestene. Hestenes store rolle var til gengæld også noget der generede mig som barn, da jeg aldrig har været en fan af hestebøger. Som voksen betragter jeg derimod hestene som en biting i bogen, og fokuserer mere på Kat og hendes udvikling. På den måde har historien altså udviklet sig for mig med alderen, hvilket er helt sjovt at opleve. Universet er godt opbygget, og selvom Kat ikke geografisk kommer så langt omkring i bogen fornemmer man alligevel hvordan landet er styret og ser ud. Det hjælper også, at der bagest i bogen er et indeks hvor der står mere om Breda og dets folk.
Sproget er letlæst og flydende, med malende beskrivelser, og godt opbyggede stemninger. Personerne virker levende og realistiske, med flere facetter. Cornelius er, på trods af at han banker Kat, egentlig forholdsvis sympatisk, men ved ikke hvad han skal stille op med Kat. Jeg kunne faktisk bedre lide ham end Kats mor som virkede temmelig kold på mig. Pigerne i farvergården, og den flokmentalitet de udviser er uhyggeligt godt beskrevet. Deres systematiske mobning af Kat er utroligt realistisk og virkelig modbydelig. Og så er der Kat selv. Hun er stædig og stolt, hvilket giver hende utroligt mange problemer, men har også et varmt hjerte, og en drøm om at finde det sted hun hører hjemme. Jeg kunne ikke undgå at komme til at holde af hende, selvom jeg en gang imellem havde lyst til at ruske hende og få hende til at lytte til andre mennesker.
Jeg er også nødt til at nævne den flotte forside som bogen har fået i den nye udgave. Personligt kan jeg bedre lide den nye forside end forsiderne på de tidligere udgaver, da jeg synes den er utroligt smuk og gennemført, med silhuetterne af springende heste og pigeansigtet på forsiden.
Bogen er hurtigt læst, og jeg er ikke i tvivl om at såvel voksne som børn vil elske den. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.