Mørke vande er 3. bind af Jennifer Donnellys fantasyserie Vandflammens saga.
Situationen i havet er gået fra slem til værre. Serafina har opdaget at hendes egen onkel stod bag det komplot der kostede hendes forældre livet, og at han nu, i fællesskab med sin elskerinde, har indsat datteren Lucia på Miromaras trone. Den trone, som retmæssigt er Serafinas. Samtidig er Serafinas elskede Mahdi tvunget til at spille forelsket i Lucia, på trods af at han i al hemmelighed har giftet sig med Serafina. Men Lucia er mistænksom, og vil gøre alt for at holde på Mahdi. Selv sort magi og mord. Og opdager hun at Mahdi elsker Serafina vil det koste ham livet.
Serafina er blevet leder af modstandgruppen De Sorte Finner, og har været tvunget til at indgå en alliance med goblinerne. Det er lykkedes hende at finde ud af hvor de forskellige talismaner er gemt og hvad de er, og de andre havfruer er i fuld gang med at lede efter dem.
Det er dog ikke ufarligt, for dødsrytterne lurer overalt, og Rafe Mfemes både er også på skarpt udkig efter dem, samtidig med at hans både indfanger havfolk overalt og fængsler dem i fangelejre hvor fangerne tvinges til at lede efter talismanerne. Ling er blevet en af fangerne, og mens havfolk dagligt dør under eftersøgningen, forsøger hun at finde ud af hvordan hun skal undslippe lejren. Hun har nemlig opdaget en frygtelig hemmelighed som kan udsætte veninderne for yderligere fare.
Astrid er vendt hjem, men opdager at hendes far ligger for døden, og at et komplot truer hendes rige. Samtidig er hun udfordret, da hun har mistet evnen til at udføre magi som barn, og derfor er i større fare end andre. Hun tør dog ikke fortælle nogen at hun ikke kan udføre magi. Men måske kan hun lære at stole på de andre havfruer - og den havmand hun uventet støder på.
Becca og Ava forsøger begge at finde deres talismaner, men i havet er der mange farer der truer, og dødsrytterne ligger heller ikke på den lade side. Skal det lykkes dem må de lære at stole på hinanden - og sig selv.
Forlaget Alvilda var så søde at sende mig bogen, og det er jeg rigtig glad for. Jeg er nemlig fuldstændig forelsket i seriens undersøiske univers, og har ventet i stor spænding på at tredje bind udkom. Nu har jeg så fået det læst, og jeg er meget begejstret. Bogens, og seriens, univers er fantastisk gennemført og emmer af magi. Man føler sig virkelig hjemme under vandet sammen med havfolkene, havdyrene og de forskellige undersøiske væsener. Personerne er realistiske og menneskelige, med gode og dårlige sider, og ægte følelser som får selv skurkene til at virke sympatiske - til en vis grad. I dette bind kommer de andre havfruer mere på banen end de har været tidligere. Hvor fokus indtil nu stort set kun har været Serafina og hendes kærlighed til Mahdi, så træder hun her i tredje bind lidt i baggrunden, mens de andre havfruer, Becca, Astrid, Ling og Ava, får lejlighed til at fortælle deres historier. Og det fungerer rigtig godt, da man lærer personerne bedre at kende, og samtidig kan følge med i hvad der sker for dem hver især. Den eneste af havfruerne der glimrer ved sit fravær er Neela som fik masser af taletid i sidste bind. Som i de foregående bind er der fart over feltet og konstant action fra første side. Handlingen er godt skruet sammen med masser af uventede twists som gør bogen umulig at slippe og får læseren til at sidde helt ude på kanten af stolen mens siderne næsten vender sig selv. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger...
Sproget er flydende og letlæst, og forfatteren formår at beskrive det undersøiske univers på en sådan måde at man føler man er der selv. Mørke vande er uhyggeligt spændende og fuld af kærlighed, venskab, magi, mod, forræderi, intriger og fantastiske undersøiske actionscener. Eneste minus er de noget moraliserende afsnit omkring forurening af havene som bliver lidt for meget, men som selvfølgelig vil fylde i havfolkenes liv. Det er dog et mindre irritationsmoment som heldigvis ikke ødelægger den samlede læseoplevelse. Jeg glæder mig allerede til fjerde og afsluttende bind kommer, og giver bogen mine varmeste anbefalinger.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar